Det er januar og de fleste prøver at holde den slanke linie. Men jeg synes faktisk jeg har fortjent noget lækkert og sødt efter min løbetur på de isglatte veje i morges. Og det er jo lørdag…
Jeg har altid elsket de kanelbrød, man kan købe hos bageren. Høje, søde, luftige kanelbrød man kan brække fra hinanden og spise i store stykker. I skoletiden kan jeg huske at vi talte småpengene sammen så vi havde til at købe et halvt kanelbrød til deling (6,25 kroner kostede det dengang!).
Jeg har gjort bagerne kunsten efter og bagt et himmelsk kanelbrød, højt og lækkert med glasur på toppen – og hvis jeg selv skal sige det, så er det bedre end dem hos bageren!
Den letteste måde at lave kanelbrød på er at lave kanelsnegle, rulle dem flade og mase dem ned i en brødform. På denne måde bliver kanelfyldet fordelt igennem hele kanelbrødet og det kan brækkes fra hinanden, når det er færdigbagt.
Kanelbrødet skal hæve efter det er samlet, da sneglene så bliver tæt pakket i brødformen. Når kanelbrødet bages bliver det til ét brød, der kan brækkes fra hinanden og får den karakteristiske overflade man kender.
Hold fingrene fra kanelbrødet til det er kølet helt af på en bagerist (ja, jeg ved godt det er svært!) før du kommer glasur på.
Glæd dig til at servere dette fantastiske kanelbrød! Mums!

Kanelbrød med glasur
Ingredienser
Dej:
- 1 dl lunken mælk
- 50 g gær
- 1 spsk sukker
- 1/2 tsk salt
- 1 æg
- 80 g blødt smør
- 300-350 g mel
Fyld:
- 150 g blødt smør
- 150 g brun farin
- 3 tsk kanel
Bagning:
- 20 g smeltet smør
- smør til formen
Glasur:
- 150 g flormelis
- 1 æggehvide
Fremgangsmåde
- Rør gær ud i mælken i en stor skål. Tilsæt sukker, salt og æg og rør godt rundt. Tilsæt blødt smør og melet lidt ad gangen og ælt, til du får en glat og smidig dej. Lad dejen hæve i en halv time.
- Rør ingredienserne til fyldet sammen i en skål. Rul dejen ud til en stor rektangel. Smør fyldet på den udrullede dej.
- Rul dejen og skær skiver på halvanden cm ud. Læg skiverne på et stykke bagepapir og læg et andet stykke bagepapir ovenpå. Rul skiverne flade med en kagerulle. Gentag processen med alle skiverne.
- Pensl alle skiverne med smeltet smør. Stabel skiverne oven på hinanden og læg dem i en smurt brødform. Lad kanelbrødet efterhæve i 20 minutter.
- Bag kanelbrødet ved 190 grader i 15-20 minutter, til det er færdigbagt. Lad kanelbrødet køle helt af i formen.
- Rør glasuren og kom den på toppen af kanelbrødet.
Bedøm opskriften
Klik på antal stjerner
12 kommentarer
Kan dette brød fryses ned?
Har du nogle erfaring med det?
Hej Kristina
Ja kanelbrødet kan sagtens fryses, dog uden glasur 🙂
Jeg har bagt mit første kanelbrød, som blev rigtig godt til at starte med (ialt bagt 15 min+5 min på eftervarme), men efter 10 minutter på køkkenbordet under afkøling faldt det sammen 🙁 Jeg tror dog ikke det har noget med opskriften at gøre, så jeg vil klart prøve igen. Som følge af det faldt lidt sammen, er det lidt klistret indeni også dagen efter, men smagen er alligevel helt ok, og det kan sagtens spises alligevel. Jeg lod ikke min dej hæve, men det færdige resultat hævede 30 minutter før bagning. Måske det er derfor 🙂
Absolut ufærdig dej…..Jeg har både prøvet denne og en lignende opskrift. Fulgt begge til punkt og prikke.Samme resultat. Giver jeg brødet mere bliver det brændt.
Jeg ved ikke om det er pga metoden det bliver lavet på, med at mase dem sammen.
Men for nogen lykkedes det jo.
Så vil du være 100% sikker på et godt resultat kan jeg ikke anbefale denne opskrift.
Denne opskrift skal du vist arbejde lidt videre med, læste kommentarerne og gave brødet 30 min i stedet, stadig flydende inden i…
Jeg har nu lavet dette kanelbrød en del gange, og med stor tilfredshed. Det er så lækkert og svampet, det skal dog helst spises samme dag, det er lidt tørt dagen efter😊
Laver kanelbrødet efter opskriften og venter spændt i den lækre duft på at brødet bliver færdigt og er kølet helt af.
Vi er godt lækkersulten da brødet er klar til sin glasur, det bliver et smukt resultat da den står der med sin glasur.
Jeg går i gang med at skære brødet ud, og så er det bare næsten flydende dej indeni.
Jeg er godt skuffet😐
Hej Louise, det er jeg da ked af at høre! Har du bagt dit kabelbrød på varmluft eller almindelig ovn indstilling?
Alm. Ovn eller varmluft…. ??
Laver det sammme kanelbrød, er dog først lige gået igang med bagningen….??
Alm. Ovn eller varmluft??
Det skal bages på alm. ovn indstilling.
Lækkere opskrifter som inspirerer og som skal prøves ved først kommende lejlighed.