Vi sneg os langsomt men beslutsomt fremad i vores halv-åbne jeep på den støvede og bumlede grusvej, omringet af tæt bevokset skov på begge sider, og jeg tænkte “kan vi virkelig være heldige at få øje på en leopard her?”.
Wilpattu er Sri Lankas ældste og største nationalpark på 1,317 km² og beboet af en lang række pattedyr, reptiler og fugle. Mange af disse dyr er sjældne og lever kun på Sri Lanka. Men eftersom kun 25% af parken er åben for besøg er der masser af steder de kan gemme sig. Faktisk viste det sig at være en stor udfordring at få øje på dyrene i vegetationen af høje træer og tæt buskads.
Det var første gang vi var i Sri Lanka – og dette var vores første safari i landet. Senere på vores videre rejse udforskede vi også Kaudulla og Udawalawe National Parks. Men for nu var jeg ivrig og spændt på at se, hvad Wilpattu havde at byde på.
Vores guide havde hentet os klokken 05:30, så vi var klar til at køre ind i parken så snart den åbnede en halv time senere. De morgenfriske bliver belønnet når det handler om at se flest dyr, og kun få minutter efter at være kørt ind i parken fik vi øje på en stor sambar hjort han, med flot gevir, der døsede i buskadset. Kort efter begyndte det fantastiske fugleparadis, som Sri Lanka er så kendt for, at udfolde sig og i løbet af de næste timer så vi blåøret isfugle, påfugle, forskellige ørne og mange flere. Der er også mange spændende reptiler i parken, og for os var krokodillerne især sjove at se.
Martin var ivrig efter at se de asiatiske elefanter som bor i parken. Ingen af os har nogensinde set vilde elefanter. Man skulle tro at disse kæmpemæssige dyr er nemme at få øje på, men de kamouflerer sig godt i den orange-brune-grønne vegetation.
Vores guide vidste lige hvad man skal kigge efter og han fik øje på dyr langt før vi gjorde og bakkede jeepen tilbage så vi kunne få bedre udsyn. Vi var så optagede af at se efter og på dyrene at tiden fløj afsted. Da vi nærmede os afslutningen på vores tur begyndte jeg at se leoparder og elefanter alle vegne, i et glimt af solskin eller i et mørkt stykke skov. Men heldet var ikke med os og de forblev skjult i skoven.
Vi forlod parken og hørte, at ingen havde set leoparder denne dag – og faktisk slet ikke i løbet af de sidste par uger. Vi forstod for alvor hvor sjældne disse store kattedyr er da vores Sri Lankanske guide, som har drevet turisme i Sri Lanka siden 1986, fortalte os at han kun har set leoparder tre gange. Elefanter derimod, garanterede han os at vi ville få at se så snart vi bevægede os længere ind i landet.

Her er den komplette oversigt over de dyr vi så på vores 4 timer lange safari: sambar hjort, almindelig mangust, vandbøffel, havørn, toppet slangeørn, chital-hjorte, vildsvin, krokodiller, påfugle, blåøjet isfugle, traner, fiskehejrer, varaner, biædere, kamæleon, pelikaner, toque macaque aber, og masser af flotte sommerfugle.
Sådan tager du på jeep safari i Wilpattu National Park
En jeep safari i Wilpattu er som regel arrangeret forud af et rejsebureau fordi de fleste guider arbejder på freelance basis igennem disse bureauer. Når det er sagt kan det højst sandsynligt godt lade sig gøre at arrangere en safari ved parkens indgang dagen før eller igennem dit hotel ved ankomst, men det anbefales at booke forud for at være sikker.
Safariturene varer typisk 3-4 timer og finder sted to gange om dagen: tidlig morgen (cirka klokken 6-10) og sen eftermiddag (cirka klokken 14-18). Dyrene er mest aktive på disse tidspunkter og der er derfor mest at se. Det er dog muligt at tage på heldagssafari hvis man har lyst til det. Bemærk at man bliver hentet cirka 30 minutter før ved hotellet hvis du bor i nærheden af parken, eller før hvis du bor længere væk. Hvis du tager på morgensafari kan hotellet ofte pakke en madpakke med morgenmad, man kan få med.
Jeepen har åbne sider men et tag der beskytter mod de værste grene. Man skal dog være opmærksom og dukke eller flytte sig indimellem for at undgå at blive ramt af vildfarne grene når man kommer tæt på skoven. Vejene er meget bumlede og det kan være et problem for nogle (det er lidt krævende for rygmusklerne at kompensere i så mange timer).
Bemærk at man ikke kan forlade jeepen undervejs, af sikkerhedsmæssige årsager (det er usandsynligt at du bliver middagsmad for en leopard, men der er rigtig mange giftige slanger og andet kryb du ikke har lyst til at træde på).

Hvad skal du have med på safari
Uanset hvor du tager på safari, er det altid en god idé at have mørkt tøj på fordi lyse og kraftige farver kan skræmme dyrene væk. Vejene er støvede og man sidder i en halv-åben jeep, så det kan ikke undgås at ens tøj bliver lidt beskidt. Nogle vil måske have brug for et tørklæde eller maske til at dække næse og mund hvis man er meget følsom over for støv (vi syntes ikke det var et problem).
Hvis man tager på morgensafari er det køligt indtil solen står op, så det er en god idé at have en trøje eller jakke med. Snacks eller en madpakke med morgenmad/frokost anbefales. Tag kikkert med hvis du har en, supernyttigt til at se på fugle eller nærstudere dyrene – og husk naturligvis også dit kamera.
Hvad kan man lave før og efter safari
Hvis man skal på safari i Wilpattu National Park er det sandsynligt at man tilbringer mindst én nat i landsbyen uden for parken. Der er ikke meget at se eller lave her. Vi havde en fantastisk spændende safaritur, men var lidt skuffede over ikke at have set leoparder eller elefanter, og en venlig lokal fortalte os, at elefanterne nogle gange bader i en sø ved solnedgang lige uden for nationalparken.
Vi ville gribe enhver chance for at se elefanter her, så sent om eftermiddagen gik vi en tur langs søbredden uden for nationalparken.

Denne sø er et populært samlingssted for de lokale når arbejdsdagen slutter og de mødes for at vaske tøj og bade. I horisonten kan man se nationalparkens skov og det er her at elefanterne ofte kommer fra for at bade i søen. En anden rejsende fortalte os at han aftenen før havde badet med de lokale og elefanterne i søen. Desværre for os havde elefanterne ikke lyst til at bade den dag – men vi blev og nød solnedgangen og det smukke landskab.

Skriv et svar