Daim islagkage med nøddebund
Islagkage er en af de sjoveste og mest festlige desserter, der findes. Idéen om at kombinere is og lagkage i én er jo helt genial – og noget jeg har gjort mange gange herhjemme igennem årene! Rocky road islagkage, hindbær og hvid chokolade islagkage, jordbær islagkage og Oreo islagkage. Og nu også denne fantastiske Daim islagkage, som hurtigt er blevet en favorit.
Jeg serverede denne smukke Daim islagkage som nytårsdessert og den var et kæmpe hit. Den kombinerer en sprød kakao nøddebund, mørk chokolade is og cremet Daim is i en uimodståelig islagkage. Og så ser den bare vildt imponerende ud – perfekt som en festlig dessert når man gerne vil gøre lidt ekstra ud af det.
Derfor elsker jeg islagkager
Der er mange grunde til, at jeg altid vender tilbage til islagkage, når jeg skal lave dessert til gæster:
- De kan laves i god tid og opbevares i fryseren
- De ser festlige og flotte ud på dessertbordet
- Og så er de noget stort set alle kan lide – hvem elsker ikke is?!
Ingredienser og variationer
Denne islagkage består af tre hovedelementer:
- En sprød kakao-nøddebund, som minder lidt om en brownie, men uden mel
- To slags is: mørk chokoladeis og sød Daim-is
- Festlig pynt med halvkugler af is, chokolade og friske bær
Nøglen ligger i gode ingredienser. Her er lidt om de vigtigste:
- Nødder: Du kan bruge lige de nødder du har lyst til i bunden. Jeg bruger typisk hasselnødder eller mandler.
- Daim chokolade: Daim-chokoladen giver en lækker knasende kontrast til chokoladeisen, men du kan også skifte den ud med f.eks. knust Toffifee, Skildpadder eller Ferrero Rocher.
- Chokolade til den mørke chokolade is skal være god kvalitet. Det er afgørende for smagen. Brug ægte chokolade (jeg anbefaler Callebaut 811). Det giver en dyb, intens smag som balancerer det søde i Daim isen perfekt.
Islagkagen kan laves laktosefri eller mælkefri ved at ændre følgende:
- Erstat piskefløde 1:1 med laktosefri piskefløde eller vegansk flødeerstatning, f.eks. Alpro Piskbar
- Erstat mælk 1:1 med laktosefri mælk eller soyadrik (naturel)
Udstyr til islagkagen
Det er nemt at lave islagkage og kræver ikke avanceret udstyr. Her er dog lidt tips til noget udstyr, som vil hjælpe dig med at give din islagkage en ekstra flot finish:
- En springform (eller justerbar bagering)
- Bagepapir og konditorplast
- Silikoneform med halvkugler (valgfri men flot!)
- Latexhandsker og fødevarepincet til pyntning
Du får det flotteste resultat, hvis du beklæder formen med konditorplast, så du får helt skarpe sider. Sæt gerne din form på et skærebræt eller fast underlag under frysning – det gør det nemt at flytte islagkagen, når den skal serveres.
Sådan laver du islagkagen
1. Lav nøddebunden
Start med at røre kakao-nøddebunden sammen, og pres den i et jævnt lag i bunden af en springform beklædt med bagepapir.
2. Lav isen og saml lagene
Lav mørk chokoladeis og Daim is som beskrevet i opskriften. Fordel isen oven på nøddebunden ét lag ad gangen. Sæt kagen på frys mellem hvert lag, så isen sætter sig og lagene bliver pæne og jævne.
3. Lav is-halvkugler
Fyld en silikoneform med halvkugler med chokoladeis og frys dem, gerne natten over. Når du skal pynte kagen, popper du halvkuglerne forsigtigt ud og placerer dem oven på kagen. Du kan evt. bruge en smule smeltet chokolade til at “lime” dem fast med.
4. Pynt islagkagen
Pynt islagkagen med hakket Daim, frosne eller friske brombær, Maltesers, chokoladeperler, små stedmoderblomster og evt. lidt bladguld, hvis det skal være ekstra festligt. Brug gerne en fødevarepincet og latexhandsker, så varmen fra dine hænder ikke smelter isen eller chokoladen når du pynter. Et godt trick er at stå tæt på fryseren, mens du pynter. Så kan du hurtigt sætte kagen på frys, hvis det begynder at smelte.
Daim islagkagen kan laves forud
Denne islagkage er oplagt at forberede i god tid:
- Nøddebunden kan laves og fryses flere dage før
- Islagene kan laves og samles op til en uge før
- Halvkuglerne kan fryses dagen før
- Pynten kan lægges på samme morgen eller lige inden servering
Tag kagen ud af fryseren cirka 10–15 minutter før den skal serveres. Så er den let at skære og lige tilpas i konsistensen.
Typiske spørgsmål
Kan jeg bruge færdigkøbt is?
Ja, du kan godt bruge færdigkøbt is og blot lave bund og pynt selv. Lad isen stå ved stuetemperatur til den har konsistens som softice og fordel den så på bunden for at lave lagene til islagkagen. Bemærk den ikke må smelte helt, da den så vil krystallisere når du genfryser den.
Hvilken form er bedst?
En springform med fast bund er nemmest at arbejde med, men du kan også bruge en justerbar bageform. Husk at sætte den på et fast underlag under frysning.
Kan islagkagen laves uden ismaskine?
Nej, isen i denne opskrift kræver bevægelse under indfrysning for at undgå iskrystaller. Derfor skal der bruges ismaskine.

Opskrift
Daim og chokolade islagkage
Ingredienser
Kakaobund:
- 15 dadler
- 2 spsk kakao
- 250 g mandler
- 1 ½ spsk kokosolie
Daim is:
- 84 g Daim
- 3 pasteuriserede æggeblommer
- 150 g sukker
- ½ tsk vanillesukker
- 3 dl piskefløde
- 1 dl mælk
Chokoladeis:
- 100 g god mørk chokolade
- 2 dl mælk
- 100 g sukker
- 3 pasteuriserede æggeblommer
- 3 dl piskefløde
Pynt:
- Friske brombær
- Grofthakket Daim
- Maltesers chokolade
- Bladguld
- Spiselige blomster (f.eks. stedmoderblomster)
Sådan gør du
Forberedelse:
- Skab god plads i fryseren så islagkagen kan stå plant. Kom bagepapir i bunden af en springform med Ø24 cm. For eventuelt springformen med konditorplast for den flotteste finish på islagkagen.
Kakaobund:
- Fjern eventuelle sten fra dadlerne og læg dem i blød i en skål med kogende vand i cirka 20 minutter. Kom dadlerne i en hakler eller foodprocessor sammen med kakao og blend til det bliver en blød mos. Kom mosen i en mellemstor skål.15 dadler, 2 spsk kakao
- Kom mandlerne i en hakler eller foodprocessor og blend dem, til de er groft hakkede.250 g mandler
- Smelt kokosolien i mikroovnen hvis den ikke allerede er flydende.1 1/2 spsk kokosolie
- Tilsæt de hakkede mandler og kokosolien til skålen med daddelmos og ælt massen sammen med fingrene, til den er ensartet.
- Pres massen ud i et ensartet lag i bunden af springformen og stil den i fryseren.
Daim is:
- Hak Daim chokoladen groft.84 g Daim
- Pisk de pasteuriserede æg, sukker og vanillesukker i en skål med en elpisker. Pisk piskefløden til en let flødeskum i en anden skål. Rør flødeskummen ud i æggesnapsen sammen med mælken stille og roligt, uden at slå luften ud af isen.3 pasteuriserede æggeblommer, 150 g sukker, 1/2 tsk vanillesukker, 3 dl piskefløde, 1 dl mælk
- Hæld 750 ml is på en ismaskine og frys indtil det har softice konsistens (på vores ismaskine er det cirka 30 minutter men det afhænger af maskinen). Tilsæt hakket Daim og rør rundt så det fordeles i isen.
- Hæld Daim isen i springformen oven på kakaobunden og glat overfladen med en flad paletkniv. Stil islagkagen i fryseren i mindst 1 time imens chokoladeisen laves.
Chokolade is:
- Hak chokoladen groft og kom den i en lille gryde sammen med mælken. Lad chokoladen smelte i mælken under omrøring ved svag varme. Fjern gryden fra varmen og lad den stå imens du pisker sukker og æg sammen med elpisker i en lille skål.100 g god mørk chokolade, 2 dl mælk, 100 g sukker, 3 pasteuriserede æggeblommer
- Hæld chokoladen over i æggesnapsen stille og roligt imens du rører med en grydeske. Vask gryden af og hæld så chokolade-æggeblandingen tilbage i gryden igennem en sigte.
- Varm chokolade-æggeblandingen op ved lav-middel varme under konstant omrøring, indtil den tyknes let. Det må IKKE koge. Hæld blandingen i en skål og stil den i køleskabet til den når stuetemperatur eller koldere.
- Pisk piskefløden til flødeskum med en elpisker i en mellemstor skål. Hæld chokolade-æggeblandingen i flødeskummet lidt ad gangen under langsom omrøring uden at slå luften ud.3 dl piskefløde
- Hæld 750 ml is på en ismaskine og frys det til det har softice konsistens (på vores ismaskine er det cirka 30 minutter men det afhænger af maskinen). Fordel resten af isen i en silikoneform med halvkugler og stil den i fryseren.
- Tag islagkagen ud af fryseren og fordel chokoladeisen fra ismaskinen ovenpå den nu stivnede Daim is i et jævnt lag. Glat overfladen med en flad paletkniv og stil islagkagen i fryseren i mindst 2 timer.
Pynt:
- Tag islagkagen og de små halvkugler af chokoladeis ud af fryseren. Vip forsigtigt de små halvkugler ud af formen, enten direkte over på islagkagen eller på et spækbræt og så placer dem på kagen med en gaffel. Arbejd hurtigt så de ikke smelter. Stil islagkagen tilbage i fryseren.
- Forbered resten af pynten ved at skylle brombærrene og hakke Daim chokoladen. Stil alt pynten klar og tag så islagkagen ud af fryseren og pynt den hurtigt med brombær, Maltesers, hakket Daim chokolade og evt. bladguld inden den stilles på frys igen. Vent med at pynte med eventuelle spiselige blomster til lige inden servering.Friske brombær, Grofthakket Daim, Maltesers chokolade, Bladguld, Spiselige blomster
- Inden servering løsnes springformen og konditorplasten fjernes. Løft kagen af bunden og fjern forsigtigt bagepapiret under og sæt den på et fad til servering.
2 kommentarer
Hej
Kan man lave islagkagen uden en ismaskinen og hvordan? 😊
Mvh Helle
Hej Helle
Den bliver bedst på ismaskine men du kan godt lave den uden.
I så fald vil jeg anbefale dig at hælde isene i en plastikboks/silikoneform og fryse dem hvor du rører i dem undervejs cirka hver halve time (for at undgå krystallisering). Når de er frosset til softice konsistens kan du så hælde dem i islagkageformen.