Jeg spiser ikke særlig meget oksekød da min mave ikke er så begejstret for det og jeg synes altså bare ikke rigtig det er det samme med en kyllingeburger når jeg får cravings. Så vil jeg til enhver tid hellere spise en sprød club sandwich med masser af lækker dressing – og denne luksus version er den BEDSTE club sandwich du kan sætte tænderne i!
Disse club sandwiches består af tre lag brød med tre slags dressing: guacamole, tomatpesto og karrydressing. Dertil er der selvfølgelig salat, tomat, agurk, kylling og så står valget mellem parmaskinke eller bacon.
Medmindre du har en gigantisk brødrister tager det lidt tid at riste alt brødet, så begynd med det. Brødet behøver ikke være rygende varmt når sandwichesene serveres. Hver sandwich kræver tre stykker toastbrød.
Steg imens kyllingebrysterne hele og skær dem derefter ud i skiver. Rør nu dressingerne i hver sin skål, så de er klar sammen med tomatpestoen. Skyl og skær grøntsagerne ud.
Efterhånden som toastbrødet bliver ristet, kan du begynde at samle sandwichesene. Hver sandwich skal have et stykke brød med hhv. karrydressing, guacamole og tomatpesto. Læg salat og tomatskiver ovenpå bunden med karrydressing. Kom så bacon eller parmaskinke ovenpå. Læg mellemlaget med guacamole ovenpå og pres let på club sandwichen. Oven på guacamolen lægges kyllingeskiver og agurk. Vend bunden nedad på låget med tomatpesto og læg det ovenpå. Pres let på club sandwichen så det hele bliver hvor det er. Gentag processen med de resterende club sandwiches.
Skær hver club sandwich over med en skarp kniv og stik et spyd eller tandstikker i hver, så de er lettere at spise. Hvis club sandwichesene skal med på picnic eller stå et stykke tid skal de pakkes ind enkeltvis i plastikfilm.
Så er der lækre, sprøde club sandwiches med kylling klar til servering!
Luksus club sandwiches
Ingredienser
Guacamole:
- 2 store bløde avocadoer
- 2 spsk yoghurt eller creme fraiche
- Evt. lidt citronsaft
- Salt
Karrydressing:
- 6 spsk yoghurt eller creme fraiche
- 1/2 spsk karry
- 1 tsk citronsaft
- Salt og peber
Sandwiches:
- 12 stk toastbrød
- 4 spsk tomatpesto
- 2 kyllingebryster
- 1 pakke bacon eller parmaskinke
- 1/2 agurk
- 2 store tomater
- Iceberg salat
Fremgangsmåde
- Rist toastbrødet til det er gyldent og sprødt. Steg imens kyllingebrysterne hele og skær dem derefter i skiver.
- Rør dressingerne sammen. Fordel hhv. karrydressing, guacamole og tomatpesto på tre stykker toastbrød.
- Læg salat, tomater og bacon eller parmaskinke på bunden med karrydressing. Læg brødet med guacamole ovenpå. Fordel kyllingeskiver og agurk på guacamolebunden. Vend brødet med tomatpesto på hovedet og læg den som låg på club sandwichen.
- Pres sandwichesene lidt sammen så fyldet bliver hvor det er og skær dem over med en stor kniv. Sæt eventuelt et spyd eller tandstik i.
Noter
Bedøm opskriften
Klik på antal stjerner
Skriv et svar