Jeg har en svaghed for mad i mundrette bider. Det ser så fint ud når man serverer en masse små lækkerier på et fad, især til fest!
Blinis er en klassikker som forret eller snack til festlige begivenheder. Jeg er personligt ret tosset med dem, især fordi det kun er fantasien der sætter grænser for, hvilke toppings man kan bruge. Selve blinis pandekagen er lavet med boghvedemel som giver de små blinis pandekager en rigtig lækker smag.
Disse blinis er med avocadomos og røget laks. Man kan sagtens erstatte avocadomosen med creme fraiche hvis man ønsker det. Jeg synes dog at avocadomosen, som er lavet med citronsaft, giver en helt guddommelig smag sammen med den røgede laks.
Blinis er rigtig nemme at lave. Man behøver heller ikke gå ud og investere i en blinispande, for at lave pæne runde blinis. Følg blinis opskriften og fordel pandekagedejen på panden med en ske – 1 spiseske dej per pandekage – og brug skeen til lige at rette pandekagen til, så den er helt rund. Pandekagerne skal vendes når du kan se bobler på overfladen.
Derefter er det bare at pynte dine blinis! Til denne blinis opskrift røres bløde avocadoer med citronsaft og salt og den røgede laks skæres ud i mindre stykker. Pynt dine blinis med lidt dild til sidst.
Blinis med laks og avocado
Udstyr (indeholder reklame)
- Blinispande
Ingredienser
Blinis:
- 1 dl boghvedemel
- 1 1/2 dl hvedemel
- 1/2 tsk bagepulver
- 1/2 tsk salt
- 20 g smør
- 1 æg
- 2 dl mælk
- smør til stegning
Blinis fyld:
- 2 bløde avocado
- saften fra 1/2 citron
- salt
- 100 g røget laks
- dild til pynt
Fremgangsmåde
- Rør boghvedemel, hvedemel, bagepulver og salt sammen i en skål. Smelt smørret og lad det køle lidt af. Rør det smeltede smør sammen med æg og mælk i en anden skål. Rør nu de våde ingredienser sammen med de tørre ingredienser.
- Steg blinis på en blinispande eller en almindelig med smør. Hvis du bruger en almindelig pande skal du bruge 1 spiseskefuld dej per pandekage. Vend pandekagerne når der begynder at vise sig bobler på overfladen. Lad pandekagerne køle af på en tallerken.
- Mos avocadoerne med citronsaft og salt i en lille skål, til du får en blød avocadocreme. Fordel 1 teske avocadocreme på hver blini.
- Skær laksen ud i mindre stykker og fordel et lille stykke laks på hver blini. Pynt blinis med dild og server straks.
Bedøm opskriften
Klik på antal stjerner
7 kommentarer
Hej Bageglad.
Billederne med blinis, avocado og laks ser virkelig lækre ud. Hvis jeg laver blinis dagen før, hvordan skal de så opbevaret så de stadig er gode når de skal bruges?
Mvh Jens Due
Kan jeg mon forberede dem tidligere ,fryse ned og tage op, inden brug ?
Hej
Skal lave blinis og har set jeres opskrift. Skal dejen ikke hæve ?
Vh Anne-Mette
Hej! Nej det skal den ikke 🙂 de bliver flade ligesom små amerikanske pandekager.
Super – tak for hurtig svar. Godt nytår 🌟
Hej. Hvor mange blinis blir der ud af ovenstående opskrift ?
Hej Jette
Der bliver cirka 25 stk, som også står i opskriften 🙂 Rigtig god fornøjelse.