En chokolademousse kage med det smukkeste snit
Jeg elsker smukke lagkager med perfekte lag og et flot snit! De ser både indbydende og imponernede ud, men behøver ikke være svære at lave. Denne chokolademousse lagkage er faktisk virkelig nem at lave og kan endda laves i god tid, så man ikke skal stresse før servering.
Min chokolademousse lagkage består af svampede chokolade lagkagebunde, en kraftig og lækker mørk chokolademousse, og en let og sød hvid chokolademousse. Lagkagen er toppet med et smukt lag chokoladeganache og knasende chokoladekugler, men den kan selvfølgelig pyntes, som man ønsker.
Jeg synes resultatet er en virkelig festlig og smuk kage, oplagt som nytårsdessert, til fødselsdag eller en anden særlig fejring! Nedenfor får du grundig vejledning til at få smukke lag og den bedste smag, og selvfølgelig opskrift på chokolademousse lagkagen.
Ingredienser til chokolademousse lagkage
Lagkagen består af relativt få ingredienser og kvaliteten betyder virkelig noget for magen. Især chokoladen spiller hovedrollen i smag, så her er det vigtigt at vælge god chokolade af høj kvalitet.
Til begge mousser og ganachen bruger jeg chokolade fra Callebaut – mit go to mærke hvad angår chokolade. Du kan naturligvis bruge andre mærker af chokolade,
Her er nogle flere tips til ingredienserne:
- Kakao: Der skal kakao i lagkagebundene. Vælg kakao af høj kvalitet egnet til bagning. Undgå gerne de allerbilligste mærker, da de typisk har en ret flad smag.
- Husblas: Begge mousser skal stabiliseres med husblas for at kunne bære vægten af lagkagebunden og for at man får et perfekt snit.
- Mørk chokolade: Vælg gerne en mørk chokolade med 55-70% kakao, som du synes smager rigtig godt når du spiser den rå. Samme smagsprofil vil nemlig stå frem i chokolademoussen. Jeg bruger Callebaut 811.
- Hvid chokolade: Vælg en hvid chokolade af høj kvalitet. De billige mærker har typisk et højt sukkerindhold, som gør den hvide chokolade hvinende sød. Jeg bruger Callebaut W2 eller Velvet.
- Piskefløde: Brug rigtig piskefløde med høj fedtprocent (eller laktosefri piskefløde), da det er dette der gør mousserne cremede.
- Chokoladekugler med knas: Jeg bruger Callebaut Crispearls i mørk chokolade.
- Pasteuriserede æggeblommer: Jeg tilsætter æggeblommer til den mørke chokolademousse fordi de giver ekstra smag og fylde. De bør være pasteuriserede, da de ikke bliver varmebehandlede.
Chokolademousse lagkagens lag
Denne chokolademousse lagkage består af forskellige lag, som hver især bidrager med noget forskelligt:
- Chokoladebundene er enkle, svampede lagkagebunde. De er lavet med olie og varmt vand som giver en ekstra svampet konsistens, og sikrer at de ikke tørrer ud efter en dag i køleskabet.
- Mørk chokolademousse er det mest dominerende lag i lagkagen. Med en kraftig chokoladesmag er det virkelig dette lag, der giver den lækre oplevelse.
- Hvid chokolademousse er mildere end den mørke, men giver stadig en dejlige sødme til lagkagen, samt det smukke look med sit kridhvide lag.
- Ganachen på toppen sikrer en glat overflade og giver lagkagen sit elegante, blanke look.
Lagkagen samles i en kagering med kageplast omkring, så man får en smuk finish på ydersiden, samt et et smukt snit.
Tips til en perfekt chokolademousse lagkage
Denne chokolademousse lagkage er nem at lave med sine enkle lag, men her får du alligevel nogle tips til at sikre, at du får smukke, perfekte lag og et flot snit:
- Lagkagebundene kan bages i god tid. Det er faktisk en fordel da de bliver lidt mere faste, når de har hvilet. De kan også bages forud og fryses.
- Kageplast på indersiden af din form giver den flotteste finish.
- Pisk kun piskefløden let. Den må endelig ikke være overpisket, så får du en grynet og tung mousse.
- Brug en lineal til at måle højden på dine lag, når du f.eks. fylder mousse i formen. Så sikrer du, at dine lag bliver lige høje.
- Hæld mousse i formen fra midten og lad den flyde ud. Bank let på formen, så der fjernes eventuelle lufthuller. Undgå at moussen hældes op ad siderne og tør eventuelle rester af med våd køkkenrulle.
- Lad den mørke chokolademousse sætte sig, inden næste lag tilføjes. Minimum 1 time!
Selve opskriften med trin-for-trin finder du i opskriftkortet længere nede på siden.
Forberedelse og opbevaring af lagkagen
Det gode er, at denne chokolademousse lagkage kan laves dagen før eller tidligt på dagen, så den er klar til servering uden stress!
- Lagkagebundene kan laves op til 3 måneder før servering hvis du bager dem, skærer dem og fryser dem individuelt pakket ind i plastikfilm og en frysepose. De skal tø op på køkkenbordet. Alternativt kan de laves tidligst dagen før kagen skal serveres.
- Chokolademousserne kan laves dagen før eller tidligt på dagen før servering, så de har god tid til at sætte sig.
- Ganache laget kan laves op til 1 time før servering, bare det lige får tid til at sætte sig, men kan med fordel også bare laves når den øverste lagekagebund er lagt på.
Det er ikke optimalt at fryse den færdige kage, da dens konsistens vil ændre sig ved optøning.

Spørgsmål til chokolademousse lagkage opskriften
Kan jeg røre dejen til lagkagebundene på en røremaskine, f.eks. KitchenAid?
Ja. Brug det flade hoved og rør dejen ved lav til middel hastighed. Det er vigtigt ikke at overpiske dejen, den skal bare samles og være ensartet. For høj hastighed giver en tæt og mindre luftig bund.Kan jeg bage lagkagebundene hver for sig i to forme?
Begge dele fungerer fint. Hvis du bager i to forme, bliver bagetiden kortere (ca. 20–25 minutter). Bager du i én form og flækker den bagefter, får du ofte mere ensartede bunde. Vælg det, der passer bedst til dit udstyr.Kan bundene fryses?
Ja. Lagkagebundene egner sig rigtig godt til frysning. Pak dem tæt i plastikfilm og en frysepose. De kan fryses i op til 2–3 måneder og skal tø op ved stuetemperatur.Kan jeg erstatte mørk chokolade med mælkechokolade?
Nej, denne chokolademousse har afstemt konsistens og smag efter mørk chokolade. Der er markant forskel i struktur og stabilitet hvis man erstatter mørk chokolade med mælkechokolade 1:1.Kan jeg undlade æggeblommer i chokolademoussen?
Ja, men moussen bliver mindre fyldig og mere flødeagtig i smagen. Æggeblommerne giver ekstra cremethed, dybde og stabilitet. Uden dem får du en lettere mousse, men også en mere flad smag.Kan jeg lave lagkagen laktosefri?
Ja. Brug laktosefri piskefløde og laktosefri chokolade. Det gør ingen forskel for smagen.Min chokolademousse blev helt flydende og flad, hvad gik galt?
Det skyldes typisk en af følgende: fløden var pisket for meget, chokolademassen var for varm og smeltede flødeskummet da det blev rørt sammen, husblassen blev ikke opløst korrekt eller at moussen ikke har fået tid nok til at sætte sig i køleskabet.Min chokolademousse ser skilt ud, hvad gik galt?
Det sker oftest, hvis temperaturforskellen mellem chokolademassen og flødeskummet er for stor, eller hvis fløden er overpisket. Sørg for, at chokolademassen er håndvarm og vend moussen forsigtigt.Min ganache er klumpet, hvad gik galt?
Ganache bliver klumpet, hvis fløden ikke er varm nok, eller hvis chokoladen ikke når at smelte jævnt. Løsningen er ofte at stavblende ganachen kort eller forsigtigt opvarme den i mikroovnen ved meget korte intervaller.

Opskrift
Chokolademousse lagkage
Udstyr
- Springform Ø24 cm
- Evt. kagestrips
- Evt. kageplast
- Evt. justerbar kagering
Ingredienser
Chokolade lagkagebunde (2 stk):
- 175 g mel
- 250 g sukker
- 75 g kakao
- 1 ½ spsk bagepulver
- 2 tsk vaniljesukker
- ¼ tsk salt
- 175 ml mælk
- 100 ml rapsolie
- 75 g æg
- 175 ml vand (varmt)
Mørk chokolademousse:
- 1 blad husblas
- 75 g god mørk chokolade (hakket eller poletter)
- 25 g god mørk chokolade (hakket eller poletter)
- 2 pasteuriserede æggeblommer
- ½ spsk sukker
- 125 ml piskefløde (til opvarmning)
- 125 ml piskefløde (til piskning)
Hvid chokolademousse:
- 3 ½ blad husblas
- 250 ml piskefløde
- 180 g god hvid chokolade (hakket eller poletter)
- 250 ml piskefløde
Mørk chokoladeganache og pynt:
- 100 g god mørk chokolade (hakket eller poletter)
- 100 ml piskefløde
- 20 g smør (blødt)
- Chokoladekugler (valgfrit)
Sådan gør du
Chokolade lagkagebunde:
- Rør mel, sukker, kakao, bagepulver, vaniljesukker og salt sammen i en skål.175 g mel, 250 g sukker, 75 g kakao, 1 1/2 spsk bagepulver, 2 tsk vaniljesukker, 1/4 tsk salt
- Pisk mælk, rapsolie og æg sammen i en anden skål. Hæld æggeblandingen i den tørre blanding og rør stille og roligt dejen sammen med en grydeske. Tilsæt varmt vand og rør godt rundt til du får en ensartet dej.175 ml mælk, 100 ml rapsolie, 75 g æg, 175 ml vand
- Hæld dejen i en springform på Ø24 cm med bagepapir i bunden. Formen skal ikke smøres. For ekstra flade lagkagebunde kan du binde våde kagestrips omkring formen. Bag kagen ved 180 grader (alm. ovn) i 30-40 minutter. Den er færdig når der ikke længere hænger dej ved en tandstik stukket midt i kagen. Lad kagen køle helt af i formen.
- Skær langs indersiden af formen før den løsnes. Flæk kagen til to lagkagebunde ved at skære midt igennem den med en brødkniv.
- Opbevar lagkagebundene pakket godt ind i plastikfilm og fryseposer på køkkenbordet indtil kagen skal samles.
- Vend den pæneste side af en af lagkagebundene nedad på det fad, du vil servere kagen på. Stram en kagering med kageplast indvendigt omkring bunden eller brug ringen fra springformen. Kageplasten giver den pæneste finish på din mousse men kan undværes.
Mørk chokolademousse:
- Læg husblas i blød i en skål med koldt vand i 10 minutter.1 blad husblas
- Smelt den store portion mørk chokolade i mikroovnen. Tilsæt den lille portion mørke chokolade og rør, til det er smeltet.75 g god mørk chokolade, 25 g god mørk chokolade
- Pisk æggeblommer og sukker sammen med elpisker. Tilsæt den smeltede chokolade og rør det sammen.2 pasteuriserede æggeblommer, 1/2 spsk sukker
- Opvarm piskefløden til opvarmning i en lille gryde til lige under kogepunktet. Fjern gryden fra varmen, vrid vandet fra husblassen og rør den ud i piskefløden. Rør piskefløden sammen med chokolademassen og stil det i køleskabet, til det har stuetemperatur.125 ml piskefløde
- Pisk den resterende piskefløde til en letpisket flødeskum. Vend den mørke chokolademasse roligt i flødeskummet til en mørk chokolademousse.125 ml piskefløde
- Fordel den mørke chokolaemousse oven på lagkagebunden i et ensartet lag. Vip kagen fra side til side for at udglatte toppen. Stil kagen i køleskabet i minimum 1 time.
Hvid chokolademousse:
- Læg husblas i blød i en skål med koldt vand i 10 minutter.3 1/2 blad husblas
- Opvarm piskefløden i en lille gryde til lige under kogepunktet. Fjern gryden fra varmen, vrid vandet fra husblassen og rør den ud i piskefløden. Hæld piskefløden over den hvide chokolade i skålen og lad det trække i 1 minut. Rør det sammen til en flydende hvid chokolademasse og stil det i køleskabet, til det har stuetemperatur.250 ml piskefløde, 180 g god hvid chokolade
- Pisk den resterende piskefløde til en letpisket flødeskum. Vend den afkølede hvid chokolademasse roligt i flødeskummet til en hvid chokolademousse.250 ml piskefløde
- Fordel den hvide chokolademousse oven på den mørke chokolademousse i et ensartet lag. Vip kagen fra side til side for at udglatte toppen. Stil kagen i køleskabet i 1 1/2 time.
- Læg den resterende lagkagebund oven på den hvide chokolademousse og pres let ned, så kagen er helt lige. Stil kagen i køleskabet imens du laver mørk chokoladeganache.
Mørk chokoladeganache og pynt:
- Opvarm piskefløden i en lille gryde til lige under kogepunktet. Hæld piskefløden over den mørke chokolade i skålen og lad det trække i 1 minut. Rør roligt rundt med en dejskraber til det samler sig til en ganache. Tilsæt blødt smør og rør, til det smelter. Stavblend din ganache hvis der er klumper.100 g god mørk chokolade, 100 ml piskefløde, 20 g smør
- Hæld ganachen oven på den øverste lagkagebund. Vip kagen fra side til side så ganachen fordeler sig jævnt. Pynt evt. med chokoladekugler. Stil kagen i køleskabete i minimum 1 1/2 time.Chokoladekugler
- Løsne kageringen og fjern forsigtigt kageplasten. Opbevar kagen i køleskabet frem til servering.



























