Sommerruller (friske forårsruller med fyld)
De af jer, der fast følger bloggen, ved, at jeg laver og spiser rigtig meget asiatisk mad. En af vores favoritretter herhjemme er sommerruller af rispapir, og det er denne opskrift, jeg vil dele med jer i dag!
Sommerruller, også kaldet friske forårsruller eller vietnamesiske forårsruller, er et skønt alternativ til dybstegte forårsruller. Sommerruller laves med tyndt, transparent rispapir i modsætning til forårsrullernes hvededej. Sommerruller steges ikke, som forårsruller gør – de fyldes og spises som de er med dipping sauce til.
Disse friske forårsruller er et lækkert og fedtfattigt alternativ til forårsruller og en rigtig god måde at få spist mange grøntsager på. Samtidig med at de smager vildt lækkert og ser rigtig flotte ud. De er en oplagt forret eller hovedret til gæster hvor man kan sidde ved bordet og fylde og folde sine egne ruller.
Fyld til sommerruller
Fyldet til disse friske forårsruller kan varieres og tilpasses efter smag og behag. Typisk indeholder de en blanding af friske, sprøde grøntsager f.eks. gulerødder, peberfrugt og agurk skåret i smalle strimler (julienne), sammen med bløde salatblade og friske krydderurter som mynte, basilikum og/eller koriander. For at tilføje protein kan man inkludere rejer, tofu eller tynde skiver af kogt kylling. Ofte tilføjes også glasnudler (vermicelli) for at give lidt mere fylde og tekstur. Nøglen til et lækkert fyld er, at balancere smag og konsistens, så hver bid er en frisk og velsmagende oplevelse.
For at få både sprøde og farvestrålende sommerruller fylder jeg mine med:
- Tigerrejer
- Sprøde grønne salatblade
- Rød spidskål
- Gulerødder
- Agurk
- Glasnudler
- Frisk koriander
Dipping sauce til sommerruller
Traditionelt serveres sommerruller med en lækker, cremet peanutsauce. Min peanutasuce er en god blanding af salt og sødt. Smagen kommer fra peanut butter, hoisin sauce, hvidløg, soya og friskpresset lime. Peanutsauce er rigtig nemt og hurtigt at lave selv og man kan tilpasse, om man vil lave den lidt stærkere med mere hvidløg, chili eller evt. sriracha, eller mere syrlig med mere limesaft.
Alternativt kan man servere sommerruller med andre dipping sauce:
- Soya
- Nuoc cham (en vietnamesisk dip med fiskesauce)
- Sød chilisauce
- Soya tilsat friskpresset ingefær

Opskrift
Sommerruller med tigerrejer
Ingredienser
Sommerruller:
- 15-16 tigerrejer
- 50 g risnudler (cirka)
- 10 mellem salatblade (f.eks. romainesalat)
- 2 blade rød spidskål
- 2 små gulerødder
- 100 g agurk (cirka)
- koriander (valgfrit)
- olie til stegning
- 10 stk rispapir
Peanutsauce:
- 1 spsk peanut butter
- 2 spsk hoisin sauce
- 1 fed hvidløg
- 1 spsk friskpresset limesaft
- 1 dl mælk (cirka)
- lidt friskhakket chili (valgfrit)
Sådan gør du
Sommerruller:
- Pil rejerne og fjern tarmene. Læg rejerne til side.15-16 tigerrejer
- Kom vand i en lille gryde og kog risnudlerne efter anvisning på pakken. Hæld vandet fra og fyld gryden med koldt vand. Hæld det kolde vand fra og kom nudlerne i en skål og stil til side.50 g risnudler
- Skyl salatbladene og lad dem dryppe af. Skyl spidskålen og skær bladene ud i tynde skiver.10 mellem salatblade, 2 blade rød spidskål
- Skræl gulerødderne og skær dem julienne (aflange tynde skiver). Skyl agurken og skær også dem julienne. Skyl evt. korianderblade og lad dem dryppe af.2 små gulerødder, 100 g agurk, koriander
- Opvarm lidt olie på en stor pande og svits kort tigerrejerne i få sekunder på hver side. Læg dem på et spækbræt og halvér dem på langs med en skarp kniv.olie til stegning
- Fyld vand i en stor skål eller fad og lad et stykke rispapir ligge i, indtil det er blødt. Tag det op og læg det på et spækbræt. Læg tre rejer og eventuelt koriander på midten af rispapiret. Fold lidt spidskål, lidt gulerod, lidt agurk og lidt risnudler ind i et salatblad og læg det oven på rejerne. Fold så først den ene side, så enderne og så den anden side af rispapiret omkring fyldet. Gentag processen med de resterende stykker rispapir og fyldet.10 stk rispapir
- Server rispapirsrullerne med peanutsauce og evt. lidt soya.
Peanutsauce:
- Rør ingredienserne til peanutsaucen sammen. Sæt den eventuelt i mikroovnen i få sekunder, hvis den klumper - så bliver den lettere at røre ud. Peanutsaucen kan gøres tyndere ved at tilsætte mere mælk.1 spsk peanut butter, 2 spsk hoisin sauce, 1 fed hvidløg, 1 spsk friskpresset limesaft, 1 dl mælk, lidt friskhakket chili
Noter
Sådan foldes sommerruller
Rispapir, som bruges til sommerruller, er tyndt og skrøbeligt. Når det ligger i blød bliver det bøjeligt men bemærk at der let kan gå hul på det gummiagtige papir. Man risikerer faktisk, at fyldet prikker hul på rispapiret.
For at undgå dette anbefaler jeg at folde grøntsagerne ind i salatblade. Romaine-salat er velegnet til formålet. Ved at lægge grøntsager og nudler på salatbladet og folde det rundt om grøntsagerne undgår man, at de spidse grøntsager prikker hul på rispapiret. Dit protein, f.eks. tigerrejer eller tofu, kan lægges uden for salatbladet evt. med friske krydderurter, da det ser flot ud når sommerrullerne er rullet sammen.
Sommerrullerne skal helst spises lige efter tilberedning, da rispapiret ellers kan tørre lidt ud. Det gør dem velegnet til at fylde og folde sammen ved bordet imens man spiser.