Overvejer I en rejse til Japan? Her er vores guide til at rejse i Solens Rige, hvor Mette og Trine (de bageglade søstre) er opvokset.
I dette indlæg:
Tag til Japan hvis…
…du vil opleve en ældgammel kultur i moderne klæder. Nyd udsigten fra toppen af en skyskraber i en gigantisk storby den ene dag og find stilhed og idyl i varme kilder og templer i bjergene den næste.
Hvordan er det at rejse i Japan for…
Par/romantik: 5/5
Japan er et af vores højest anbefalede rejsemål til par. Med udsøgte restauranter, smukke storbyer, fantastisk shopping og smuk natur er der noget for alle. Der er så mange muligheder for idyllisk afslapning i bjergene, stille aften gåture og steder med romantisk stemning, at du helt sikkert vil blive forelsket i din partner på ny.
Backpackere/budgetrejsende: 3/5
Japan er ikke et billigt rejsemål og slet ikke sammenlignet med mange andre steder i Asien. Det er dog muligt at rejse i Japan uden at tømme bankbogen helt, hvis man overnatter på hostels og tænker over hvad man spiser. Sushi og andre delikatesser på restaurant kan være dyrt (men sindssygt lækkert!), men man kan sagtens blive mæt af mere budgetvenlige måltider, såsom ramen (nudler) og don (skåle med ris og kød). Visse større udgifter kan ikke undgås, for eksempel Japan Rail Pass, som skal bruges for at kunne rejse rundt i landet med Shinkansen lyntoget, samt entréudgifter til seværdigheder som templer.
Familier med små børn: 2/5
Det kan være lidt besværligt at rejse med små børn i Japan ift. at komme rundt, særligt i de store byer. Fortovene er ofte proppede, så det kan være håbløst at komme rundt med barnevogn eller klapvogn. Man går rigtig meget i storbyerne, på trods af det store udvalg af punktlig offentlig transport. Japan har dog masser af børnevenlig underholdning, såsom fantastiske legetøjsbutikker, forlystelsesparker (Disneyland!!) og museer, men børn skal holde sig i ro eftersom der ses ret kritisk på larmende og forstyrrende adfærd. Til sidst vil vi nævne, at kræsne børn måske vil have det svært med den japanske seafood (men der er selvfølgelig altid McDonald’s).
Ældre rejsende: 3/5
Hvor passende Japan er for ældre rejsende afhænger af, hvad man vil se. Japan er et land hvor man generelt går rigtig meget og selvom der er virkelig gode offentlige transportmuligheder vil man ofte gå fra sted til sted og rundt ved de forskellige seværdigheder. Når det er sagt, så er Japan også et fantastisk land at tage til hvis man bare vil sætte farten ned og slappe af, så hvis storbyerne er for krævende kan man tage op i bjergene og nyde idyllen.
Store grupper: 5/5
Man skulle tro at grupperejse-konceptet var opfundet i Japan. Japanerne elsker at rejse i store grupper og ses ofte på grupperejser med guide i eget land såvel som i udlandet. At komme rundt, at finde overnatning, og at spise i Japan er intet problem selvom I er en større gruppe. Mange seværdigheder har endda særlige indgange til store grupper.
Hvad kan MAN opleve i Japan?
Arkitektur/kultur: 5/5
Der er en god grund til, at Japan er kendt for sine templer. Man kan ikke undgå at blive mundlam når man ser disse fantastiske konstruktioner, hvoraf nogle er flere tusinder af år gamle. Man kan diskutere hvad man synes om Japans mere moderne arkitektur, men det er svært at argumentere imod Tokyos skyskrabere, især i aftenlyset. Hvis du interesserer dig for kultur og samfund er Japan en top destination – den japanske kultur er helt unik og dikterer alting i japanernes liv. Det er imponerende at iagttage omend man som turist kun ser overfladiske glimt af det.
Afslapning: 5/5
Hvis du har brug for fred og ro er Japan et rigtig godt rejsemål. Det er sandt, at storbyerne er larmende, proppede og har fuld gang i den, men stilhed er en højt værdsat tilstand i Japan og man skal ikke langt uden for byerne for at finde den. Man kan for eksempel vælge at søge til en øde onsen (varm kilde) i bjergene, at tage på vandretur i de smukke skove eller at overnatte i et buddhistisk tempel.
Vandreture: 5/5
Japan er det perfekte sted til vandreture. Med sine smukke grønne bjerge og vandreruter i alle niveauklasser er der noget for enhver. Vandreruterne er særligt interessante her fordi mange af dem fører til smukke templer eller vandfald og uanset om man vil på flere dages tur eller blot en dagtur har Japan gode ruter i de fleste områder uden for storbyerne.
Shopping: 5/5
Shopping er naturligvis bedst i de større byer – og sikke et udvalg! Mærkevarer er kæmpestore i Japan og verdens største brands er alle repræsenterede med kæmpemæssige flagship butikker. Japan har dog også et stort high street marked og godt udvalg af vintage- og genbrugstøj, især i Tokyo og Osaka. Japan er også kendt for dekorativt interiør og det er meget sandsynligt at du finder smuk keramik eller lakerede trævarer, som du vil have med hjem.
Strande: 3/5
Med hundredevis af øer har Japan en lang kyststrækning med mange let tilgængelige strande. Omend ikke lige så hvide og spektakulære som strandene i mange andre asiatiske lande er de et besøg værd hvis man gerne vil svømme og slappe af. Strandene er primært fyldt med lokale i sommermånederne men ret øde resten af året, og der vil man ofte have det helt for sig selv.
Dyreliv: 2/5
Japan har fantastisk smuk natur, men det kan være svært at få øje på de vilde dyr der lever i de tætte skove, fordi der er mennesker alle vegne. Man skal være virkelig heldig for at få øje på en asiatisk bjørn eller en lille vild kat, men man kan være rimelig sikker på at se en abe eller to i bjergene eller nogle venlige hjorte man kan klappe ved et af templerne.
Hvordan er standarderne i Japan?
Hygiejne: 5/5
Ordensmennesker vil elske den næsten intimiderende renlighed og struktur der er i Japan. God hygiejne er dybt integreret i den japanske kultur. Selvom storbyerne er forurenede er gaderne fuldstændigt fri for affald – og hvis man smider skrald eller endda et cigaretskod på gaden kan man godt forberede sig på en heftig bøde.
Sikkerhed: 5/5
Japan er et af verdens mest sikre lande og har meget lav kriminalitet. Når det er sagt adskiller man sig som udlænding typisk fysisk i Japan og det kan nogle gange føre til noget uønsket opmærksomhed – og forbipasserende vil sandsynligvis ikke blande sig af frygt for kommunikationsvanskeligheder. Derfor bør man som et ekstra forbehold undgå at gå alene sent om aftenen/natten og træffe fornuftige beslutninger omkring påklædning og opførsel.
Venlighed fra de lokale: 3/5
Eftersom jeg er vokset op i Japan er min mening ikke upartisk her, for jeg synes at japanerne er rigtig venlige. Men der er klart en sprogbarriere, som i nogle tilfælde kan afholde japanerne fra at interagere og nogle gange endda ignorere udlændinge. Det at man som udlænding skiller sig ud fra mængden fysisk kan resultere i nysgerrige blikke, og det kan nogle synes er lidt ubehageligt. Mange japanere vil søge udlændinges opmærksomhed for at øve deres engelske eller måske endda for at spørge, om de må tage et billede af eller med jer.
Infrastruktur: 5/5
Af alle verdens lande er Japan nok et af de nemmeste lande at rejse rundt i. Japanerne har nemlig et af de hurtigste og mest behagelige transportmidler: Shinkansen lyntoget. Dette tog forbinder de fleste områder af landet og gør, at man ikke engang skal overveje at leje bil (som desuden også alt for dyrt). Slap i stedet af med en takeaway bento box (japansk madpakke) i et behageligt sæde og lad landskabet glide forbi dig med 320 km/t. I større byer er det nemt at komme rundt med tog, metro eller bus – og de er altid til tiden.
Mad: 4/5
Igen et område hvor jeg ikke er upartisk, for det japanske køkken er mit absolut favorit! Det er dog helt fair, at seafood ikke falder i alles smag og omend det japanske køkken er meget mere end det er seafood svært at undgå helt – ligesom det er svært at undgå usædvanlige ingredienser som mange udlændinge ikke er vant til. For nogle kan det være afskrækkende, for andre er det bare en del af eventyret!
Godt at vide INDEN man rejser til Japan
Respekter kulturen
Japanerne har et strikst kulturelt kodeks der dikterer hvordan man opfører sig over for hinanden. Omend de ser igennem fingrene med alt det udlændingene ikke forstår og viser hensyn til, bør man respektere dette kodeks så vidt muligt. For eksempel skal man altid tage skoene af når man går ind i et tempel eller i nogens hjem, og man bør ikke tale i telefon i toget.
Øv dig på tegnsprog
De lokale taler mange steder ikke særlig godt engelsk, især ikke udenfor de større byer. Nogle er også for generte til at prøve. Man klarer sig fint med gestikulationer, smil og nik – og eventuelt lidt Google Translate.
Man går rigtig meget
Selvom Japan har virkelig gode offentlige transportmuligheder (som altid er til tiden) kan det ikke undgås at man skal gå fra sted til sted eller rundt ved de store seværdigheder. Husk gode sko og se at komme afsted!
Vær modig og prøv maden
Sandsynligheden for, at du får serveret noget du aldrig har set før er stor i Japan. Sandsynligheden for at du kan lide det er også stor. Fisk til morgenmad er ikke nødvendigvis lige din kop the, men når man er i Rom…
Tøjet passer nok ikke
Hvis du er høj (og her mener vi blot højere end den gennemsnitlige japaner) eller bare af europæisk afstamning, kan du sandsynligvis ikke passe deres tøj. Der er bare noget med længden og snittet som ikke klæder vores bygning. Men bare rolig, der er masser af andet du kan shoppe (for eksempel sko!!).
Du får brug for ekstra plads i kufferten
Apropos shopping, så sørg for at have ekstra plads i kufferten, for du vil helt sikkert finde noget du vil have med hjem. Måske noget smuk japansk keramik, en genbrugs-kimono eller et andet minde fra det der helt sikkert bliver en fantastisk tur.
Det kan godt blive koldt
Selvom det er varmt i byerne er det sandsynligt at du kommer til at rejse lidt rundt i landet og det kan blive rigtig koldt i bjergene og ved kysten. Sørg for at pakke en varm trøje og jakke, for mange japanske huse er dårligt isoleret.
Vores bedste oplevelser i Japan
- At fotografere de idylliske gamle huse i Shirakawa-go
- At nyde cocktails og jazz med udsigt over Tokyo på New York Bar & Grill
- Afslapning i en privat onsen (varm kilde) i Hakone
- At nyde stilheden i bambusskoven i Arashiyama
- Vandreture i Miyajimas bjerge
- At spise sushi til morgenmad på Tsukiji Fish Market i Tokyo
- At gå igennem de 10,000 tempelporte ved Fushimi Inari templet i Kyoto
- At mindes ofrene for og med egne øjne se skaderne af atombombningen i Hiroshima
- At klappe de tamme rådyr ved templerne i Nara
- At shoppe genbrugskimonoer på loppemarkeder
- At sove på futoner og rende rundt i yukatas (hverdagskimonoer) på ryokans (japansk bed & breakfast).
Fortæl om din oplevelse
Har du været i Japan? Overvejer du at tage afsted? Vi vil smadder gerne høre om din oplevelse – så skriv en kommentar og fortæl nedenfor!
3 kommentarer
[…] Jeg tror aldrig jeg bliver træt af, at besøge mit andet hjem, og jeg opfordrer alle til at besøge Japan mindst én gang i livet. Hvis du er så heldig, at du netop nu er i gang med at planlægge en rejse til Japan kan du forhåbenligt nedenfor finde lidt inspiration til oplevelser du ikke bør gå glip af hvis det er din første eller måske anden tur til Japan. Læs også vores guide til at rejse i Japan. […]
[…] du vide mere om Japan? Læs vores guide til at rejse i Japaneller læs hvordan du kan rejse gennem Japan med JR […]
[…] JR Pass er så billigt i forhold til almindelige billetpriser, at hvis man skal rejse til mere end blot én storby kan det ofte betale sig – og så dækker JR Pass også offentlig transport i byerne. Læs meget mere om at rejse i Japan her. […]