Jeg har rimelig travlt for tiden med specialeskrivning og arbejde. Derfor prøver jeg at holde fryseren og skabene fulde af nemme og lækre mellemmåltider, jeg lige kan snuppe i farten.
Disse pestosnegle er virkelig hurtige og nemme at lave og mætter godt. Man kan både bruge tomatpesto eller grøn pesto for at variere smagen lidt.
Idéen er meget enkel: en let sødet gærdej smørres med pesto og rulles til snegle. Pensl og drys med salt, bag dem i ovnen og vupti! Et lækkert lille mellemmåltid.
Pestosneglene laves ligesom kanelsnegle, hvor man ruller dejen ud til en stor firkant og smørrer fyld på. Pas på med at lave pestolaget for tykt, da det jo har en kraftig smag. Rul så firkanten sammen til en rulle og skær sneglene ud. Placér hver snegl på en bageplade beklædt med bagepapir og tryk dem lidt flade.
Du kan både bruge grøn pesto eller rød tomatpesto. Jeg synes begge dele er gode! Tomatpesto sneglene minder lidt om pizzasnegle. Jeg valgte også at drysse lidt groft salt over sneglene, hvilket var rigtig vellykket.
Disse pestosnegle er hurtige og nemme at lave og er perfekte til madpakken. De er også fryseegnede, så du kan bage en stor portion og have sneglene klar i fryseren.
Pestosnegle
Ingredienser
- 4 dl lunkent vand
- 50 g gær
- 1 1/2 tsk salt
- 2 tsk honning
- 1 1/2 spsk olivenolie
- 8 dl mel + lidt til bordet
- 7-8 spsk pesto
- 1 æg
- groft salt til drys (valgfrit)
Fremgangsmåde
- Rør gærret ud i vandet i en skål. Tilsæt salt, honning og olivenolie. Tilsæt nu mel lidt efter lidt imens dejen æltes til en glat, smidig dej.
- Rul halvdelen af dejen ud i en aflang firkant på en melet overflade til den er 5 mm tynd. Smør pesto ud på hele dejen.
- Fold dejen på den lange led til du har en roulade. Skær rouladen ud i 16 tykke skiver. Placer hver skive på en bageplade beklædt med bagepapir. Put enden af pestosneglen under hver snegl og tryk den en anelse flad. Gentag processen med den anden halvdel af dejen.
- Pensl hver snegl grundigt med æg. Drys en lille smule groft salt på hver snegl. Lad pestosneglene efterhæve i 15 minutter.
- Bag pestosneglene ved 200 grader almindelig ovn i 16-18 minutter. Lad pestosneglene køle af på en bagerist.
Noter
Bedøm opskriften
Klik på antal stjerner
Skriv et svar