Jeg har hacket et IKEA legekøkken til vores lille pige, Maya. Hun fik det i julegave og har elsket det lige siden. Mayas opgraderede legekøkken står i vores køkken-alrum, og hun hygger sig med at lave mad dagen lang, især når vi laver mad. Hun bager primært kage – æblet falder trods alt ikke langt fra stammen!
Jeg besluttede mig for at hacke legekøkkenet til Maya fordi jeg vidste, at det skulle stå i vores spisestue og vi ville se på det hele tiden. IKEA legekøkkenet er rimelig neutralt i sig selv, men jeg synes alligevel at det ville stikke lidt i øjnene.
Derudover ville jeg gerne finde en god løsning på opbevaring af alt legemaden. Jeg har set hos venner og veninders børn hvordan mængden af legemad bare vokser og vokser, og der ikke rigtig er nogle steder at gøre af alle tingene. Så for at komme det lidt i forekøbet besluttede jeg mig for, at tilbygge noget mere opbevaring i legekøkkenet. Det endte med et kombi-hack af IKEA DUKTIG legekøkkenet og en IKEA GNEDBY reol, bedre kendt som CD-reolen.
Jeg er vild med resultatet – og faktisk også lidt misundelig! For Maya har nu helt klart det pæneste køkken i huset. Gad vide hvornår jeg får mulighed for at hacke vores rigtige køkken… 😉
Plakaterne der hænger ved Mayas legekøkken er papirklip fra Storyworks.
En intro til legekøkkenet
Velkommen i Mayas køkken! Køkkenet er holdt i en støvet lysegrøn farve med en eksklusiv “marmor” bordplade og luksuriøse “messing” detaljer, bl.a. vandhane og greb 😉 Køkkenet har ekstra meget bordplads og ekstra opbevaring fra flere sider.
IKEA ovnen kommer som standard med en hylde, men den har jeg udskiftet med en rist. Jeg har også tilføjet betjeningsknapper til ovnen. Der er desuden installeret lys i ovn og mikroovn, så lyset tænder når man åbner døren. Maya har indtil videre brugt adskillige timer på bare at åbne og lukke dørene!
På siden af køkkenet hænger en gammel trådløs telefon, hvor jeg har pillet ledningen af. Telefonen er genbrug, som vi har fået gratis. Maya ringer til Mormor flere gange om dagen 😉
Indtil videre er størstedelen af Mayas legemad lavet af træ. Hun har været heldig at få en masse i gave, lige fra røremaskine til grøntsager. Tallerkener, skåle, kopper og bestik har jeg købt ubehandlet og selv malet.
Materialer og udstyr
Mayas legekøkken er et dobbelthack, hvor jeg har sat to IKEA møbler sammen: IKEA DUKTIG legekøkkenet og IKEA GNEDBY reolen. Selve legekøkkenet er opgraderet med diverse inventar og så har det fået en visuel makeover. Reolen er skåret i flere stykker og fordelt, så der er ekstra opbevaring i køkkenet.
Der findes sikkert enormt mange smartere måder man kan samle et køkken som dette på, men nedenfor forklarer jeg hvordan jeg har gjort og hvilke materialer jeg har brugt.
Materialer
- 1 stk IKEA DUKTIG legekøkken, 489 kr.
- 1 stk IKEA GNEDBY reol, 199 kr.
- Ekstra skruer, 0 kr.*
- Lys grøn og hvid maling, 0 kr.*
- Hvid og guld spraymaling, i alt 100 kr.
- Plastik primer på spray, 90 kr.
- Malertape, 0 kr.*
- Ekstra stykke bordplade, f.eks. MDF, 10 kr.
- Selvklæbende folie til bordpladen, 48 kr.
- 2x guld knager, i alt 50 kr.
- 2x ovnknapper Ø37 mm, 130 kr. for 6 stk
- Ovnrist, 150 kr.
- Små klodser til at holde ovnrist, 0 kr.*
- Dobbeltklæbende tape, 0 kr.*
- 3x guld greb, 128 mm, 200 kr.
- 2x magnetisk skabslys, i alt 49 kr.
I alt lige omkring 1500 kr.
*Det havde vi i forvejen liggende.
Værktøj
- Finttakket sav
- Fint sandpapir
- Nedstryger
- Tommestok/målebånd
- Skruetrækker og skruemaskine
- Malerulle og pensel
IKEA GNEDBY reolen er udgået
Desværre er IKEA GNEDBY reolen tilsyneladende udgået i 2021, men jeg opfordrer jer til at kigge efter brugte udgaver. Alternativt kan reolen vidst nok stadig købes i Sverige.
Planlægning af projektet
Jeg startede med at tegne en skitse af, hvordan jeg forestillede mig køkkenet skulle ende med at se ud. Jeg valgte at bygge reolen til i højre side af køkkenet da den side vender ud i rummet, men man kan selvfølgelig også bygge den til i venstre side.
Så besluttede jeg hvilke farver de forskellige dele af køkkenet skulle have. Jeg valgte at efterlade noget af køkkenet hvidt, så den del ikke skulle males.
Savearbejde
Jeg savede GNEDBY reolen (siderne og bagbeklædningen) over i fire dele inden jeg samlede den. To af delene bruges under det ekstra stykke bordplade og en anden bruges oven på det. Den sidste lille del kasserede jeg.
Jeg gjorde mig meget umage for at måle og save lige, da man ellers skal bruge en masse kræfter på slibearbejde, og det gik heldigvis fint. Jeg lagde reolens to lange sider samt bagbeklædningen fladt på gulvet med siderne fra legekøkkenet ved siden af, sådan så jeg var helt sikker på, at reoldelene blev samme højde som legekøkkenet. Jeg tegnede streger så jeg vidste præcis hvor jeg skulle save.
Nedenfor ses et diagram over skæringspunkter målt fra toppen af reolen.
Jeg satte malertape oven på mine streger og savede igennem det. Det er altid godt at gøre når man saver i finér, så får man en pænere finish. Bagefter finpudsede jeg kanterne med sandpapir.
Køkkenets øverste plade, altså toppladen på hyldedelen, har en lille kant som stikker ud over siden. Den savede jeg af for at tilbygningsdelen kunne sidde helt tæt. Jeg savede forsigtigt 0,7 cm af hver af pladens ender.
Slibe- og malearbejde
Alle de dele af træ, som skulle males, sleb jeg let med sandpapir så malingen ville binde bedre. Jeg rullede dem og penslede efterfølgende for at få et tyndt dækkende lag ad gangen men med pæn finish med penselstrøg. Jeg gav alle delene tre gange.
Plastikdelene gav jeg først et grundigt lag primer på spray. Det er vigtigt at bruge en primær, som er beregnet til lige præcis denne type hård plast. Efterfølgende spraymalede jeg vasken, komfurets kant og stangen hvid, og krogene og vandhanen guld. Betjeningsknapperne jeg havde fundet til ovnen var sølvfarvede, så dem spraymalede jeg også hvide.
Når man spraymaler noget som skal males på alle sider er det vigtigt at stille det fast i eller på noget, så det ikke ligger på de flader man har malet. Ellers vil det klistre fast og skalle af – også selvom det måske føles, som om det er tørt. Vandhanen satte jeg for eksempel fast på en papkasse og betjeningsknapperne satte jeg på sugerør. Det er også vigtigt at spraye meget tynde lag, ellers løber malingen. Så hellere give det flere gange!
Samling af køkkenet
Jeg samlede og byggede legekøkkenet i etaper.
Først samlede jeg underdelen af køkkenet ligesom vist i IKEAs samlevejledning. Så lagde jeg legekøkkenets bordplade på løst, uden at skrue den fast, bare for at kunne tilpasse de andre dele efter den.
Jeg samlede de to dele af reolen, som skulle bygges til bunden af køkkenet og stillede dem på plads op ad køkkenet. Jeg skruede den forreste del sammen med køkkenet med en skrue øverst og en skrue nede ved bordbenet.
Så målte jeg et ekstra stykke bordplade på min ekstra plade, som har samme tykkelse som legekøkkenets bordplade. Jeg havde bare købt en rest MDF plade i et byggemarked. Jeg savede den til og afrundede hjørnerne med sandpapir, ligesom legekøkkenets bordplade har.
Jeg tjekkede grundigt, at den ekstra bordplade var i vater når den lå på de to reoldele. Jeg tilpassede lidt med sandpapir til det var perfekt.
Jeg rullede et stort stykke selvklæbende folie med marmormønster ud på gulvet og lagde legekøkkenets bordplade og det ekstra stykke bordplade på, så de klistrede fast på folien op ad hinanden. Jeg skar hul til vask og komfur, og foldede alle kanter pænt ind under. Den folie jeg havde fået fat i var ikke vildt klistret, så nogle steder gav jeg den lige lidt gaffatape for at være sikker på, at den holder. På den måde blev bordpladen forlænget og fik en ny farve samtidig, og folien hjælper til at holde de to dele af bordpladen sammen.
Så samlede jeg overdelen af køkkenet ligesom vist i IKEAs samlevejledning, undtagen at sætte bordpladen fast.
Jeg skruede den nu ekstra lange bordplade fast i legekøkkenet ligesom vist i IKEAs samlevejledning. Så satte jeg toppen af legekøkkenet på og skruede det fast i bordpladen. Jeg satte top og side af den sidste del af GNEDBY reolen oven på bordpladen og skruede den fast til toppen af legekøkkenet, samt til bordpladen under. Så satte jeg reoldelens højre side på og skruede den fast i bordpladen nedefra. Til sidst satte jeg den bagerste nederste GNEDBY reol ind og skruede den fast i de andre dele.
Køkkenets detaljer
Jeg var længe om at finde en rist, som kunne passe til ovnen. Endelig fandt jeg en som passede i bredden, og så brugte jeg en nedstryger til at save den til i længden. Jeg finpudsede med sandpapir så der ikke er nogle skarpe kanter, og så vendte jeg den savede ende indad så den er bagerst i ovnen.
Jeg malede små klodser (nogle rester af en liste vi havde liggende) samme farve som køkkenet og brugte dobbeltklæbende tape (nanotape) til at sætte dem fast i siderne af ovnen. Siderne er nemlig meget tynde og det var ikke rigtigt til at skrue i dem. Risten tapede jeg også fast til klodserne så den ikke rokker sig ud af stedet – og tro mig, Maya HAR prøvet at hive den ud uden held!
Jeg borede huller over ovnen og satte betjeningsknapperne fast med en møtrikskrue og møtrik, så de kan dreje rundt.
Jeg satte magnetisk lys i ovnen og mikroovnen. Lyset kører på batteri og sidder oppe lige inde for døren, og magneten sidder på døren. Når magneten rører lyset slukkes det.
Jeg skruede to små knager fast på siden af køkkenet så der kan hænges viskestykke og grydelap. Legetelefonen satte jeg fast med dobbeltklæbende tape (nanotape).
Tak fordi du læste med! Vi er vilde med Mayas nye køkken 🙂
44 kommentarer
What is the side top
Shelf made of?
Hi Tanis,
I’m unsure if you’re referring to the very top shelf of the kitchen or the tabletop so I’ll answer both. The very top is part of the GNEDBY shelving system. The extra tabletop piece is just a thin piece of MDF that matched the thickness of the existing tabletop 😊
Sikke et fint køkken! 😍👍🏻
Jeg går selv i krig, jeg synes dog ikke jeg kan se hvad du har malet/gjort ved CD reolen? Vil du fortælle lidt om det?
Jeg ved min datter ville blive lykkelig for lidt ekstra plads, for som du selv skriver, så “vokser” deres mad hurtigt ud af køkkenet 😅
Hej Julie
Ja man mangler opbevaring! Er så glad for den ekstra plads i Mayas køkken 😊
I beskrivelsen (se især “savning” og “maling”) beskriver jeg i detaljer hvad jeg gjorde med CD reolen. Er der noget særligt du savner detaljer for? 😊
Hej Trine
Sikke et flot køkken!
Nu så jeg lige din datters tallerkner, dybe tallerkner og slå kopper.. Hvor er de fra?
Hej Anja
Tak! Servicen har jeg selv malet 🙂
Hej 🙂
Super flot og kreativt køkken!!! 😀
Du skulle vel tilfældigvis ikke have målene på den ekstra bordplade du lavede til siden (BxDxH)?
Mvh.
Christian
Hej Christian
Den måler 20×37,5×1,7cm.
Dybden og højden er selvfølgelig magen til Ikea bordpladen.
Wauw et flot køkken! Jeg har så mange spørgsmål, jeg håber, du kan hjælpe med 🙂
Folien på bordpladen: hvor er den fra?
Hvilken bestemt type guldspray, hvid spray og primer brugte du, og hvor købte du dem henne?
Venligste hilsner Cathrine
Hej Cathrine
Tusinde tak 😊
Folien er marmor lignende folie, som jeg har købt i Bauhaus. Det hedder vidst klæbefolie.
Spraymalingen er også købt i Bauhaus, jeg kender dog ikke brand da jeg har smidt det ud efter de var tomme. Men jeg slog bare op hvilken type plast køkkenet var lavet af (står på Ikeas hjemmeside) og sagde det i Bauhaus, så hjalp de med malingen 😊
Jeg tror ikke jeg kan finde reolen hos Ikea længere 🙁😩 søger jeg forkert eller er den udgået? Har du evt et andet alternativ?
Hvis du ikke finder noget på GNEDBY sælger Ikea den nok ikke længere. Du kan jo chatte med dem og spørge hvis det er. Og så kan du kigge på DBA og Facebook Marketplace. Men ellers vil enhver anden reol med samme mål jo fungere 🙂
Hej Trine.
Jeg har også kigget efter reolen på Ikeas hjemmeside, uden held.
Men da vi var i ikea (Tåstrup) i sidste uge, ja så stod den der og var på lager.. 👏👏
Så måske kan du også være heldig.
Hej Trine
Sikke et fint køkken 🙂
Hvordan har malingen holdt på både vask og vandhane?
Min erfaring er desværre, at spraymalede overflader ikke holder så godt i forhold til ridser/hakker osv.
Hej! Jeg forstår din bekymring, jeg har også selv set det skalle af på flere køkkener. Jeg tjekkede typen af plast (det fremgår på Ikeas hjemmeside) og valgte en primer og spraymaling beregnet til. Jeg gav også begge dele mange lag (måske 4-5?).
Begge dele ser stadig pæne ud, især vasken er fin. Vandhanen har lidt flere knubs, men ikke noget voldsomt. Og jeg tænker at jeg nemt kan lappe lidt med tiden hvis det bliver nødvendigt.
Det som holder dårligst er spraymalingen på stangen, fordi min datter hele tiden kører knagerne frem og tilbage. Så den kan man se ridser på. Men altså… ikke noget man bemærker.
Kan du huske hvor du købte magnetlysene, synes ikke jeg kan finder noget der ligner online?
Hej Sigrid
Ja de er købt i Jem&Fix 🙂
Hej! Det er virkelig det flotteste legekøkken jeg har set😍 waw!
Kan du bygge sådan et til min datter????mod betaling self😃
Tusinde tak, hvor er du sød 🙂
Det har jeg desværre ikke tiden til, men jeg er da sikker på at du selv sagtens kan! 🙂
Hej Trine
Hvor har du købt lysene til skabslågerne? 🙂
Vh. Lise
Hej Lise
Jeg fandt dem i Jem&Fix 🙂
Hilsen Trine
Hej Trine 😊
Har du mon et navn på lysene? Er det med sensor eller en knap der trykkes ind når man lukker? Det sidste jeg er, er elektriker, så hvis det skulle være åbenlyst, er det bare mig der ikke har forstand på sådan noget overhovede 😅
Hej Karenlise
Jeg har desværre ikke navnet da emballagen er smidt ud. Men jeg købte dem i Jem & Fix. Det er et magnetlys, så der er en magnet og en pære. Pæren tænder når den rører magneten 🙂
Mange tak!
Så flot et køkken 🤩
Jeg tror desværre ikke at de har dem mere. Jeg kan i hvert fald ikke finde dem på hjemmesiden.
Er også HELT vild med Mayas legekøkken! Du kan vel ikke dele en liste over hvor materialerne er købt hende? Links eller butikker?
Hej Dina
De fleste af materialerne havde jeg faktisk i forvejen, da vi var i gang med at renovere huset 😉 IKEA møblerne giver sig selv hehe. Er der nogle særlige materialer du gerne vil have hjælp til at finde?
Tak for svar 🙂 Ja du skriver f.eks at det var svært at finde en rist, hvor har du købt den du endte med at finde? 🙂 Og ovnknapperne? Og hvordan er de sat fast så man kan dreje på dem? Og de greb og knager du har brugt, er de fra IKEA? 🙏
Bageristen er fra Dr. Oetker. Den måler 45×30 cm, så jeg savede den til. Ovnknapperne har jeg købt på Amazon, søg f.eks. på “oven control”. Jeg borede hul i køkkenet og satte dem fast med en bolt, så der er en møtrik på bagsiden. Så kan de dreje. Grebene er købt hos VillaHus (varenr. 33063-11) men der findes mange greb i den størrelse, da det er et standard mål. De små knager er købt i Bauhaus. Håber det hjalp 🙂
Tusind tak!! 🙏🏼🙏🏼