Findes der noget bedre end scones med familien en søndag eftermiddag? Ikke herhjemme! Jo okay, det skulle måske lige være vores månedlige Pancake Sunday 😉 Men scones får en solid andenplads.
Disse scones har den perfekte konsistens, let søde smag og er fyldt med syrlige blåbær. Og så er de himmelske med lemon curd til!
Tips til scones dej
Det er rigtig nemt at lave scones. Der er ingen lang æltning eller hævetid – ingredienserne skal blot røres eller æltes sammen kort og så er dine scones klar til at blive skåret ud.
Pas dog på at dejen ikke bliver for tør. Din sconesdej skal være let klistret og ikke smuldrende tør. Mel opfører sig forskelligt afhængig af rumtemperatur- og fugtighed, så tilpas eventuelt mængden af mel lidt.
Undgå lilla scones
Blåbær farver MEGET, især i bagværk. Hvis du vil undgå at dine scones bliver fuldstændig lilla, så skal du være forsigtig når du tilsætter blåbær i dejen. Det gælder især hvis du bruger frosne blåbær, som væsker når de tør op.
Et godt fif er at røre 1-2 spsk mel i de frosne blåbær inden du rører dem i dejen. Melet hjælper med at tørre dem lidt ud imens de fordeles i dejen. Rør kun kort indtil blåbærene er fordelt i dejen, så undgår du at dejen farves for meget.
Pas også på bordpladen når du ruller scones dejen ud. Nogle bordplader kan være sarte over for en kraftig frugtfarve som den, der findes i blåbær. Rul eventuelt dejen ud på bagepapir eller et skærebræt. Du kan også bruge et par engangshandsker hvis du vil undgå blå hænder, men det går nu nemt af i vask 😉
Form smukke scones
Scones kan formes på mange måder. Traditionelt er de runde, men jeg synes de er fine som trekanter, så jeg skærer dem altid ud på denne måde. Jeg samler en kugle af dej og ruller den ud til nogle centimeters tykkelse, og så skærer jeg den i 6 eller 8 stykker – ligesom en pizza.
Vil du lave cirkler kan du enten bruge en udstikker så alle dine scones bliver lige store, eller trille dem kort ligesom du ville gøre med en bolle.
Tilbehør til scones
Scones er fantastiske, for man kan spise dem på mange måder. For eksempel passer curd, for eksempel lemon curd eller passionsfrugt curd perfekt til blåbær scones. Men de kan også spises med smør, blåbærmarmelade og/eller mørk pålægschokolade. Det fungerer bare så godt alt sammen! Og så skal der selvfølgelig the til – british style 😉
Sådan fryses scones
Lav endelig en stor portion scones, for de er fryseegnede, og det er GULD at have scones i fryseren til en regnfuld søndag!
Lad dine scones køle helt af inden de fryses. Kom dem i en frysepose, eventuelt adskilt af bagepapir hvis de ikke alle skal tø op på samme tid. Luk fryseposen godt og frys. Disse scones kan fryses i op til 3 måneder.
For at tø dine scones op skal de stå på køkkenbordet i 2-3 timer inden servering. Efterfølgende kan de også sættes i ovnen på 150-160 grader (alm. ovn) i cirka 10 minutter hvis de skal være lune.
![Blåbær scones opskrift](https://bageglad.dk/wp-content/uploads/2021/04/scones-opskrift-450x450.jpg)
Blåbær scones
Ingredienser
- 500 g + 2 spsk mel
- 100 g sukker
- 2 spsk bagepulver
- 3 tsk vaniljesukker
- 1/4 tsk salt
- 150 g smør
- 4 dl piskefløde
- 2 æg
- 150 g blåbær (evt. frosne)
Fremgangsmåde
- Kom 500 g mel, sukker, bagepulver, vaniljesukker og salt i en skål og rør det sammen.
- Skær smørret i små stykker og tilsæt det til melblandingen. Ælt dejen sammen med hænderne så smørret fordeles i melet.
- Kom piskefløde og æg i en anden skål og pisk det kort sammen. Hæld æggeblandingen i melblandingen og rør rundt til dejen bliver fast.
- Kom blåbær i en skål og rør 2 spsk mel i. Det hjælper til at undgå lilla scones, især med frosne blåbær. Tilsæt blåbærrene til dejen og rør kort rundt uden at mase blåbætrene for meget, til de er fordelt.
- Del dejen i 2 og form en kugle af hver. Rul hver kugle ud på et melet bord til cirka 2 cms tykkelse. Skær cirklen ud til 6 eller 8 scones med en kniv.
- Kom scones på en bageplade beklædt med bagepapir og bag dem ved 200 grader (alm. ovn) i 15 minutter til de er gyldne i bunden.
- Lad dine scones køle helt af på en bagerist inden servering.
Noter
Bedøm opskriften
Klik på antal stjerner
Skriv et svar