Rejse til Langkawi, Malaysia med små børn

Langkawi i Malaysia er en oplagt destination, hvis man rejser med børn i Asien. Her får man smukke strande, fantastisk dyreliv og regnskov og rolig stemning, som gør ferien både afslappet og eventyrlig. Her har jeg samlet vores bedste tips til at rejse i Langkawi med børn.
Langkawi Malaysia

Guide til ferie i Langkawi i Malaysia

Langkawi er et af de steder i Asien, der virkelig har overrasket os positivt i forhold til at rejse med børn! Denne fantastiske ø kombinerer smukke strande, rigt dyreliv, afslappet stemning og nem logistik, hvilket gør det til et oplagt valg for en familieferie i Malaysia.

Her har jeg skrevet en praktisk guide til alt det vigtigste om at rejse i Langkawi: hvornår man skal rejse, hvordan man kommer dertil, hvor man skal bo, og hvad man kan opleve med små børn. Hvis man også overvejer andre asiatiske destinationer, kan man f.eks. læse om rejse til Thailand med børn eller familieferie i Malaysia.

Solnedgang i Langkawi

Bedste årstid at rejse til Langkawi

Langkawi kan besøges året rundt, men der er helt klart perioder, der fungerer bedre end andre, især når man rejser med børn.

  • December til marts er den bedste periode vejrmæssigt med mest sol, lavere luftfugtighed og temperaturer omkring 28–32 grader (højsæson)
  • April til august er stadig en god periode, men varmere og mere fugtig med temperaturer op mod 30–34 grader og jævnligt korte regnbyger
  • September til oktober er mest regnfuld med høj luftfugtighed, flere byger og generelt mere ustabilt vejr, men stadig med mange soltimer

Ramadan har indflydelse på turismen

Størstedelen af befolkningen på Langkawi er muslimsk, og derfor præger ramadan naturligt hverdagen på øen. I de kommende år falder ramadan i højsæsonen, hvilket betyder en roligere stemning med færre turister, hvor nogle restauranter og butikker har justerede åbningstider og lukker tidligere. For børnefamilier passer det typisk godt med en ferie i et lidt mere roligt tempo uden behov for sene åbningstider og så kan man nyde  de færre turister.

Flyrejse til Langkawi med børn

Man kan ikke flyve direkte til Langkawi fra Danmark, så det vil altid kræve mellemlandinger og tage minimum 16-18 timer. De mest oplagte ruter går via Mellemøsten (Abu Dhabi, Dubai eller Doha) eller Asien (f.eks. Singapore eller Kuala Lumpur).

Sidst fløj vi København → Abu Dhabi → Kuala Lumpur → Langkawi med korte mellemlandinger. Det fungerede rigtig godt med vores små piger på 3 og 6 år, da vores længste stræk dermed kun var 7 timer. Det er dejligt at strække benene og få en lille pause, inden turen går videre.

Tip til at spare penge på flybilletterne

Det kan typisk betale sig at købe det sidste korte stræk til Langkawi separat. F.eks. som indenrigsflyvning fra Kuala Lumpur. Man mister de forsikringsmæssige fordele ved pakkerejsen men sparer til gengæld mange penge (vi sparede 10.000 kr. sidst!)

Visum og indrejse

Det er nemt at rejse til Malaysia. Man skal udfylde et Digital Arrival Card inden ankomst. Selve indrejsen er som regel ukompliceret, omend der kan være kø til Immigration. Man bør altid tjekke Udenrigsministeriets anbefalinger inden afrejse, da regler kan ændre sig.

Langkawi regnskov
En aften gåtur i regnskoven

Transport rundt på Langkawi

Transport rundt på Langkawi øen er virkelig nemt og billigt. Det nemmeste og prisvenlige valg med børn er ved at bruge taxa-apps (Grab og Bolt). De er begge meget udbredte på øen og man skal vente kort tid på at få en chauffør.

Prisniveauet er lavt med korte ture på cirka 10-25 kr. og længere ture cirka 30-60 kr.  Dermed giver det sjældent mening at leje bil.

Andre muligheder:

  • Almindelig taxa findes, men er ofte noget dyrere
  • Lejebil giver frihed men er dyrere og ikke nødvendigt
  • Scooter er populært men ikke smart med børn
  • Offentlig transport er meget begrænset

Hvor skal man bo på Langkawi?

Jeg anbefaler at kombinere ophold ved stranden og ophold i regnskoven, for virkelig at opleve alt det fantastiske, Langkawi har at byde på. Har man tiden kan man også supplere med overnatninger på den smukke thailandske ø Koh Lipe.

På stranden

De mest populære områder at bo på Langkawi er på vestkysten ved strandene Pantai Cenang og Pantai Tengah. Vestkysten er populær fordi der er flotte solnedgange og mere læ for vind. Dermed er her også flest hoteller og restauranter.

Pantai Cenang er det mest turistede område, med en smuk lang hvid sandstrand. Her er byliv med mange restauranter og caféer, butikker og strandliv. Den mest livlige stemning på øen, men ikke et decideret party-område som man kender fra f.eks. Thailand. Her er barer og lidt natteliv, men det er generelt ret afdæmpet og stadig meget familievenligt.

I Pantai Cenang anbefaler vi Pelangi Beach Resort & Spa Langkawi. Det ligger direkte på stranden i den rolige ende, så man har lidt mere ro. Hotellet er stort og rummeligt med masser af grønne områder, flere pools og god plads til børn.

Pantai Tengah er et roligere alternativ til Pantai Cenang. Her er mere afslappet og stille, færre mennesker og mindre udvalg af restauranter og butikker. Stranden er mindst lige så smuk, bare med færre mennesker. Stemningen er generelt mere tilbagelænet og her er ikke meget natteliv. Man er stadig tæt på Pantai Cenang, så man kan nemt tage en kort taxatur, hvis man vil have flere spisemuligheder eller lidt mere liv.

I Pantai Tengah anbefaler vi Holiday Villa Resort & Beachclub Langkawi. Det ligger direkte på den meget børnevenlige hvide sandstrand, har det sødeste personale, er pænt og rent, og har flere gode store pools (også børnepool). Der er et tilstrækkeligt udvalg af restauranter i nærheden og kort taxatur til Pantai Cenang.

Pantai Tengah

I regnskoven

Udover strandområderne kan man også vælge at bo i regnskoven, hvilket giver en helt anden oplevelse af Langkawi. Her bor man omgivet af frodig natur, høje træer og masser af dyreliv. Der er aber og andre små pattedyr, masser af fugle og krybdyr tæt på og det giver en eventyrlig stemning.

Hotellerne i regnskoven ligger ofte mere afsides, så der er længere til restauranter og aktiviteter. Til gengæld får man en helt særlig ro og en følelse af at være væk fra det hele. Flere af dem er luksuriøse resorts, hvor der er masser af gode spisemuligheder.

Vores yndlingshotel i hele Langkawi er det luksuriøse Berjaya Langkawi Beach & Spa Resort, hvor man bor i små hytter på pæle midt ude i regnskoven og helt ned til vandet. Der er privat strand, gratis guidede ture om dyrelivet, pools med vandfald og det sødste personale, man kan forestille sig.

Berjaya Resort LangkawiLangkawi abe

Berjaya Resort Langkawi
Berjaya Resort, Langkawi

Er Langkawi børnevenlig?

Ja, helt klart! Langkawi er en meget nem destination at rejse til med børn.

De lokale er virkelig venlige og imødekommende, på ingen måde anmasende. De er glade for børn og vil rigtig gerne drille, lege, snakke med de små. Vi har også oplevet en stor hjælpsomhed. Derudover er tempoet på øen generelt roligt, hvilket gør det let at tage dagene, som de kommer.

Skulle man mangle noget til børnene kan man nemt købe det på øen til billige penge.

Gode aktiviteter på Langkawi med børn

Der er masser at opleve på Langkawi. Her er nogle udvalgte aktiviteter:

  • Stranddage på kridhvide sandstrande med roligt vand
  • Cable Car og Sky Bridge, verdens højeste svævebane
  • Udforske og badei vandfald i regnskoven
  • Tag på ø-hop tur med båd
  • Udforske grotter og se de smukke floder i mangroverne
Langkawi Cable Car svævebane
Langkawi Cable Car

Den rejseglade

Jeg hedder Trine og er forfatteren og fotografen der står bag disse rejsetips. Jeg har indtil videre besøgt 5 af verdens kontinenter og fortsætter ufortrødent – nu med mand og børn på slæb! Jeg elsker især at dykke, vandre og opleve lokal kultur og mad. Tak fordi du følger med!

Skriv en kommentar

Din email vil ikke blive vist. Obligatoriske felter er makeret med *.
Ondskabsfulde kommentarer og kommentarer med links eller reklame slettes.