Chokoladeskåle med chokolademousse og hindbær

Disse festlige chokolademousse desserter vil imponere til nytårsaften eller næste gang du får gæster! Støbte chokoladeskåle er fyldt med silkeblød chokolademousse og pyntet med friske hindbær, flødeskum og mynteblade. En anderledes og flot dessert, som ser svær ud men er enkel at lave.
Chokolademousse dessert med hindbær fra Bageglad

Flot dessert med chokolademousse

Når jeg laver desserter i vintermånederne, især til nytårsaften, vender jeg ofte tilbage til chokolademousse. Ikke fordi det er nemt (for det er det også!) men fordi det er et sikkert hit. Jeg elsker at bruge chokolademousse som element i desserter og kager, for eksempel denne brownie med chokolademousse eller disse flotte nytårskager med tre slags mousse.

For mange er chokolademousse et lækkert alternativ til den evigt populære chokoladefondant til nytårsaften. Og jeg synes jo, at en nytårsdessert skal se festlig ud! Derfor har jeg denne gang fyldt chokolademousse i blanke chokoladeskåle og pyntet den med friske hindbær, flødeskum og mynteblade. Jeg synes farvesammensætningen er både elegant og festlig! Og så er den populær hos både børn og voksne.

Chokolademousse og hindbær dessert

En nytårsdessert der imponerer uden at være besværlig

Chokoladeskåle ser avancerede ud, men processen er faktisk ret enkel. Og samlet set kan desserten laves i rigtig god tid: Man kan lave chokoladeskålene forud (helt op til 6 måneder før!) og chokolademoussen dagen før eller om morgenen. Det eneste der skal gøres om eftermiddagen eller lige før servering er at sprøjte flødeskum og pynte med hindbær og mynteblade. Det gør desserten ideel, når man gerne vil servere en flot dessert uden stress når man har gæster.

De blanke chokoladeskåle, den lækre chokolademousse og den friske pynt med hindbær og mynte giver en skøn kontrast i farver og smag. Det er den slags dessert, der får folk til at sige wow, men som stadig føles hjemmelavet og hyggelig.

Ingredienser til chokoladeskåle med chokolademousse

Når en dessert består af få elementer, er kvaliteten af ingredienserne afgørende. Især chokolade spiller hovedrollen i denne dessert.

  • Mørk chokolade: Vælg en chokolade af høj kvalitet som du synes smager godt når du spiser den rent. Denne smag vil være gennemgående i desserten, både i chokoladeskålene og i chokolademoussen. Vær opmærksom på ikke at købe kunstig chokolade (også kaldet vekao og overtrækschokolade) da denne har en mere sødlig smag og opfører sig anderledes end ægte chokolade.
  • Piskefløde: Brug piskefløde med høj fedtprocent for en stabil og luftig chokolademousse. Man kan godt bruge laktosefri piskefløde.
  • Æggeblommer: Giver chokolademoussen fylde og en silkeblød tekstur. Jeg anbefaler pasteuriserede æggeblommer da chokolademoussen ikke opvarmes.

Chokolademousse skåle

Sådan laves smukke og blanke chokoladeskåle

Hvis du vil have blanke chokoladeskåle, der slipper formen og knækker flot, er det essentielt at temperere chokoladen. Temperering sikrer nemlig, at kakaosmørret i chokoladen krystalliserer rigtigt, så chokoladen bliver:

  • Blank og skinnende
  • Nem at få ud af formen
  • Stabil ved stuetemperatur

Hvis chokoladen ikke tempereres, vil skålene blive matte, gummiagtige eller grå. Heldigvis er det ingen sag at temperere chokolade, når man først har prøvet det et par gange. Du kan læse min guide til at temperere chokolade her.

Hvilken type form kan jeg bruge?

Du kan bruge en form af hård plast eller fødevareegnet metal. For eksempel professionelle chokoladeforme af polykarbonat eller en muffinspande, ligesom jeg har gjort på billedet. Silikoneformen duer ikke til disse chokoladeskaller, da de med al sandsynlighed vil knække, når de skal ud af formen.

Chokolademousse i chokoladeskåle

Spørgsmål til opskriften

Kan jeg lave desserten dagen før?
Ja, det er faktisk oplagt. Lav chokoladeskålene og moussen dagen før (eller minimum 4 timer før servering), fyld moussen i skålene og stil dem på køl. Pynt om muligt gerne lige inden servering.

Kan jeg bruge mælkechokolade i stedet for mørk chokolade?
Til chokoladeskålene ja. Chokolademoussen i denne opskrift vil ændre struktur hvis du erstatter mørk chokolade 1:1 med mælkechokolade.

Hvorfor skal chokoladen tempereres?
Temperering giver blanke, sprøde skåle, der slipper formen. Uden temperering kan chokoladen blive mat, blød eller grålig. Det vil også være tæt på umuligt at få chokoladeskålene ud af formen uden de knækker.

Hvor længe kan chokoladeskålene holde sig?
Skålene kan sagtens laves i god tid og holde sig i månedsvis, hvis de opbevares tørt og køligt (ikke i køleskab, da der kan komme kondens).

Kan chokolademoussen fryses?
Jeg anbefaler ikke at fryse chokolademoussen, da teksturen kan ændre sig og blive mere grynet ved optøning.

Kan jeg lave en laktosefri version?
Ja. Vælg en mørk chokolade uden spor af mælk og brug laktosefri piskefløde eller en plantebaseret piskbar fløde (f.eks. Alpro Piskbar).

Chokolademousse dessert med hindbær fra Bageglad

Opskrift

Chokoladeskåle med chokolademousse og hindbær

Elegant chokolademousse dessert med blanke chokoladeskåle fyldt med luftig mousse og toppet med flødeskum, friske hindbær og mynte. Perfekt som festlig dessert, især til nytår eller middag med gæster!
Forberedelsestid45 minutter
Ventetid: 4 timer
Tid i alt: 4 timer 45 minutter
Niveau: Middel
Mængde: 6 personer
Udskriv Pin

Ingredienser

Chokoladeskåle:

  • 200 g god mørk chokolade (cirka)

Chokolademousse:

Pynt:

  • 1 dl piskefløde
  • 60 g Hindbær (friske)
  • Mynte

Sådan gør du

Chokoladeskåle:

  • Brug en muffinspande som er helt ren og tør.
  • Smelt og temperer den mørke chokolade. Følg evt. min guide til at temperere chokolade.
    200 g god mørk chokolade
  • Fordel chokoladen i huller i muffinspanden, så hvert hul er cirka halvt fyldt. Vip og drej formen så chokoladen løber op ad siderne, så de er helt dækkede af chokolade.
  • Vend muffinspanden på hovedet så overskydende chokolade kan løbe af på et stykke bagepapir*.
  • Skrab overskydende chokolade fra toppen af muffinspanden med en paletkniv eller skraber, så godt du kan. Tør gerne chokolade væk rundt omkring hullerne med køkkenrulle.
  • Stil muffinspanden i et køligt rum (cirka 16-18 grader) og lad chokoladeskallerne sætte sig i minimum 8 timer.
  • Løft eller bank meget forsigtigt skallerne ud af muffinspanden. Opbevar dem i en lufttæt beholder i et køligt rum indtil de skal fyldes med chokolademousse.

Chokolademousse:

  • Lav chokolademousse efter anvisning i opskriften.
    1/2 portion af min chokolademousse opskrift
  • Fyld chokolademoussen i en sprøjtepose og klip et hul. Sprøjt nænsomt chokolademousse i chokoladeskallerne.
  • Stil chokoladeskålene i køleskabet i minimum 4 timer, til moussen har sat sig. Hvis natten over kom dem gerne i en plastikboks.

Pynt:

  • Pisk piskefløden til flødeskum og fyld den i en sprøjtepose med stjernetylle.
    1 dl piskefløde
  • Sprøjt en stjerne flødeskum på hver dessert.
  • Pynt med friske hindbær og mynteblade.
    60 g Hindbær, Mynte

Noter

*Lad den overskydende chokolade stivne på bagepapiret – den kan nemt pilles af og genbruges næste gang, du tempererer chokolade.
BEDØM OPSKRIFTEN
Tag @bageglad på Instagram så jeg kan se og dele det du har lavet!

Mere fra Bageglad

Trine fra Bageglad

Den bageglade

Jeg hedder Trine og er utroligt bageglad. For 10 år siden startede jeg denne blog for at dele mine opskrifter og projekter med familie og venner, og i dag når den ud til flere end jeg nogensinde havde drømt om. Tak fordi du følger med!

Skriv en kommentar

Din email vil ikke blive vist. Obligatoriske felter er makeret med *.
Ondskabsfulde kommentarer og kommentarer med links eller reklame slettes.

Bedøm opskriften:




Trine fra Bageglad
Jeg hedder Trine og er utroligt bageglad. For 10 år siden startede jeg denne blog for at dele mine opskrifter og projekter med familie og venner, og i dag når den ud til flere end jeg nogensinde havde drømt om. Tak fordi du følger med!

Følg mig på Instagram

Få de seneste blogindlæg direkte i din indbakke