Jeg er gravid med mit første barn og har heldigvis været forskånet for slemme gener i løbet af min graviditet indtil videre. Det betyder til gengæld, at appetitten er skyhøj og sulten konstant, især her i 2. trimester hvor baby og mave virkelig vokser.
Jeg har heldigvis ikke haft specielt mange usunde cravings, men derfor melder den søde tand sig nu alligevel ud på aftenen, især hvis jeg er kørt godt træt. Jeg forkælede derfor mig selv med disse sindssygt lækre mandel- og kakaotrøfler lavet på nødder og dadler, som jeg har overtrukket med den fine lyserøde ruby chokolade. Så kan jeg få stillet trangen både med øjne og mund uden at have alt for dårlig samvittighed over at der ryger 4 eller 5… okay 6 stykker ned ad gangen.
Jeg er helt forelsket i den nye ruby chokolade fra Callebaut (reklamelink), som er en helt ny type chokolade. Foruden sin fantastiske fine (naturlige) lyserøde farve har ruby chokoladen den lækreste, syrlige smag, nærmest lidt bær-agtig, som passer perfekt til mørk chokolade. Chokoladen er også dejlig nem at arbejde med, ligesom alle Callebauts chokolader, så længe den bliver tempereret rigtigt. Læs vores guide til at temperere chokolade her. Ruby chokoladen skal tempereres til 28,5 – 29,5 grader.
Selve trøflerne er hurtige og nemme at lave. Ingredienserne skal bare i en hakler eller foodprocessor (HUSK lige at fjerne stenene fra dadlerne, hvis ikke du har købt stenfrie) og så skal de trilles til kugler. Så er de klar til at blive overtrukket med ruby chokoladen og evt. pyntet med frysetørrede hindbær ligesom vi har gjort.
Min søster og jeg har altid været vilde med at lave fyldte chokolader. Der er noget ved de fine små mundrette størrelser som bare er så fint, og det er super hyggeligt at sidde sammen ved spisebordet og overtrække trøfler.
Syrlige mandel- og kakaotrøfler
Udstyr (indeholder reklame)
- Foodprocessor
Ingredienser
- 10 store dadler uden sten
- 70 g mandler
- 40 g havregryn
- 3 spsk kakao
- 2 tsk vanilleessens
- 200 g ruby chokolade
- 1-2 spsk frysetørrede hindbær
Fremgangsmåde
- Læg dadlerne i blød i varmt vand i cirka 10 minutter. Tjek at de er uden sten, og fjern stenene hvis de er i.
- Kom dadler (uden vandet), mandler, havregryn, kakao og vanilleessens i en hakler eller foodprocessor og blend det til en fin og ensartet masse. Massen vil være let klistret og formbar.
- Tag små klumper daddelmasse ad gangen og tril det til ensartede kugler med cirka Ø 1,5 cm. Dæk kuglerne med plastikfilm imens du smelter chokoladen.
- Smelt og temperer ruby chokoladen. Følg eventuelt vores guide til at temperere chokolade. Ruby chokoladen skal ende på 28,5-29,5 grader.
- Læg en daddelkugle på en dyppegaffel og øs tempereret chokolade over med en ske henover skålen med chokolade. Bank let dyppegaflen på kanten af skålen så overskydende chokolade drypper af, og der er en tynd chokoladeskal tilbage. Sæt chokoladen på en bagerist. Pynt straks med frysetørrede hindbær. Gentag processen med de resterende daddelkugler.
Noter
Bedøm opskriften
Klik på antal stjerner
Ruby chokoladen er sponsoreret af Callebaut.
2 kommentarer
Hej Bageglad – jeg er lige igang med at “producere” jeres mandel- og kakaotrøfler. Der står at de kun er holdbare i en uge ! Er det rigtigt ? Kan jeg fryse nogle af kuglerne inden de bliver overtrukket med chokolade – vi skal ikke være så mange i Julen og det vil resultere i en vægtøgning af dimensioner ;-D
Med jule hilsner Hanne
Hej Hanne
Haha ja bare rolig, de kan fryses i op til 3 måneder både med og uden chokolade-overtræk. Hvis du fryser dem med overtræk vil chokoladen dog miste noget af sin glans.
God fornøjelse!
Kh Trine