Hvad siger du til at toppe dine smukke desserter med en vidunderlig, luftig hvid chokolade ganache, der er let som en sky? Så læs med her hvor du får opskriften og tips til at lave den perfekte vaniljeganache, som kan sprøjtes.
Om min pisket vanilje ganache
En pisket ganache er blot en ganache, som er pisket til den er dobbelt så stor og luftig. Det giver ganachen en vidunderlig let konsistens, som passer godt til rigtig mange desserter. Når der samtidig tilsættes gelatine (husblas) til ganachen, gør det ganachen ekstra fast, så den kan holde formen længe, hvis den for eksempel sprøjtes.
Denne pisket ganache er lavet på hvid chokolade. Det kan godt lyde meget sødt, men det er den faktisk ikke, så længe man bruger en hvid chokolade af høj kvalitet. Jeg anbefaler især at bruge Callebaut W2 eller Velvet, mine personlige favoritter.
Ingredienser til pisket vanilje ganache
Denne ganache indeholder kun 4 ingredienser, men det er vigtigt at vælge de rigtige for at opnå den perfekte piskede ganache:
- Piskefløde: En stor del af ganachen består af piskefløde. Det er vigtigt at bruge ægte piskefløde med en fedtprocent på minimum 30%, for at opnå den rigtige konsistens. Fedtfattige alternativer kan altså ikke bruges til denne ganache.
- Vanilje: Jeg anbefaler at man bruger en vaniljestang til sin ganache, fordi det giver den bedste smag uden at tilføre unødig sødme til ganachen. Det er desuden smukt med de sorte vaniljekorn i ganachen. Man kan dog til nøds bruge vaniljesukker- eller pasta.
- Hvid chokolade: Det er vigtigt at bruge en hvid chokolade af høj kvalitet. Det betyder ægte chokolade, og altså ikke vekao eller lignende erstatningsprodukter. Jo bedre kvalitet, jo mindre sød er den hvide chokolade. Jeg anbefaler W2 eller Velvet fra Callebaut, som mine personlige favoritter.
- Gelatine: Gelatine (husblas) er et geleringsmiddel, som hjælper ganachen til at blive mere stiv. Jeg bruger husblas ark, men man kan også bruge pulvergelatine (samme mængde).
Sådan laves en pisket ganache med gelatine
Denne ganache kræver lidt snilde at mestre, og man kan risikere at den skiller, hvis man ikke følger fremgangsmåden præcist. Der er nogle vigtige trin der skal gøres for, at ganachen får den perfekte sprøjtbare konsistens uden at skille:
- Halvdelen af piskefløden skal opvarmes og trække med vanilje, så den får den rigtige smag.
- Hvid chokolade smeltes i mikroovnen til den lige er smeltet – den må ikke blive for varm!
- Den varme piskefløde hældes sammen med den smeltede hvide chokolade under omrøring, så det samler sig.
- Husblassen tilsættes imens blandingen stadig er varm, så den smelter.
- Den kolde piskefløde tilsættes til sidst og blandes godt med.
- Ganachen stilles på køl i minimum 4 timer, til den er helt fast.
Kan man tilsætte andre smage til piskefløden?
Ja, man kan lade piskefløden trække med andre smage end vanilje, for eksempel krydderurter. Det er blot vigtigt at si smagsgiveren fra inden piskefløden hældes sammen med chokoladen.
Sådan sprøjtes en ganache
Når du er klar til at sprøjte din ganache, skal den først piskes til dobbelt størrelse. Her er det afgørende, at man hverken under- eller overpisker ganachen, da den i så fald enten vil falde sammen eller skille. Uha! Og det er lidt surt når den har stået på køl natten over. Så vær forsigtig her.
Fremgangsmåden er som følger:
- Pisk ganachen ved lav til middel hastighed med en elpisker indtil ganachen lige præcis er dobbelt størrelse.
- Stop straks og fyld så ganachen i en sprøjtepose, eventuelt med tylle.
- Pres sprøjteposen fladt på bordet og pres eventuelle små luftbobler ud.
- Sprøjt nu ganachen som ønsket på din dessert.

Pisket vanilje ganache
Ingredienser
- 100 g piskefløde (som varmes op)
- 1 vaniljestang
- 1,5 g gelatine (husblas)
- 45 g god hvid chokolade
- 100 g piskefløde (kold)
Fremgangsmåde
- Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Kom korn og stang i en lille gryde sammen med 100 g piskefløde og opvarm til lige under kogepunktet. Lad det trække i 10 minutter.100 g piskefløde, 1 vaniljestang
- Læg imens gelatine i blød i koldt vand.1,5 g gelatine
- Smelt den hvide chokolade i mikroovnen ved 20 sekunders intervaller og omrøring indimellem. Rør imellem hvert interval og smelt kun til det hele lige er smeltet.45 g god hvid chokolade
- Opvarm piskefløden i gryden igen til lige under kogepunktet og hæld det i den hvide chokolade. Rør godt til det samler sig. Vrid vandet fra gelatinen og tilsæt det til chokoladen. Rør til det samler sig. Tilsæt til sidst den kolde fløde og rør godt, til det hele samler sig.100 g piskefløde
- Hæld ganachen i en plastikboks eller skål og kom plastikfilm helt ned på ganachen. Stil ganachen i køleskabet i minimum 4 timer, ideelt natten over.
- Inden ganachen skal sprøjtes, pisk den med elpisker ved lav-middel hastighed til den fordobles i størrelse. Pisk ikke for længe, da man kan risikere, at den skiller.
Noter
Bedøm opskriften
Klik på antal stjerner
Skriv et svar