Bagte pærer med marcipanlåg

Bagte pærer med marcipanlåg er en vidunderlig efterårsdessert, klar på kun 40 minutter. Server den lune tærte med vaniljeis.
Bagte pærer opskrift fra Bageglad

Nem dessert klar på 45 minutter

Denne lækre pæredessert er en af min fars specialiteter i det søde køkken. Jeg har elsket dessertern lige siden jeg var barn, og hjemme hos os er den blevet en hyggelig efterårstradition.

Det er en skøn portionsanrettet dessert, som ser så fin ud i små tærteforme, og som er supernem at lave. En dessert som serveres lun og er oplagt at servere for gæster på en kølig dag. Pærerne bliver bløde i ovnen imens marcipanlåget får en gylden overflade. Det bedste er at servere de lune pærer med en kugle vaniljeis til, så det varme og det kolde mødes i hver eneste mundfuld!

Du kan også prøve min pæretærte med marcipan, min hurtige æblecrumble eller min æblekage med krummetopping.

Derfor elsker jeg denne pæredessert

  • Desserten tager kun 20 minutter at forberede og 20 minutter i ovnen
  • Sød marcipan og bløde, bagte pærer passer perfekt sammen.
  • De små portionsanretninger ser flotte ud at servere for gæster.
  • De kan bages i god tid og genvarmes lige inden servering.

Pærer i marcipan fra Bageglad

Ingredienser til bagte pærer

Denne nemme dessert kræver kun få ingredienser. Her er nogle af de råvarer, som du skal være opmærksom på:

  • Pærer: Vælg gerne mellemstore pærer, der er modne, men stadig faste nok til at kunne skæres i tynde både. Meget bløde pærer kan nemt blive til mos under bagningen. Min personlige favorit er Clara Friis.
  • Marcipan: Brug en marcipan af høj kvalitet, som du godt kan lide smagen af. Det er helt afgørende for smagen.
  • Smør: Brug rigtigt smør egnet til bagning i denne opskrift. Det kan ikke erstattes af vegetabilske alternativer som vegan blok eller margarine.
  • Vaniljesukker: Det giver en mild vaniljesmag, som passer godt til pærerne og marcipanen.

Sådan anrettes pærerne i formene

Man kan skære pærerne i både eller i stykker, når man laver desserten. Jeg kan godt lide at skære dem i tynde både (filleter), så jeg har god kontrol over at de lægges i overlappende lag i formen. Hvis formen har højden til det kan du lægge to lag. Jeg lægger halvandet lag, i og med de overlapper mange steder. Få så mange pærer som muligt i formen så de går næsten helt op til formens kant.

Pærer i tærter fra BagegladSmå pæretærter fra Bageglad

Sådan får man et lækkert marcipanlåg

Det, som gør denne dessert så lækker, er den perfekte balance mellem pærer og marcipan. For at skabe den gode smag er det vigtigt at bruge pærer, som ikke er overmodne (da de i så fald bliver for søde), samt vælge en marcipan af god kvalitet med et højt mandelindhold.

Pærerne skal fordeles i formene i et overlappende lag, evt. to lag hvis formene har højden til det. Marcipandejen, som røres sammen, er ret flydende og derfor kan den fordeles oven på pærerne, hvor den vil flyde ned imellem og ud i et pænt, glat lag som låg.

Her er det vigtigt, at formene ikke overfyldes. Fyld dem til kanten med marcipanlåget og ikke mere, ellers vil dejen flyde over under bagningen.

Sådan bages desserten

Disse lækre små efterårstærter skal heldigvis kun bage i kort tid, før der er gyldne lækre tærter klar. Bag dem ved 180 grader (alm. ovn) 6 forme ad gangen (eller 8 hvis der er plads i ovnen). Hold godt øje med dem. Overfladen kan pludselig blive mørk. Marcipanlåget skal være gyldent, når du tager tærterne ud af ovnen.

Hvad kan man servere til bagte pærer

Bagte pærer passer helt fantastisk sammen med en kugle vaniljeis. Den kolde is mod de varme pærer giver en vidunderlig kontrast og pærer og vanilje er som skabt for hinanden. Vaniljeisen smelter langsomt ned over marcipanlåget og giver en lækker sauce sammen med saften fra pærerne. Køb en god vaniljeis eller lav en hjemmelavet vaniljeis.

Desserten kan alternativt også serveres med creme fraiche eller flødeskum til.

Bagte pærer vaniljeis fra Bageglad

Opbevaring og genopvarmning

Hvis desserten skal forberedes i god tid kan de bages og opbevares i køleskabet tildækket med plastikfilm. Genvarm den på 160 grader (alm. ovn) i 5-8 minutter inden servering. Varm dem, til de er gennemvarme, og servér straks med vaniljeis.

Spørgsmål til opskriften

Hvilke pærer er bedst til bagte pærer med marcipanlåg?
Brug mellemstore pærer, der er modne, men stadig faste. Så bliver de møre under bagningen uden at miste helt deres form.

Kan desserten laves i forvejen?
Ja, de bagte pærer kan opbevares i køleskabet og genvarmes lige inden servering.

Hvordan ved man, at pæretærterne er færdige?
Marcipanlåget skal være gyldent efter cirka 18-20 minutter ved 180 grader (almindelig ovn). Pærerne skal samtidig være møre.

Bagte pærer opskrift fra Bageglad

Opskrift

Bagte pærer med marcipanlåg

En nem og hurtig lækker efterårsdessert med pærer og marcipanlåg, der serveres lun med vaniljeis.
Forberedelsestid20 minutter
Tilberedningstid20 minutter
Tid i alt: 40 minutter
Niveau: Begynder
Mængde: 8 personer
Udskriv Pin

Ingredienser

Marcipanlåg

  • 170 g marcipan
  • 110 g smør
  • 2 æg
  • 170 g sukker
  • 80 g mel
  • 1 tsk vaniljesukker

Bagte pærer

  • 10-12 pærer (mellemstore)

Til servering

  • Vaniljeis

Sådan gør du

Marcipanlåg

  • Riv marcipanen groft på et rivejern. Smelt smørret og stil det til side.
    170 g marcipan, 110 g smør
  • Pisk æg og sukker luftigt med elpisker i en skål. Tilsæt mel, vaniljesukker og smør, og rør det hele sammen med en dejskraber.
    2 æg, 170 g sukker, 80 g mel, 1 tsk vaniljesukker
  • Tilsæt marcipan og rør det godt sammen.

Pærefyld

  • Skyl og skræl pærerne. Skær dem i tynde fileter/både.
    10-12 pærer
  • Smør små tærteforme på Ø11 cm (cirka). Læg pærefileterne i i tærteformene, så de lapper hen over hinanden. De skal gerne fylde 80% af formens højde.
  • Fordel marcipanendejen oven på pærerne så hele tærtens top er dækket af dej og dejen flugter med tærteformens øverste kant.

Bagning

  • Bag formene ved 180 grader (alm. ovn) i 18-20 minutter, til overfladen er gylden.

Til servering

  • Server straks med vaniljeis eller opbevar på køl og genvarm lige inden servering.
    Vaniljeis
BEDØM OPSKRIFTEN

Del opskriften

Tag @bageglad på Instagram så jeg kan se og dele det du har lavet!

Mere fra Bageglad

Trine fra Bageglad

Den bageglade

Jeg hedder Trine og er utroligt bageglad. For 10 år siden startede jeg denne blog for at dele mine opskrifter og projekter med familie og venner, og i dag når den ud til flere end jeg nogensinde havde drømt om. Tak fordi du følger med!

Trine fra Bageglad
Jeg hedder Trine og er utroligt bageglad. For 10 år siden startede jeg denne blog for at dele mine opskrifter og projekter med familie og venner, og i dag når den ud til flere end jeg nogensinde havde drømt om. Tak fordi du følger med!

Følg mig på Instagram

Få de seneste blogindlæg direkte i din indbakke

Send this to a friend