I dette indlæg:
- 10 dages rejseplan
- Rejsebudget
- Værd at vide når du booker din rejse
10 dages rejseplan
Denne rejseplan er for de eventyrlystne rejsende, som vil se og opleve så meget som muligt på 9-10 dage i Sri Lanka. Rejseplanen prioriterer dyreliv og natur i form af 3x safari, tog- og vandretur i bjergene og udforskning af regnskoven. Der er dog også inddraget de vigtigste kulturperler og luft til lidt afslapning.
Rejseplanen forudsætter, at I rejser med privatchauffør med bil, som kører jer hele turen – en normal og meget effektiv måde at opleve så meget som muligt i Sri Lanka. Læs mere omkring forholdene i Sri Lanka i vores guide til at rejse i Sri Lanka.
Rejseplan oversigt:
- Dag 1: Ankomst i Colombo og transport til Wilpattu området
- Dag 2: Safari i Wilpattu National Park
- Dag 3: Ruiner i Polonnaruwara og elefant-safari
- Dag 4: Sigiriya Rock, Dambulla Cave Temple og Kandy
- Dag 5: Evt. Temple of the Tooth og togtur op i bjergene
- Dag 6: Vandretur i Horton Plains og evt. safari
- Dag 7: Evt. safari og Sinharaja regnskoven
- Dag 8: Sinharaja regnskoven
- Dag 9-10: Negombo og hjemrejse
Dag 1: Ankomst og transport til Wilpattu området
I ankommer i Colombo Airport, som trods navnet ikke ligger i Colombo, men væsentligt udenfor nær byen Negombo. I hentes i lufthavnen af jeres chauffør og turen går afsted på en 3,5 – 4 timers køretur til området nær Wilpattu National Park. Vi anbefaler at proviantere lidt i lufthavnen så I har en sandwich, snacks og vand til køreturen, som kan vare længere afhængig af trafikken.
Altefter hvornår I ankommer vil I have mere eller mindre tid til at slappe af på jeres hotel og se jer lidt omkring i området uden for Wilpattu National Park, når I ankommer til Wilpattu.
Der er ingen overnatningsmuligheder inde i nationalparken og det er kun tilladt at besøge den i guidet jeep, så I vil sandsynligvis overnatte i en af de små landsbyer udenfor parken (Hunuwilgama, Nochchiyagama eller Anuradhapura). Hvis I overnatter i Nochchiyagama, kan I gå en sen eftermiddagstur ved den smukke sø, som grænser op til nationalparken. Her kan I sent om eftermiddagen være heldige at fange et glimt af badegæsterne, som både kan være lokale og/eller elefanter! Nyd solnedgangen over søen og gå tidligt i seng, så I er friske til næste morgens tidlige safari. Husk at gøre hotellet opmærksom på, at I skal på morgen-safari så de kan give jer en madpakke med til morgenmad.

Dag 2: Safari i Wilpattu National Park
I bliver hentet meget meget tidligt af jeres forudbestilte safari-jeep og kørt hen til indgangen af nationalparken. Husk morgenmad, kikkert, kamera, en trøje/jakke og tøj, der må blive beskidt og ikke er i for kraftige farver, da det kan skræmme dyrene væk.
Her vil I holde i kø med de andre jeeps indtil parken åbner, og så afsted og nyde de næste 3-4 timers bumlede tur, hvor I lærer om og forhåbenligt får øje på en masse dyr. Læs også om vores jeep safari i Wilpattu National Park.

Efter frokost kan I enten køre den 2,5-3 timer lange tur til Polonnaruwara og overnatte, eller I kan slappe af i Wilpattu området og tage køreturen næste morgen.
Dag 3: Ruiner i Polonnaruwara og safari med elefanter
Altefter hvor I har overnattet har I en længere eller kortere køretur til Polonnaruwara. Den oldgamle by, som tidligere har været Sri Lankas hovedstad, har et prægtigt udvalg af imponerende ruiner som ligger tæt nok til, at de alle kan ses på en dag. Vi anbefaler dog at se et mindre udvalg, for medmindre man er meget arkitekturinteresseret kan ruinerne godt komme til at ligne hinanden lidt til sidst. Man skal dog bruge mindst et par timer der og ønsker man at nå at se så meget som muligt på kort tid kan man evt. leje cykler til at komme hurtigt rundt i området.

Hvis I kun bruger en halv dag på transport til og udforskning af ruinerne kan I køre videre i 1 time til enten Minneriya National Park eller Kaudulla National Park og nå en eftermiddags-safari. Disse to nationalparker er berømte for deres elefanter og det er forskelligt fra dag til dag og sæson til sæson hvilken af de to parker der opholder sig flest elefanter i, så jeres chauffør skal undersøge det på dagen. Så får I forhåbenligt mulighed for at nyde synet af de skønne, vilde elefanter til en smuk solnedgang.

Uanset hvor I slutter dagens oplevelser er det mest praktisk at overnatte et sted nær Sigiriya Rock, som er morgendagens første oplevelse.
Dag 4: Sigiriya Rock, Dambulla Cave Temple og evt. Kandy
Næste morgen starter tidligt med en frisk tur op ad Sigiriya Rock. Som landets mest besøgte seværdighed kommer her rigtig mange mennesker i løbet af dagen, så vi anbefaler på det kraftigste at ankomme til åbningstiden klokken 7. Så slipper I både for menneskemyldret og varmen. Sigiriya Rock er nemlig næsten 200 meter høj og trappen op er stejl, så det nydes bedst med så få mennesker omkring jer som muligt og i den kølige morgenluft.
Belønningen der venter på toppen af klippen er klatreturen værd, for udsigten over den omkringliggende jungle og de fantastiske ruiner af kejserpaladset fra det 5. århundrede er virkelig imponerende.

Når I får revet jer væk fra udsigten og klatret ned igen går køreturen videre i cirka 30 minutter til Dambulla Cave Temples. Her kan I hurtigt få et par timer til at gå med at udforske de smukke templer og buddha-statuer i bjerghulerne.

Hvis I vil nå at se Temple of the Tooth i Kandy inden i skal med toget op i bjergene næste dag, bør I nu køre til og overnatte i Kandy – en køretur på cirka 4 timer. Alternativt kan I springe Temple of the Tooth over og køre til Kandy tidligt næste morgen.
Dag 5: Evt. Temple of the Tooth og togtur op i bjergene
Hvis I har overnattet i eller nær Kandy kan I bruge formiddagen på at se det berømte Temple of the Tooth og kigge lidt i butikker i Kandy. Templet er et besøg værd, både fordi det er meget smukt med sine mange guldfacader, men også fordi det er en spændende oplevelse at se de tilbedende der valfarter til templet for at se det hellige relikvie: Buddhas tand. Der er dog utroligt mange mennesker, så det er en ind-og-ud oplevelse, hvor man skal være forberedt at blive mast tættere jo nærmere man kommer relikviet. Gå eventuelt også en tur i Kandys gader og se lidt på de små butikker, eller gå en tur langs søbredden.

I skal sandsynligvis nå toget til Nuwara Eliya omkring frokost (vores gik 12:30). Her kan I se frem til en af verdens smukkeste togture på 3,5 time. Medbring endelig snacks, vand og kamera til turen men send jeres kufferter eller store rejsetasker afsted med chaufføren i bilen, da der er meget begrænset plads i toget.

Når I ankommer i Nuwara Eliya venter jeres chauffør og I kan checke ind til overnatning. I har sandsynligvis tid til at gå en tur i den fine bjergby, som bærer tydeligt præg af den engelske kolonialtid. Her er mange lækre (og dyre) steder at spise aftensmad, som ligesom byen også har et mere vestligt præg end resten af landet.
Dag 6: Vandretur i Horton Plains og evt. safari
Horton Plains ligger på et plateau højt oppe i de Sri Lankanske bjerge og er et fantastisk smukt naturområde, som vi stærkt anbefaler at besøge. Der går en skøn vandrerute på cirka 9 km til den berømte udsigtspost Verdens Ende (rundtur).
Vi anbefaler, at I står meget tidligt op for at komme afsted til Horton Plains. Det tager 30-60 minutter at køre fra Nuwara Eliya op til starten af vandreruten ad snoede bjergveje og det er en populær vandrerute som bliver proppet med mennesker omkring frokosttid. Desuden er disen der ligger over plateauet ved solopgang idyllisk og den brænder af så snart solen kommer ordentligt frem.

Vi anbefaler lange bukser og jakke, som kan tages af senere, for det er rigtig koldt i bjergene om morgenen, men solen vil varme jer senere på turen. Medbring også madpakke med morgenmad, vand og evt. lidt snacks – og selvfølgelig kamera! Vandresko anbefales, men turen kan også klares i almindelige kondisko hvis man er sikker på benene. Der er dog jævnligt besøgende som vrikker om og/eller brækker anklerne på turen, så gå forsigtigt.

Efter vandreturen kan I vælge at bruge resten af dagen på afslapning og opdagelse i Nuwara Eliya på bekostning af, at I så sandsynligvis kun når 1 dag i Sinharaja regnskoven (se dage 8-9). Alternativt kan I køre den 4 timer lange tur til Udawalawe National Park og nå en eftermiddags-safari.

Dag 7: Evt. safari og Sinharaja regnskov
Nåede I ikke safari i Udawalawe dagen før går turen nu 4 timer til nationalparken, hvor I kan tage på eftermiddags-safari. Herefter bør I køre den 2 timer lange tur til Sinharaja samme aften så I får mest muligt ud af jeres ene dag i regnskoven næste dag (se dag 8).
Hvis I var på safari i Udawalawe på dag 6 starter denne dag med køreturen til Sinharaja regnskoven, hvor I kan nyde eftermiddagen med afslapning og opdagelse i området uden for regnskoven.

Selve regnskoven er kun åben for turister på guidede ture, og I kan enten forudbooke en eftermiddagstur eller måske endda en længere tur med overnatning inde i regnskoven til denne dag, eller I kan vente til næste dag.
Dag 8: Sinharaja regnskov
Denne dag byder på jeres første eller en ekstra guidet vandretur igennem den smukke regnskov.
Sinharaja regnskoven er kæmpestor og der er kun få veje ind.
Regnskoven byder på fantastiske væsener – også igler. Særligt hvis det har regnet og er vådt vrimler det med disse små blodtørstige bæster. I kan tage jeres forbehold ved at købe “igle-beskyttelse” til benene (plastik benvarmere) eller I kan nemt pille dem af der eventuelt skulle have lyst til at tage en bid. Vi havde ingen regn da vi var der og måtte kun pille 3-4 stykker af vores bare ben hver.
Hør eventuelt jeres guide om I kommer forbi vandfald, hvor I kan bade. Det er en vidunderlig oplevelse at svømme i det friske vand og skylle håret i et vandfald. Her er sandsynligvis masser af lokale skolebørn og kvinder, som hygger sig i det naturlige badeland.
Dag 9-10: Negombo og hjemrejse
For at nå tilbage til lufthavnsområdet ved Colombo og Negombo skal der køres i cirka 4 timer. I kan opholde jer i Negombo indtil flyet afgår – afhængigt af hvornår det er skal I måske have en overnatning – eller I kan tage direkte i lufthavnen.
Rejsebudget
Nedenfor finder du vores rejsebudget for 2 voksne for ovenstående rute. Vi boede primært på 3 stjernede hoteller (læs mere om standarderne i Sri Lanka) og havde booket hele rejsen gennem et Sri Lankansk rejsebureau hjemmefra, så de stod for chauffør, benzin, hotelbooking, og alle udgifter til seværdigheder. Det kan derfor godt gøres en anelse billigere hvis man arrangerer alting selv, men det anbefales at booke chauffør/bil til hele ruten hjemmefra.
Rejsebudgettet inkluderer ikke flybilletter.
Værd at vide når du booker din rejse
Booking af privat chauffør
Vi anbefaler, at booke en chauffør med bil gennem et anerkendt rejsebureau. Sri Lankanerne er ikke kendt for at svindle, men vi har trods alt hørt om ubehagelige oplevelser, såsom chauffører der afveg fra ruten, chauffører med lidt for lange fingre og chauffører som talte dårligt engelsk. I skal bruge rigtig mange timer sammen i bil og I får den bedste ferie hvis I er trygge ved og hygger jer med jeres chauffør/guide.
Sørg for at aftale med chaufføren/rejsebureauet præcist hvad der er inkluderet i jeres rundtur. Chaufføren skal også overnatte og spise, og I kan risikere at køre på toldpligtige broer og veje – er alt dette inkluderet i prisen?
Booking af overnatning
Der er mange fine overnatningsmuligheder i Sri Lanka. Nær de store seværdigheder er der større efterspørgsel og nær de store nationalparker er der mindre udvalg, så det er en god idé at booke overnatning forud, særligt hvis I rejser i højsæsonen. Så slipper I også for at spilde tid på, at lede efter overnatningsmuligheder og har mere tid til at nyde rejsen.
Booking af safari
Safari afgang er 2 gange om dagen: meget tidligt om morgenen eller sen eftermiddag. I nogle områder af Sri Lanka og afhængigt af sæson kan man sagtens booke safari-ture når man ankommer til området (det er nemmest at gøre det gennem jeres hotel). Andre steder kan det være sværere, da safari-guiderne oftest arbejder freelance og ikke nødvendigvis er tilgængelige. Hvis I har begrænset tid og skal nå safari på et bestemt tidspunkt er det vigtigt, at booke jeres safari-guide forud – så er I sikre på, at komme afsted.
Booking af togtur fra Kandy til Nuwara Eliya
Der findes tre forskellige klasser på toget: 1., 2. og 3. klasse. Vi anbefaler at vælge 1. eller 2. klasse, da 3. klasse er fuldstændigt proppet med lokale og det er umuligt at få en siddeplads. Det kan også være svært på 2. klasse i travle perioder, hvorimod 1. klasse har reserverede pladsbilletter. Togbilletter kan reserveres forud, men kun omkring en uge før afrejse. Derfor bør I bede jeres chauffør eller rejsebureau hjælpe med dette når I ankommer til Sri Lanka.
Fortæl om din oplevelse
Har du været i Sri Lanka? Vi vil smadder gerne høre om dine oplevelser – så skriv en kommentar og fortæl nedenfor!
Skriv et svar