Er der en dessert jeg altid får lyst til om sommeren, så er det koldskål! Jeg elsker elsker elsker koldskål – suppe med småkager, hvad kan være bedre?
Jeg har så desværre det lille problem, at jeg ikke kan tåle mælk så jeg må nøjes med at sende lange sultne øjne efter de mange fristende liter koldskål i supermarkedet. Men så er det jo godt, at man selv kan lave koldskål på soyamælk!
Jeg var lidt skeptisk, da jeg kastede mig ud i at lave koldskål på soyamælk første gang. Jeg er aldrig blevet fan af den eftersmag, soyamælk har og eftersom koldskål primært består af mælk, havde jeg ret lave forventninger.
Heldigvis blev jeg positivt overrasket. Tilsat en stor mængde citronsaft, sukker og vanille blev det en af de bedste koldskålsopskrifter, der kom ud af processen!
Og så er det jo bare supernemt at lave. Soyamælk, citron, sukker og vanille, så er den der. Og så selvfølgelig overskårne kammerjunker til!
Koldskål er en af de desserter, som folk har forskellige holdninger til, hvordan skal smage. Jeg foretrækker personligt en koldskål der er mere frisk end sød. Derfor er opskriften beskrevet i cirka-mængder – smag den til, hvordan du kan lide den!
Jeg vil anbefale at bruge soyamælk med vanillesmag, for eksempel fra Naturli’. Det tager det værste af eftersmagen af soyamælken og er en anelse sødere. Alpro laver en god soyayoghurt, som kan bruges – den spiser jeg i øvrigt også til morgenmad.
God sommer!
Soya koldskål
Ingredienser
- 1 liter soyamælk med vanillesmag
- 4-5 dl soyayoghurt naturel
- Saften fra 2 citroner
- 4-7 spsk sukker
- 2 tsk vanillesukker (cirka)
- Evt. revet citronskal
- Overskårne kammerjunker
Fremgangsmåde
- Hæld soyamælken i en stor skål. Rør soyayoghurten ud i soyamælken, så der ikke er nogen klumper. Pres saften fra citronerne og rør den i soyamælken. Stil blandingen i køleskabet i et kvarters tid.
- Tilsæt sukker og vanille lidt efter lidt. Smag koldskålen til, så du opnår den ønskede smag. Hvis du synes der skal mere citron i, kan du evt. tilsætte revet citronskal (sørg for at bruge usprøjtede citroner).
- Bemærk at koldskålen smager kraftigere af citron, når den trækker. Det er en god idé at smage koldskålen til igen, inden den skal serveres.
Bedøm opskriften
Klik på antal stjerner
1 kommentar
Tak for en stor post!