Blåbær pie

3 stemmer
Den lækreste blåbær pie med en flagende dej og syrligt blåbærfyld. Denne blåbær pie har den smukkeste farve, du kan forestille dig!
Tærte opskrift blåbær

Det vrimler med vilde blåbær i skoven omkring vores svenske ødegård. Jeg plukker altid flere kilo af de lækre små bær og fryser dem ned, så jeg har til flere måneder. Svenske blåbær har den smukkeste farve og en kraftig smag – langt bedre end de blåbær, man kan købe i supermarkedet. Hver sommer bruger jeg dem til en lang række desserter og jeg laver ofte en lækker blåbær pie som denne!

Blåbær pie er en klassisk amerikansk dessert, som kræver både tid og tålmodighed at lave, men resultatet er ikke til at tage fejl af. Du får den smukkeste, sprødeste, lækre blåbærtærte for det “hårde” arbejde! Denne blåbær pie består af en flagende tærtedej, der smelter på tungen, med et syrligt tykt blåbærfyld indeni.

Blåbær tærte opskrift fra Bageglad

Hvad er forskellen på tærter og pies?

Kært barn har mange navne og ‘tærte’ og ‘pie’ bruges nogle gange om den samme dessert. Men der er faktisk forskel på de to. En tærte har en bund, men intet låg, hvorimod en pie har et låg oven på fyldet. Altså består tærten af én dej, hvorimod en pie består af to gange dej.

Der er typisk også forskel på typen af dej der bruges. En tærtedej vil oftest være en sprød mørdej – nærmest som en småkagedej – hvorimod en ægte amerikansk pie dej flager mere end den knækker, når man skærer i den. Den har en anden konsistens som er mindre hård end en tærtedej.

Hemmeligheden bag den flagende pie dej er, at den skal holdes så kold som muligt, når man arbejder med den. Det opnås ved at tilsætte isvand til dejen og at undgå at røre dejen mere end højst nødvendigt. Bliver dejen for varm undervejs skal den køle af til den er helt kold igen, inden den bages.

Blåbærfyld til pie

Denne pie er fyldt med et lækkert tykt blåbærfyld. De svenske blåbær har så meget farve og smag, at man næsten ikke behøver tilsætte noget til tærten. Bruger du frosne blåbær eller amerikanske friske blåbær fra supermarkedet kan du med fordel tilsætte lidt mere sukker og lidt vanilje for ekstra smag.

Blåbærfyldet indeholder blot:

  • Selvfølgelig masser af lækre blåbær
  • Sukker, som balancerer blåbærrenes syrlighed
  • Majsstivelse, som gør fyldet tykt og lækkert, når din blåbær pie køler af
  • Kanel, som giver blåbærrene ekstra smag

Amerikansk pie dejBlåbær pie fyld

Sådan flettes en pie

Hvis du synes det ser intimiderende ud, at flette låget til en pie, så frygt ej! Det er faktisk ret simpelt, blot du følger disse tre råd:

  1. Dejen skal være kold. Bliver den for varm undervejs vil den blive slatten, klistre til dig og bordet, og være svær at arbejde med. Hold en pause og stil dejen på køl før du fortsætter.
  2. Sørg for at skære lige tykke strimler, ellers bliver din tærte ikke særlig køn.
  3. Lad være med at skynde dig! Tag dig god tid og ro til at flette tærten stille og roligt. Så får du et smukt resultat.

For at lave et mønster magen til min tærte skal der skæres en masse strimler, som “flettes”. Dette gøres ved at rulle dejen ud til en stor cirkel og skære lange strimler. Læg så strimler på én led på tærten med ens afstand imellem. Fold hver anden strimmel ned og læg så en strimmel på den anden led. Fold strimlerne op igen. På den måde vil hver anden strimmel overlappe den strimmel, der går på tværs. Fortsæt med dette for at flette hele tærten.

Skær overskydende kanter fra, så din tærte får en smuk kant. Hvis du vil kan du bruge din sidste dej til at flette en kant og lægge rundt ved tærten. Sørg for at presse den flettede kant godt fast på tærten, da den har tendens til at falde ned når tærten bages!

Blåbær pie opskrift

Den perfekte afbagning

Det vigtigste for at opnå en god afbagning af din tærte er, at du pensler den grundigt med æg alle steder, hvor dejen er synlig. Det giver din tærte en smuk gylden overflade og hjælper også med at holde alting på plads under bagningen.

Din blåbær pie skal bages først ved 200 grader for at opnå en sprød skorpe, efterfølgende ved 180 grader for at undgå, at skorpen bliver for brændt. Hold godt øje med din tærte undervejs, det kan pludselig gå stærkt. Oplever du, at den bliver for mørk, så læg et stykke sølvpapir henover den.

Nu til det allersværeste: Hold nallerne fra din pie til den er kølet HELT af. Blåbærfyldet sætter sig først når tagen bliver kold, så hvis du skærer den inden vil fyldet løbe. Jeg forstår godt, at det er svært at vente. Ideelt skal din pie faktisk sætte sig hele fire timer på køl for at du kan skære et perfekt stykke tærte. Men okay – hvem kan vente så længe? Heldigvis smager den lige så godt, selvom fyldet løber lidt 😉

Blåbær tærte stykke

Tærte opskrift blåbær

Opskrift

Blåbær pie

3 stemmer
Den lækreste blåbær peg med en flagende dej og syrligt blåbærfyld. Denne blåbær pie har den smukkeste farve, du kan forestille dig!
Niveau: Middel
Mængde: 10 personer
Udskriv Pin

Ingredienser

Pie dej (bund og låg):

  • 500 g mel
  • 1 spsk sukker
  • ½ tsk salt
  • 350 g koldt smør
  • 2 dl isvand* (cirka)

Blåbærfyld:

  • 750 g blåbær
  • 5 spsk majsstivelse
  • 150 g sukker
  • 1 spsk kanel

Bagning:

  • 1 æg til pensling

Sådan gør du

Pie dej:

  • Rør mel, sukker og salt sammen i en skål. Skær det kolde smør i små stykker og fordel det i melblandingen med en gaffel eller en dejblander, så det ligner krummer. Undgå at røre dejen med hænderne, da det tilfører varme og det gælder om at holde den kold.
    500 g mel, 1 spsk sukker, 1/2 tsk salt, 350 g koldt smør
  • Tilsæt isvand lidt af gangen under omrøring med en spiseske, indtil dejen samler sig. Dejen skal ende med at være let klistret.
    2 dl isvand*
  • Ælt til sidst dejen kort sammen med hænderne på en melet bordplade, så den samler sig til en kugle. Del kuglen i to og pak hver kugle ind i plastikfilm. Sæt dejen i køleskabet i minimum 2 timer.

Blåbærfyld:

  • Skyl og rens blåbærrene. Kom blåbær i en skål og tilsæt sukker, majsstivelse og kanel. Vend dem forsigtigt rundt med en dejskraber.
    750 g blåbær, 5 spsk majsstivelse, 150 g sukker, 1 spsk kanel

Samle din pie:

  • Tag den ene kugle dej ud af køleskabet og rul den ud med kagerulle på en let melet bordplade, til du har en cirkel lidt større end din form (husk at tage højde for at dejen skal nå op ad kanterne).
  • Rul dejen op på kagerullen og løft den over på tærteformen og beklæd tærteformen med dejen. Skær overskydende dej af kanterne.
  • Hæld blåbærfyldet i tærteformen og fordel det.
  • Tag den anden kugle dej ud af køleskabet og rul den ud på et let melet bord til en stor cirkel. Skær lange smalle strimler dej (cirka 1 cm brede) og læg dem i én retning oven på tærten. Fold hver anden strimmel ned og læg en strimmel på den anden led. Flet nu tærten sammen ved at folde strimler op og ned indtil hele tærten er dækket af strimler. Skær overskydende kanter af med en skarp kniv.
  • Flet til sidst en lang fletning af dej og læg rundt i tærtens kanter for en smuk finish.
  • Stil din pie på køl i minimum 30 minutter inden bagning.

Bagning:

  • Pensl din pie grundigt med sammenpisket æg. Bag tærten ved 200 grader (alm. ovn) i 20 min. Skru temperaturen ned på 180 grader og bag i yderligere 25-35 minutter, til tærten er gylden. Lad tærten køle helt af på en bagerist inden den skæres.

Noter

For det smukkeste snit skal tærten sætte sig i køleskabet i minimum 4 timer efter bagning. Den kan dog sagtens spises før, fyldet vil bare løbe lidt.
FRYSNING: Tærten kan fryses ubagt eller bagt i op til 3 måneder. Den kan bages direkte fra frost.
OPBEVARING: Opbevar tærten tildækket i køleskabet. Tag den ud en halv time inden servering eller opvarm den eventuelt lidt inden servering.
HOLDBARHED: Tærten holder sig god i op til 3 dage hvis den opbevares i køleskabet.
BEDØM OPSKRIFTEN
Tag @bageglad på Instagram så jeg kan se og dele det du har lavet!

 

Mere fra Bageglad

Trine fra Bageglad

Den bageglade

Jeg hedder Trine og er utroligt bageglad. For 10 år siden startede jeg denne blog for at dele mine opskrifter og projekter med familie og venner, og i dag når den ud til flere end jeg nogensinde havde drømt om. Tak fordi du følger med!

5 from 3 votes (3 ratings without comment)

Skriv en kommentar

Din email vil ikke blive vist. Obligatoriske felter er makeret med *.
Ondskabsfulde kommentarer og kommentarer med links eller reklame slettes.

Bedøm opskriften:




Trine fra Bageglad
Jeg hedder Trine og er utroligt bageglad. For 10 år siden startede jeg denne blog for at dele mine opskrifter og projekter med familie og venner, og i dag når den ud til flere end jeg nogensinde havde drømt om. Tak fordi du følger med!

Følg mig på Instagram

Få de seneste blogindlæg direkte i din indbakke