Boller med kerner og frø

15 stemmer
Saftige boller med solsikkekerner og chiafrø. Bollerne er perfekte til både morgen og eftermiddag og holder sig gode i flere dage.
Boller med chiafrø opskrift

Kerner og frø i bollerne

Jeg tror ikke der findes noget mere hyggeskabende end duften af friskbagte boller! Jeg bager ofte boller med vores ældste datter i weekenden og gerne en stor portion, så vi har nogle til fryseren. Disse nemme boller med solsikkekerner og chiafrø er et sikkert hit herhjemme.

Kerner

Jeg bager bollerne med solsikkekerner, da jeg synes smagen og konsistensen passer rigtig godt til bollerne og fordi vores små piger også kan lide dem. Man kan undlade solsikkekerner eller man kan erstatte dem med andre kerner, f.eks. græskarkerner eller hørfrø. Jeg hakker personligt solsikkekernerne groft så stykkerne bliver mindre, så børnene ikke lægger så meget mærke til dem, men det behøver man selvfølgelig ikke gøre, hvis man foretrækker dem hele.

Chiafrø

De her boller indeholder chiafrø, som er en god kilde til omega-3, fiber og protein. Chiafrøene kan godt tilsættes til dejen i deres rå form, men for at give dejen et ekstra fugtboost lægger jeg dem altid i blød i 30-60 minutter inden jeg ælter dejen. Chiafrøene suger væsken til sig og danner en slimet, tyk masse, som gør bollerne dejlig saftige.

Kan man undlade chiafrø fra opskriften? Ja da! Men de giver som sagt bollerne noget fugt og så har de en skøn let knasende effekt, når man tygger i bollerne, så jeg vil anbefale at man kommer dem i. Hvis man undlader chiafrø skal man kompensere for den manglende væske ved at tilsætte 1 ekstra dl vand.

Boller med kerner opskrift

Æltning på maskine

Bolledejen kan æltes på en røremaskine med dejkrog eller man kan ælte den i hånden. Hvis man bruger en røremaskine skal der kun tilsættes så meget mel, at dejen hænger ved bunden af skålen, for den bedste æltning. I så fald skal man ælte dejen i hånden til sidst og eventuelt tilsætte lidt mere mel, så dejen føles glat og smidig og kun er let klistret.

Ingredienser til bollerne

  • Gær: Gærren får bollerne til at hæve inden og under bagningen. Mængden af gær afhænger af hvor længe bollerne hæver. De 25 gram gær beskrevet i opskriften egner sig godt til at lade bolledejen hæve i 1 time. Hvis man vil lade dejen hæve natten over kan man nøjes med at bruge 10 gram gær.
  • Lunken vand: Gærren skal opløses i lunken vand. Det er vigtigt at vandet ikke er for varmt, da det vil dræbe gærren og så hæver bollerne ikke.
  • Æg: Der tilsættes æg til bolledejen for at hjælpe med hævning, for at give en mere rig smag og for at medvirke til en god skorpe.
  • Smagsneutral olie: Olie giver fugt til bollerne og hjælper dejen til at være mindre klistret, så det er lettere at forme runde boller. Jeg anbefaler at bruge rapsolie eller vindruekerneolie.
  • Salt: Intet godt brød uden salt – og det gælder også boller! Salt giver smag og er en nøgleingrediens i bollerne.
  • Chiafrø: Chiafrø opløses i vand for at skabe en klistret masse, som giver bollerne fugt og gør dem saftige. Chiafrøene giver desuden bollerne dejlig knas. Chiafrø kan undlades fra opskriften men i så fald skal der tilsættes 1 ekstra dl vand.
  • Solsikkekerner: Solsikkekerner giver masser af smag til bollerne og påvirker konsistensen. De kan undlades eller erstattes med andre kerner, f.eks. græskarkerner eller hørfrø.
  • Mel: Almindeligt hvedemel indeholder masser af gluten, som får dejen til at hæve og giver luftige boller. Mængden af mel er en cirkamængde – tilpas mængden efter lige præcis dit mel og din dej.

Tips til at bage bollerne

  • Læg chiafrøene i blød i 30-60 minutter inden dejen laves, så de suger væske til sig.
  • Rør alle de våde ingredienser grundigt sammen inden der tilsættes mel.
  • Tilsæt mel lidt ad gangen med æltning indimellem (gerne på røremaskine med dejkrog). Stop når dejen er smidig og glat. Den skal kun være let klistret.
  • Pensle bollerne grundigt med æg, så de får en flot farve.
  • Hold øje med bollerne under bagning. De er færdige når de får en smuk gylden farve og de lyder hule når man banker i bunden af dem.

Boller med solsikkekerner opskrift

Boller med chiafrø opskrift

Opskrift

Boller med kerner og frø

15 stemmer
Saftige boller med solsikkekerner og chiafrø. Bollerne er perfekte til både morgen og eftermiddag og holder sig gode i flere dage.
Tid i alt: 2 timer
Mængde: 16 stk
Udskriv Pin

Ingredienser

Chiablanding:

  • 1 dl chiafrø
  • 2 dl vand

Boller:

  • 25 g gær
  • 2 dl lunken vand
  • 1 æg
  • 1 dl smagsneutral olie (f.eks. rapsolie)
  • 1 tsk groft salt
  • 1 portion chiablanding (se ovenfor)
  • 75 g solsikkekerner
  • 750 g hvedemel (cirka)

Pensling:

  • 1 æg

Sådan gør du

Chiablanding:

  • Kom chiafrø og vand i en skål og lad chiafrøene stå i blød i 30-45 minutter. Rør gerne et par gange undervejs.
    1 dl chiafrø, 2 dl vand

Boller:

  • Rør gærret ud i lunken vand i en stor skål, evt. skålen til en røremaskine.
    25 g gær, 2 dl lunken vand
  • Tilsæt æg, smagsneutral olie, groft salt, chiablandingen og solsikkekerner og rør det sammen.
    1 æg, 1 dl smagsneutral olie, 1 tsk groft salt, 1 portion chiablanding, 75 g solsikkekerner
  • Tilsæt mel lidt ad gangen under omrøring / æltning, gerne med dejkrog på en røremaskine. Fortsæt indtil du har en glat og smidig bolledej.
    750 g hvedemel
  • Hvis du ælter dejen på maskine, så ælt gerne dejen igennem med hænderne til sidst.
  • Dæk skålen med et viskestykke og stil dejen lunt. Lad dejen hæve i 1 time til dobbelt størrelse.
  • Form boller af dejen og placer dem på bageplader beklædt med bagepapir. Lad bollerne efterhæve i 30 minutter.
  • Pensl bollerne med æg og bag dem ved 200 grader (alm. ovn) i 10-12 minutter. Lad dem køle helt af på en bagerist.
    1 æg

Noter

Bollerne er fryseegnede i op til 3 måneder.
BEDØM OPSKRIFTEN
Tag @bageglad på Instagram så jeg kan se og dele det du har lavet!

Mere fra Bageglad

Trine fra Bageglad

Den bageglade

Jeg hedder Trine og er utroligt bageglad. For 10 år siden startede jeg denne blog for at dele mine opskrifter og projekter med familie og venner, og i dag når den ud til flere end jeg nogensinde havde drømt om. Tak fordi du følger med!

4,80 from 15 votes (14 ratings without comment)

Skriv en kommentar

Din email vil ikke blive vist. Obligatoriske felter er makeret med *.
Ondskabsfulde kommentarer og kommentarer med links eller reklame slettes.

Bedøm opskriften:




Én kommentar

  1. 5 stars
    Jeg har en fast dag om ugen hvor jeg bager til børnene. Disse friske morgenboller med kerner og frø er super lækre og mine børn elsker når jeg laver dem. Tak for denne simple og sunde opskrift – jeg bruger den hver søndag til morgenbagning.

Trine fra Bageglad
Jeg hedder Trine og er utroligt bageglad. For 10 år siden startede jeg denne blog for at dele mine opskrifter og projekter med familie og venner, og i dag når den ud til flere end jeg nogensinde havde drømt om. Tak fordi du følger med!

Følg mig på Instagram

Få de seneste blogindlæg direkte i din indbakke