Da vi boede i vores lejlighed på Frederiksberg havde vi ikke et reelt puslebord til Maya. Hun var så lille, at hun sagtens kunne ligge på en lille pusleplade vi havde sat oven på en kommode. Men nu fyldte hun et år og var altså blevet ret lang, så i vores nye hus skulle hun have et større puslebord.
Der er ikke plads til et pusleværelse på badeværelset på første sal, så vi besluttede os for at hun skulle have puslebord på sit eget værelse, hvor der er rigeligt plads. Du kan se indretningen af Mayas børneværelse her.
Vi var så heldige, at nogle i nabolaget skulle af med en gammel kommode, som har pusleplade ovenpå. Den fik vi og jeg besluttede mig for at opgradere den. Her er et billede af kommoden som den så ud da vi fik den.
Materialer til opgradering af kommoden
Her er en liste over de materialer, som er nødvendige for at lave en opgradering af en kommode, ligesom vi gjorde:
- Kommode selvfølgelig
- Sandpapir og/eller rystepudser, halvgroft
- Sandpapir til detaljer, fint
- Spartelmasse
- Grunder
- Træmaling
- Sprøjtepistol, malerulle og/eller pensel
- Evt. nye greb
Forberedelser inden maling
Vores kommode var lakeret og ret medtaget, så jeg brugte adskillige timer på at slibe den helt ned. Alt lakken skulle væk. Jeg brugte en rystepudser, men det kan selvfølgelig også gøres med klør fem.
Derefter spartlede jeg den meget grundigt, og sleb så spartlen ned igen, først med rystepudseren og derefter detaljerne i hånden med fint sandpapir. Det tog ret lang tid, men det er det virkelig værd for et flot slutresultat. Vi havde planer om at sprøjtemale kommoden, og hvis man gør det kan man se alle ridser og hakker i træet, hvis ikke det er blevet spartlet.
Maling af kommoden
Der findes forskellige muligheder hvad angår maling af sådan en kommode. Man kan sprøjtemale den, ligesom vi gjorde. Det giver et tyndt og ensartet lag maling og går hurtigt. Vi gav den tre gange. Alternativt kan man rulle den og så kan man vælge at køre en pensel over hvis man ønsker penselstrøg, eller man kan lade den være som den er. Og sidst men ikke mindst kan man penselmale hele kommoden. Hvis man ruller eller penselmaler kommoden skal den typisk kun have to lag.
Det giver nok sig selv, men skufferne skal selvfølgelig ud af kommoden, når den skal males. Vi malede alle synlige dele af kommoden, undtagen bunden af skufferne, som jeg tog ud. Når man trækker skufferne ud er siderne også malet nede i skufferne. Det behøver man selvfølgelig ikke, men nu var vi alligevel i gang og havde masser af maling, så det gjorde vi.
Vi havde gang i det helt store malerarbejde på førstesalen, da vi malede denne kommode, så alle gulve og vægge var dækket til. Derfor sprøjtemalede vi kommoden hvor den var. Man skal selvfølgelig dække alt til eller tage den udenfor, hvis man skal sprøjtemale den, og skal man rulle eller pensle den skal man dække af under.
Når man har malet delene til sådan en kommode er det SUPER VIGTIGT at man lader malingen hærde tilstrækkeligt, inden man samler den. Vores maling havde for eksempel en hærdetid på 3-4 uger, så vi lod delene til kommoden stå som de var. Ellers risikerer man:
- At skufferne klistrer til kommoden, og når man så flår dem åbne, så river de malingen af
- At ting man sætter på overfladerne laver mærker og/eller river malingen af
Det føltes som virkelig længe, at vi ventede på den kommode, men imens vi ventede fik vi samlet en masse andre møbler på hendes værelse, blandt andet fik vi indrettet hendes indbyggede skab og lavet en fin reol. Mig på ét ben, for som ses på billedet var jeg på krykker efter en ledbåndsoperation 😉
Detaljer på kommoden
Kommoden havde trægreb og jeg havde oprindeligt tænkt mig at male dem ligesom kommoden, men jeg fik den idé at jeg gerne ville have ens greb i på alle møblerne på hendes værelse (reol, skab og kommode). Jeg købte derfor nogle ubehandlede, håndlavede, kuglerunde egetræsgreb på Etsy og satte på alle møblerne, og de er simpelthen så fine.
Jeg er vildt glad for slutresultatet! Det var meget arbejde, men det er en kommode hun kan bruge i mange år da puslepladen enten kan foldes op eller den kan tages helt af, så det bare er en kommode. Så jeg håber ikke at hun pludselig ikke kan lide farven grøn… 😉
4 kommentarer
Hej! Hvad hedder malingen, du brugte?
Også den blå/lilla på bagvæggen 🙂
Hej Mette
Farven på kommoden er Jotun Antique Green. Og farven på bagvæggen er Jotun Fjær, som vi har lysnet en del med hvid 🙂
Hej 🙂 ved du hvor puslebordet er fra?
Hej Karoline
Jeg har fået kommoden foræret af en nabo. Den er mange år gammel. Der står desværre intet mærke på den.