Happy Halloween! Ja, man er altså nødt til at sige det sådan, for “glædelig Halloween” er bare for underligt. Især når man som jeg er vokset op med Halloween, som et af årets helt store højdepunkter.
Som barn boede min familie nemlig mange år i Japan, og fordi de har taget mange amerikanske helligdage til sig, har jeg fejret Halloween riiiigtig mange gange. Og Halloween er bare en fed dag når man er barn: uhyggelige udklædninger, som fik hårene til at rejse sig og man næsten ikke vidste om man skulle grine eller græde, masser af lege, og ikke mindst store mængder slik og kage.
Disse edderkop cupcakes (edderkop-cakes? Hehe) er perfekte til lidt gys, som samtidig er lidt sødt og hyggeligt. Man kan da ikke stå for de store øjne uanset hvor bange man er for edderkopper, vel?
Cupcakesene er lavet af lækker, svampet chokoladekage, som kan holde sig god i flere dage. Det er en fordel hvis man som jeg vil lave edderkop cupcakesene dagen før servering. Jeg har ikke en stor børneflok til rådighed, så mine kolleger får disse serveret i morgen (og jeg er sikker på, at de bliver mindst ligeså begejstrede).
Oven på cupcakesene kan man sprøjte enhver glasur, som kan holde formen – for eksempel italiensk marengs, smørcreme eller pisket smørcreme. Jeg valgte en pisket smørcreme med vanillesmag, da den er mere hvide end almindelig smørcreme og lettere i det, hvilket jeg synes passer godt til chokoladekagen. Skal det være chokolade hele vejen igennem vil jeg anbefale vores lækre chokolade smørcreme.
Edderkoppernes kroppe er lavet af Twix bites (de små mini-versioner af Twix man kan købe i poser i de fleste store supermarkeder), hvor der er limet sukkerøjne på med lidt royal icing (glasur som størkner helt). De her små bites findes også som Mars og Snickers – men man kan naturligvis bruge andre typer chokolade. Edderkoppernes ben er sprøjtet af smeltet mælkechokolade.
Jeg glæder mig til at skabe lidt (u)hyggelig stemning på kontoret med edderkop cupcakesene i morgen!
Edderkop cupcakes
Udstyr (indeholder reklame)
Ingredienser
Edderkopper:
- 50 g flormelis
- 10 g pasteuriseret æggehvide
- 14-16 stk chokolader (f.eks. Twix bites)
- 28-32 stk sukkerøjne
- 150 g god lys chokolade
Chokolade cupcakes:
- 175 g mel
- 200 g sukker
- 50 g kakao
- 1 tsk vanillesukker
- 1/2 tsk natron
- 1 tsk bagepulver
- 1/2 tsk salt
- 1 dl vegetabilsk olie
- 2 dl kærnemælk*
- 1 æg
- 2 dl meget varmt vand
Vanille pisket smørcreme:
- 1 portion af vores piskede smørcreme
Fremgangsmåde
Edderkopper:
- Rør flormelis og pasteuriseret æggehvide sammen til en tyk glasur (royal icing) i en lille skål. Hæld glasuren på en sprøjtepose eller frysepose og klip et lillebitte hul.
- Sprøjt en lille klat glasur på bagsiden af sukkerøjnene og "lim" to styk fast på hver af chokoladerne. Lad glasuren stivne imens du bager cupcakesene, eller lav evt. chokoladerne i god tid inden.
Chokolade cupcakes:
- Opvarm ovnen til 180 grader (alm. ovn).
- Rør imens mel, sukker, kakao, vanillesukker, natron og salt sammen i en skål, f.eks. skålen på en røremaskine.
- Pisk vegetabilsk olie, kærnemælk og æg sammen med piskeris i en anden skål. Hæld de våde ingredienser over i de tørre ingredienser og rør godt, gerne ved middelhøj hastighed på en røremaskine eller med piskeris.
- Tilsæt meget varmt vand og rør yderligere, til du får en jævn og tyndtflydende dej.
- Fordel muffinsforme i 1-2 muffinspander. Fordel cupcakedejen blandt formene. De skal kun fyldes halvt op, da kagerne hæver rigtig meget.
- Bag cupcakesene en muffinspande ad gangen ved 180 grader (alm. ovn) i 18-22 minutter. Lad være med at åbne ovnen undervejs. Cupcakesene er færdige når der ikke længere hænger dej ved en tandstik stukket i midten af en cupcake.
- Tag cupcakesene ud og sæt dem på en bagerist til afkøling.
Vanille pisket smørcreme:
- Lav smørcremen efter anvisninger i opskriften.
- Fyld smørcremen i en sprøjtepose og klip et mellemstort hul. Tjek at cupcakesene er kølet helt af (ellers smelter smørcremen). Hold sprøjteposen lodret med hullet tæt på midten af en cupcake og sprøjt, så der kommer en rund klat smørcreme ud. Hiv til sidst op i et halvhurtigt ryk, så der dannes en spids. Sæt straks en edderkop-krop på midten af smørcremen (oven på spidsen) og stil cupcaken i køleskabet. Gentag processen med resten af cupcakesene.
- Lad cupcakesene med smørcreme stå i køleskabet i minimum 1 time.
Edderkop ben:
- Smelt 2/3 af den lyse chokolade i mikroovnen eller over vandbad. Husk at røre i chokoladen indimellem så den ikke brænder på. Når den er helt flydende fjernes chokoladen fra varmen og den resterende 1/3 chokolade hældes i. Rør rundt indtil alt chokoladen er smeltet.
- Fyld chokoladen i en sprøjtepose, kræmmerhus eller chokoladesprøjte og klip et lille hul.
- Sprøjt fire ben på hver side af edderkop-kroppen, så den får otte ben i alt. Gentag processen med de resterende cupcakes. Stil alle cupcakesene i køleskabet og tag dem ud 15 minutter inden servering.
Noter
Bedøm opskriften
Klik på antal stjerner
Skriv et svar