En skøn islagkage med to slags is, som er perfekt til en festlig anledning. Islagkagen består af en kakao-nøddebund, et lag Daim is og et lag chokolade is.
Skab god plads i fryseren så islagkagen kan stå plant. Kom bagepapir i bunden af en springform med Ø24 cm. For eventuelt springformen med konditorplast for den flotteste finish på islagkagen.
Kakaobund:
Fjern eventuelle sten fra dadlerne og læg dem i blød i en skål med kogende vand i cirka 20 minutter. Kom dadlerne i en hakler eller foodprocessor sammen med kakao og blend til det bliver en blød mos. Kom mosen i en mellemstor skål.
15 dadler, 2 spsk kakao
Kom mandlerne i en hakler eller foodprocessor og blend dem, til de er groft hakkede.
250 g mandler
Smelt kokosolien i mikroovnen hvis den ikke allerede er flydende.
1 1/2 spsk kokosolie
Tilsæt de hakkede mandler og kokosolien til skålen med daddelmos og ælt massen sammen med fingrene, til den er ensartet.
Pres massen ud i et ensartet lag i bunden af springformen og stil den i fryseren.
Daim is:
Hak Daim chokoladen groft.
84 g Daim
Pisk de pasteuriserede æg, sukker og vanillesukker i en skål med en elpisker. Pisk piskefløden til en let flødeskum i en anden skål. Rør flødeskummen ud i æggesnapsen sammen med mælken stille og roligt, uden at slå luften ud af isen.
Hæld 750 ml is på en ismaskine og frys indtil det har softice konsistens (på vores ismaskine er det cirka 30 minutter men det afhænger af maskinen). Tilsæt hakket Daim og rør rundt så det fordeles i isen.
Hæld Daim isen i springformen oven på kakaobunden og glat overfladen med en flad paletkniv. Stil islagkagen i fryseren i mindst 1 time imens chokoladeisen laves.
Chokolade is:
Hak chokoladen groft og kom den i en lille gryde sammen med mælken. Lad chokoladen smelte i mælken under omrøring ved svag varme. Fjern gryden fra varmen og lad den stå imens du pisker sukker og æg sammen med elpisker i en lille skål.
100 g god mørk chokolade, 2 dl mælk, 100 g sukker, 3 pasteuriserede æggeblommer
Hæld chokoladen over i æggesnapsen stille og roligt imens du rører med en grydeske. Vask gryden af og hæld så chokolade-æggeblandingen tilbage i gryden igennem en sigte.
Varm chokolade-æggeblandingen op ved lav-middel varme under konstant omrøring, indtil den tyknes let. Det må IKKE koge. Hæld blandingen i en skål og stil den i køleskabet til den når stuetemperatur eller koldere.
Pisk piskefløden til flødeskum med en elpisker i en mellemstor skål. Hæld chokolade-æggeblandingen i flødeskummet lidt ad gangen under langsom omrøring uden at slå luften ud.
3 dl piskefløde
Hæld 750 ml is på en ismaskine og frys det til det har softice konsistens (på vores ismaskine er det cirka 30 minutter men det afhænger af maskinen). Fordel resten af isen i en silikoneform med halvkugler og stil den i fryseren.
Tag islagkagen ud af fryseren og fordel chokoladeisen fra ismaskinen ovenpå den nu stivnede Daim is i et jævnt lag. Glat overfladen med en flad paletkniv og stil islagkagen i fryseren i mindst 2 timer.
Pynt:
Tag islagkagen og de små halvkugler af chokoladeis ud af fryseren. Vip forsigtigt de små halvkugler ud af formen, enten direkte over på islagkagen eller på et spækbræt og så placer dem på kagen med en gaffel. Arbejd hurtigt så de ikke smelter. Stil islagkagen tilbage i fryseren.
Forbered resten af pynten ved at skylle brombærrene og hakke Daim chokoladen. Stil alt pynten klar og tag så islagkagen ud af fryseren og pynt den hurtigt med brombær, Maltesers, hakket Daim chokolade og evt. bladguld inden den stilles på frys igen. Vent med at pynte med eventuelle spiselige blomster til lige inden servering.
Inden servering løsnes springformen og konditorplasten fjernes. Løft kagen af bunden og fjern forsigtigt bagepapiret under og sæt den på et fad til servering.