Pot pies findes i mange varianter, både med og uden kød. Min kæreste og jeg er ikke vegetarer, men vi tager ofte en kødfri dag herhjemme og jeg har også flere veninder, som er vegetarer. Derfor synes jeg, at det er praktisk at have gode vegetaropskrifter på hånden og dette er en af mine favoritter.
Fyldet laves først. Man kan komme alle de grøntsager i, som man har lyst til. I denne omgang blev det til løg, porrer, gulerødder, selleri, kartofler, ærter og champignons.

Jeg havde ingen ramekiner så jeg brugte disse fladere tærteforme. Slutresultatet havde nok været pænere med ramekiner, så dem vil jeg sørge for at få købt inden jeg laver disse næste gang – og det gør jeg, for mums hvor var de lækre!
Formene fores med et tyndt lag butterdej langs den øverste kant. Derefter kommes fyldet i.
Et tyndt låg af butterdej lægges over. Mas låget ned på kanten med en gaffel – VIGTIGT! Dette gør, at fyldet ikke kan løbe ud, det gik galt med en af mine tærter da jeg ikke havde været grundig nok med dette! Prik hul i midten med en gaffel så dampen kan slippe ud.
Tærterne hæver meget op og danner et fint låg henover det cremede grøntsagsfyld.


Opskrift
Pot pies med grøntsager
Ingredienser
- 1 porre
- 1 gulerod
- 2 store kartofler
- 200 g champignons
- olie
- ½ fed hvidløg
- 1 chalotteløg
- 1 stang selleri
- 1 håndfuld fine ærter
- 2 spsk mel
- 3½ dl grøntsagsbouillon
- 1 sjat madlavningsfløde
- 1 tsk timian
- 1 tsk persille
- salt og peber
- 1 stk butterdej (optøet)
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 200 grader (alm. ovn).
- Skær alle de større grøntsager ud i små tern.1 porre, 1 gulerod, 2 store kartofler, 200 g champignons
- Varm lidt olie i en sauterpande og tilsæt presset hvidløg, chalotteløg, porrer, gulerod og selleri. Svits til løget er gennemsigtigt - cirka 3 minutter. Tilsæt kartofler, champignons og ærter. Lad simre til champignonsene krymper - cirka 6 minutter.olie, ½ fed hvidløg, 1 chalotteløg, 1 stang selleri, 1 håndfuld fine ærter
- Drys melet over grøntsagerne og rør godt rundt i cirka 2 minutter. Tilsæt buillonen og fløde og rør godt rundt. Lad saucen koge op og lad småkoge i cirka 6 minutter, indtil den er blevet lidt tykkere. Sluk for varmen og rør krydderi, salt og peber og ærter i.2 spsk mel, 3½ dl grøntsagsbouillon, 1 sjat madlavningsfløde, 1 tsk timian, 1 tsk persille, salt og peber
- Rul butterdejen ud så tyndt som muligt. For det øverste af formene med aflange stykker butterdej. Fyld hver form med grøntsagsfyld. Udstik cirkler lidt større end formene ad den resterende butterdej så hver form får et låg. Pres kanten af butterdejslåget ned på det underlæggende butterdej med en gaffel, så fyldet ikke kan flyde ud mellem de to lag. Prik hul i midten af hver tærte med en gaffel, så dampen kan slippe ud.1 stk butterdej
- Sæt tærterne i ovnen i cirka 20 minutter, til lågene er gyldenbrune og hævede. Lad dem køle af i et par minutter inden de serveres.

























