

DIY købmandsbutik til små børn
Jeg hackede et IKEA køkkenskab for at bygge en lege købmandsbutik til min datter. Sammen med deres IKEA hack legekøkken er købmandsbutikken det mest brugte legetøj her i huset, også fire år senere hvor lillesøster også leger med!
Nedenfor kan du læse min detaljerede guide til hvordan jeg har bygget købmandsbutikken ud af et enkelt køkkenskab og nogle hylder. Senere følger del 2, hvor jeg forklarer hvordan jeg har lavet tilbehør til købmandsbutikken.

Vi gav min datter købmandsbutikken i fødselsdagsgave, da hun fyldte 2 år. Nu er hun 5 år og leger stadig rigtig meget med købmandsbutikken (eller caféen, som hun kalder den) – især sammen med lillesøster på 2 år.
Mayas café har alt hvad man kan ønske sig:
- Isvafler med is og krymmel
- Pizza med valgfri toppings
- Stort udvalg af bagværk, kage og flødeboller
- Hjemmelavede vafler med syltetøj og sirup
- Frisk frugt
- Sandwiches og burgere
- Masser af slik
- The og kaffe
Overblik over DIY købmandsbutikken
Legetøjs købmandsbutikken består grundlæggende af et IKEA vægskabstel med to hylder, som udgør en købmandsdisk med opbevaringsplads. Forsiden af købmandsbutikken er delvist dækket af hhv. en tavle og en “glasmontre” af akryl. Dermed kan børnene udstille mad i montren, og bruge pladsen bag tavlen til opbevaring af f.eks. tallerkener, kopper, osv.



1: IKEA METOD vægskabstel
2: IKEA UTRUSTA hylder
3: Bagbeklædning malet med tavlemaling
4: Klar akryl
5: Pyntelister lavet af bagbeklædning
Materialer og udstyr
Til stel og hylder:
- 1 IKEA METOD køkken vægskabsstel, 60 x 37 x 60 cm
- 2 IKEA UTRUSTA hylder til vægskab, 60 x 37 cm
- 1 ark kraftig klar akryl, minimum 29 x 34 cm
Til hyldeinddeling:
- 1 stykke træ, panel eller MDF, minimum 27,7 x 1 cm x 8 cm
- Kvadratisk træliste, 4×4 eller 5×5 cm, minimum 86 cm lang
Udstyr:
- Spartelmasse og spartel
- Maling til stel og hylder
- Tavlemaling
- Malerulle
- Hobbykniv
- Hurtigtørrende superlim
- Fintandet sav
- Fint sandpapir
Hvilken type maling skal jeg vælge?
I stiller ofte dette spørgsmål til mine IKEA hacks. Sandheden er, at jeg typisk bare bruger hvad jeg har i huset og jeg har endnu ikke oplevet, at malingen ikke hæftede eller holdt, så længe jeg har gjort mig umage med forarbejdet (slibe og rengøring). Til denne købmandsbod havde jeg for eksempel blå vægmaling til overs fra da vi malede vores entré, så det var det jeg brugte – og tre år senere holder det stadig fint. Hvis du skal ud og købe maling vil jeg altid anbefale, at du får hjælp i din lokale farvehandel og fortæller dem, at det er melaminbelagt spånplade, du skal male. Så får du den bedste rådgivning!

Sådan bygger man IKEA hack købmandsbutikken
Trin 1: Spartel, slib og mal stellet
Man får den flotteste finish på købmandsbutikken, hvis man spartler, sliber og maler den. Man undgår samtidig at der samles snavs eller at der bliver stukket små stykker legetøj ind i de huller til hylder, som ikke bruges.

Sådan gør du:
- Beslut hvilken højde du ønsker købmandsbutikkens hylder skal placeres i. I vores købmandsbutik har jeg placeret hylderne i huller nummer 4 og 7 fra toppen.
- Fyld spartel i alle de huller, som ikke skal bruges (se tegning nedenfor). Skrab grundigt med en spartel, så overfladen bliver helt glat.
Prof tip!
Marker eller sæt en skrue i de huller, som ikke skal spartles, så du ikke kommer til at spartle dem ved en fejl!
- Fyld den del af bagbeklædningsrillen, som ikke skal bruges, med spartelmasse (se tegning nedenfor). Skrab grundigt med en spartel, så overfladen bliver helt glat.
- Slib overfladen når spartlen er tør, så den bliver helt plan. Det vil tydeligt ses igennem malingen, hvis dette ikke gøres grundigt. Slib grundigt stellets top, bund og to sider med fint sandpapir. Husk også kanterne. Tør efter med en let fugtig klud.
- Mal stellets sider og kanter med malerulle for den flotteste finish. Afhængigt af din maling skal det have 2-3 lag. Lad malingen tørre helt imellem hvert lag.
Før spartel og maling


Efter spartel og maling


Trin 2: Skær, slib og mal hylder og lister
- Slib stellets bagbeklædning grundigt. Tør efterfølgende overfladen af med en let fugtig klud.
- Skær bagbeklædningen ud med hobbykniv til hhv. tavle, 2 hyldeinddelere og 2 flade lister (se tegning nedenfor).
Tip! Gem resten af bagbeklædningen. Den kan for eksempel bruges til at lave tilbehør til købmandsboden.

1: Tavle 58 x 28 cm
2: Pynteliste 56,4 x 1,5 cm
3: Hyldeinddeling 35 x 16,4 cm
4: Hyldeinddeling 22,7 x 17 cm
5: Pynteliste 27,7 x 1,5 cm
- Skær et stykke træ eller MDF til 27,7 x 8 cm. Slib det grundigt og tør det af med en klud.
- Skær en kvadratisk træliste ud i 3 stykker á hhv. 35 cm, 35 cm og 15,5 cm.
- Slib de 2 UTRUSTA hylder. Husk også kanterne. Tør dem af med en klud.
- Mal de forskellige stykker bagbeklædning, træstykket, trælisterne og hylderne. De flade trælister behøver kun blive malet på én side. Det stykke bagbeklædning, som skal bruges som tavle, skal males med tavlemaling på den ene side og almindelig maling på den anden side. Afhængigt af din maling skal det hele have 2-3 gange. Lad malingen tørre helt imellem hvert lag.
- Skær en “glasmontre” på 34 x 29 cm med hobbykniv af et ark kraftig klar akryl.
Tjekliste til købmandsbutikkens forskellige dele
- 1 stel top
- 1 stel bund
- 2 stel sider
- 2 hylder
- 1 tavle, 58 x 29 cm
- 1 pynteliste, 54,4 x 1,5 cm
- 1 pynteliste, 27,7 x 1,5 cm
- 1 hyldeinddeling, 35 x 16,5 cm
- 1 hyldeinddeling, 22,7 x 17 cm
- 1 stykke træ eller MDF, 27,7 x 8 cm
- 2 kvadratiske lister, 35 cm lange
- 1 kvadratisk liste, 15,5 cm lang
- 1 “glasmontre” af akryl, 34 x 29 cm
Trin 3: Samle stellet
- Læg et tæppe eller andet underlag på gulvet, så købmandsboden ikke bliver ridset.
- Saml stellets bund og højre side med skruerne angivet i samlevejledningen fra IKEA. Sæt derefter tavlen på plads i rillerne med tavlemalingen udad.
- Tilføj stellets venstre side og top med skruerne angivet i samlevejledningen fra IKEA.



Trin 4: Tilføj hylder, glasmontre og pyntelister
- Sæt UTRUSTA hylderne ind i stellet med de medfølgende hyldeskruer.
- Tjek at akrylstykket (glasmontren) passer ved forsigtigt at lirke det på plads i rillerne. Skær det lidt til hvis det ikke passer præcist. Det skal flugte med tavlen til højre.
- Fjern akrylstykket igen. Kom superlim på yderkanten af den nederste hylde (den synlige del til venstre for tavlen). Lirk akrylstykket på plads igen og pres det ind mod superlimen, indtil det tørrer. Dermed holdes akrylstykket på plads af riller til venstre og i toppen, og superlim i bunden.
- Lim den korte flade liste uden på den nederste hylde og akrylstykket med superlim, så listen skjuler akrylstykkets kant.
- Lim den lange af de to flade lister på samlingen mellem akrylstykket og tavlen, helt hen til kanten af den korte liste, så det giver en pæn finish.


Trin 5: Tilføj hyldeinddelinger
Man kan tilføje hyldeinddelinger for at dele hylderne lidt op, og for at adskille “glasmontren”. Nedenfor vises tegninger af, hvordan jeg har inddelt mine hylder, set oppefra.

1: Tavle
2: Akryl “glasmontre”
3: Skillevæg lavet af bagbeklædning
4: Lavt stykke til at støtte grøntsagskasser, lavet af træ eller MDF
Øverste hylde:
På den øverste hylde har jeg bygget en hyldeinddeling, som afskærmer “glasmontren” fra området bag tavlen.
- Gå om til bagsiden af købmandsboden. Lim de tre kvadratiske trælister på hhv. toppen, bagpå tavlen og langs den øverste hylden så de danner en ramme, som kan holde hyldeinddelingen. Sørg for, at listerne flugter med akrylstykket så inddelingen kommer til at sidde lige der hvor tavle og akrylstykke møder hinanden.
- Lim derefter hyldeinddeleren fast på rammen med superlim, så hylden inddeles i to rum.


Nederste hylde:
På den nederste hylde har jeg sat et lavt træstykke, som frugt- og grøntkasser kan stå på til udstilling. Ved siden af har jeg sat en hyldeinddeler, som skærmer området bag tavlen af.
- Lim træstykket fast i side og bund i højre side af nederste hylde, XX cm fra købmandsbodens forside. Tjek eventuelt først lige, at det passer med målene på det korte stykke hyldeinddeling.
Lim derefter hyldeinddeleren fast med superlim, så hylden inddeles.




Populær købmandsbutik
Vores købmandsbutik er virkelig populær herhjemme. Vores to piger leger ofte med den, sammen eller alene, og det er også en magnet på de børn, der kommer på besøg. Der bliver serveret is, hjemmelavet pizza, kaffe og the og meget andet lækkert fra købmandsbutikken.
Jeg håber I kan bruge min guide!




























