Tokyo er en gigantisk storby der, hvis man inkluderer forstæderne har mere end 36 mio. indbyggere. Geografisk er den også enorm og har mere end 60 forskellige distrikter, som størrelsesmæssigt kan betragtes som mindre byer, der er vokset sammen. Hvert distrikt består af mange forskellige nabolag, som hver har sin stemning og karakteristika.
Vi er opvokset i Japan tæt på Tokyo og har rejst rigtig meget i landet. Her er vores introduktion til de nabolag, man som turist i Tokyo oftest har størst interesse i at besøge. Distrikterne og nabolagene beskrevet er vist på kortet nedenfor.
Læs mere om at rejse i Japan og se også 10 fantastiske oplevelser i Tokyo.
Chiyoda og Chuo distrikterne
Akihabara: Electronic Town
Neonlys, anime og elektronik. I dette larmende område af Tokyo fyldes gadebilledet med hårdtarbejdende jakkesætklædte forretningsmænd, kostumeklædte unge kvindelige promotere, og blinkende og larmende elektronikbutikker og pachinko arkader (populært japansk arkadespil). Her ligger mange maid caféer, sexbutikker og butikker man ikke helt forstår hvad sælger med kun-mænd-tilladt etager.
Kælenavnet Electronic Town kommer af de flere hundrede elektronikbutikker der kæmper om opmærksomhed fra den tætte menneskemængde på gaderne og her kan købes alt hvad man nogensinde har drømt om, at der kan sættes strøm til. Store brands som Sony og Samsung repræsenteres naturligvis men også massere af kinesisk bras, og der er rigeligt at bruge sine penge på. Det er også centrum for anime- og tegneseriekulturen, med masser af tematiserede caféer og nichebutikker, og på ethvert gadehjørne står eller sidder japanske mænd i alle aldre og udveksler samlerkort, porno og spil.
Ginza: Luksuriøs shopping og eksklusivt natteliv
Akihabaras modsætning er det polerede og dyre Ginza distrikt, hvor verdens største modehuse har kæmpe flagship stores og her ligger Japans største stormagasiner. Gaderne er større, bredere, lysere, og her ligger mange eksklusive restauranter og barer. Om aftenen fyldes gadebilledet med dyre biler og velklædte mennesker på vej ind på de mange eksklusive (ofte invite-only) klubber og lounges. Hovedgaden Chuo-dori lukkes for biler i weekenden, så de mange shoppere kan gå ubekymrede omkring.
Tæt på Ginza ligger også Imperial Palace, hvor kejseren bor, i de kæmpemæssige Imperial Gardens, som bør ses af alle der er i Tokyo.
Tsukiji: Verdens største fiskemarked
Nede ved havnen finder du Tsukiji Fish Market, et gigantisk fiskemarked. Stå op før solen og vær der til åbningstiden for at opleve de travle fiskere der kommer ind med dagens fangst og auktionerer det væk. Er du rigtig heldig (og ankommer før klokken 4) kan du være en af de få der får lov til at overvære de lukkede tun-auktioner. Uanset hvad kan du her starte dagen med den friskeste sushi du nogensinde får til morgenmad.
Minato distriktet
Roppongi: Nattelivets centrum
I dette bakkede område af Tokyo findes det bedste og største natteliv med en fantastisk blanding af bodegaer, barer og klubber. Her ligger også eksklusive gourmetrestauranter øverst i skyskraberne.
Det er sandsynligvis dette område af Tokyo hvor du vil se flest udlændinge, da nattelivet her er populært både blandt udelændinge bosat i Japan og turister, og det har fået visse japanske etablissementer til at flytte andre steder hen og har fået et stort udvalg af internationale restauranter til at blomstre.
Shiba koen: Tokyo Tower
Shiba-koen er området omkring Tokyo Tower og man kommer her primært hvis man er interesseret i at se og fotografere Tokyo Tower tæt på.
Shiba Park er en af Japans ældste og et af de bedste steder at se og fotografere Tokyo Tower. Parken er bygget omkring Zojoji Temple (det der er med i filmen Wolverine, hvis man er X-Men fan!). Der er 200 kirsebærtræer og derfor et rigtig smukt stedet til hanami (når kirsebærblomsterne springer ud) i foråret.
Et andet godt sted at få et sublimt billede af Tokyo Tower er fra toppen af Tokyos World Trade Center tæt på, især efter mørkets frembrud når Tokyo Tower lyser op.
Shibuya distriktet
Shibuya Station området: Forretningdistrikt og shopping
I dette neonbelyste område af Tokyo findes verdens største fodgængerovergang ved Shibuya Station, som du sikkert har set et foto af, og det er et stort forretningsdistrikt som myldrer med mennesker. Her er et gigantisk udvalg af restauranter og barer i alle prisklasser, samt butikker og stormagasiner.
Hovedgaden Center Gai har trendy tøjbutikker og den ikoniske Shibuya 109 bygning byder på anderledes subkultur tøjbutikker.
Harajuku: Ung mode og subkulturer
Dette hyggelige og grønne nabolag i Shibuya distriktet er midtpunkt for den unge modekultur, særligt den eccentriske og farvestrålende cosplay mode, som Japan er så kendt for. Oprindeligt var denne mode forbeholdt en særskilt subkultur i Harajuku, men har nu bredt sig til resten af Tokyo. Harajuku er dog stadig et godt bud hvis man vil spotte fashionable unge japanere, særligt om søndagen i Yoyogi Park, hvor mange unge mødes.
Kig i de mange sjove butikker med tøj og accessories til alle budgetter på Omotesandō Road (Tokyos Champs Elysées) og Takeshita Dori, eller nyd de mange grønne områder og det smukke Meiji tempel, hvor du i om lørdagen kan være heldig at overvære et shinto bryllup.
Shinjuku distriktet
Shinjuku: Forretningsdistrikt og restauranter
Denne vestlige del af Tokyo er et af de travleste forretningsdistrikter, og Shinjuku Station har mere end 2 mio. rejsende om dagen. Her ligger mange lækre stormagasiner og butikker og masser af populære restauranter.
Kabukichō: Red Light distriktet
I Shinjuku ligger også red light distriktet Kabukichō, hvor der ligger rigtig mange love hotels (værelser som kan lejes på timebasis), hostess barer og natklubber.
Nær Kabukichō ligger Golden Gai, en populær gade i nattelivet fyldt med små barer og bodegaer, hvor I kan klemme jer ind og side om side med de japanske forretningsfolk – sørg dog for at vælge en udlændinge-venlig bar. Det er også et populært område for homoseksuelle, som har skabt en stor subkultur her.
Taito distriktet
Asakusa: Det kulturelle centrum
Dette smukke område af Tokyo byder på flotte templer, blandt andet Tokyos ældste tempel Sensõ-ji, og gader med små butikker og boder i street food stil. Det er et af de mest traditionelle områder i Tokyo, og her går mange af japanerne i (lejede) kimonoer for at besøge templerne, især i weekenden. Hvis man vil overnatte på ryokan (japansk bed & breakfast) i Tokyo er dette område bedste bud, omend vi anbefaler at gøre dette uden for Tokyo. Asakusa distriktet er også et godt sted at se hanami (kirsebærblomsterne der springer ud) i foråret.
Ueno: Kirsebærblomster og kultur
Er du i Tokyo når der er hanami (kirsebærblomsterne springer ud) bør du tage til Ueno og se de mange smukke træer i Ueno Park.
I dette hyggelige område af Tokyo er der grønt og kulturelt, med masser af muséer (blandt andet Tokyo National Museum og Tokyo Metropolitan Art Museum) og Ueno Zoo.
Ueno Park
Kappabashi: Kitchen Town
Hvis du er vild med japansk keramik og porcelæn eller du har lyst til at shoppe køkkenting kan du hurtigt bruge mange timer i Kappabashi. Tokyos Kitchen Town er faktisk bare én gade, men en gade fyldt med butikker der udelukkende sælger service og køkkenudstyr. Her findes varer i alle prisklasser og man får hurtigt fyldt en ekstra kuffert!
Bunkyo distriktet
Bunkyo: Idylliske japanske haver og store events
Har man brug for en pause fra de mange mennesker kan man flygte ind i det grønne i Koishikawa Kōrakuen Gardens. Det er en af Japans ældste og smukkeste haver. Parken er særligt spektakulær med efterårsfarver eller til hanami (når kirsebærblomsterne springer ud) i foråret.
Er det kirsebærblomster du jagter skal du ikke snyde dig selv for nærliggende Harimazaka, som er en bakke på 500 meter med over 150 kirsebærtræer. Endnu en smuk japansk have i området er Rikugi-en, der har reproduceret 88 scener fra seks forskellige digte i miniature.
I Bunkyo er der mange forskellige mindre templer. Især Nezu Shrine er fin med sine mange røde tempelporte og anbefales hvis man ikke når til Kyoto på sin tur.
En anden grund til at besøge Bunkyo er hvis man skal i Tokyo Dome: et af Tokyos største underholdningshaller, som bruges til baseballkampe, koncerter og store events, og kan rumme op til 55,000 personer.
Toshima distriktet
Ikebukuro: Anime og forretningsdistrikt
Dette nyopblomstrede område af Tokyo er opstået som konkurrent til Akihabara på anime- og tegneseriefronten, fordi butikkerne især er målrettede mod kvinder i stærk kontrast til det mandsdominerede Akihabara.
Her ligger mange billige hoteller og stormagasiner, for eksempel det kendte Sunshine City – en 240 meter høj skyskraber med akvarium, restauranter, museum og shopping. Området her er også berømt for de mange gode ramen (japanske nudler) restauranter.
Nakano distriktet
Nakano: Det budgetvenlige nabolag
Nakano er et af de mest tætbefolkede områder i Tokyo. Det er fyldt med billige overnatningsmuligheder og billig shopping, både high street og mindre lokale butikker. Særlig kendt er Nakano Broadway, et 13 etagers storcenter med 350 forretninger der sælger alt mellem himmel og jord.
I Nakano ligger også Kotobuki Yu, en populær onsen (japanske varme kilder), og det kan anbefales at hoppe i det varme vand her hvis man ikke når op i bjergene på sin rejse.
Suginami distriktet
Koenji: Undergrundsmusik og retromode
Dette mindre distrikt i Tokyo er ikke særlig kendt, så her er ofte færre mennesker end i resten af storbyen. Det er et populært shoppingområde for retro mode særligt på Star Road, og har en spændende undergrunds musikscene som kan opleves på de mange barer og i musikbutikkerne.
Setagaya distriktet
Shimokitazawa: Det cool hipster område
Kåret til verdens mest “cool” nabolag af Vogue i 2014 og fyldt med unge mennesker på caféer og i vintagebutikkerne. Kendt for sit boheme miljø, kreative mennesker og musikkultur. Gaderne er smalle og snoede, mange steder lukket for biler, og et sjovt sted at gå på opdagelse i små butikker. Her ligger også nogle fine templer og museer. Det er et opblomstrende område der har en del aktivitet om lavet, men et dødt natteliv.
Meguro distriktet
Nakameguro: Mode og caféliv
Her er endnu et distrikt der tiltrækker det kreative miljø i Tokyo. Det er et charmerende nabolag med mange cool designerbutikker, små barer og caféer langs Meguro River. I foråret er dette et rigtig godt sted at se hanami (kirsebærblomsterne der springer ud) langs bredden af Meguro River.
Shinagawa distriktet
Shinagawa: Akvarier og ramen
De fleste kommer til Shinagawa hvis de rejser med børn, da der ligger den populære Maxwell Aqua Park – et slags akvarium og forlystelsespark i ét. Der ligger også et andet akvarium, Shinagawa Aquarium, som er mindre.
Shingawa distriktet er desuden kendt for sin ramen (japanske nudler) og har endda en gade kun med disse restauranter: Shinatatsu Ramen Street.
Hvor skal jeg bo som turist i Tokyo?
Disse distrikter ligger centralt og giver en god base til at udforske Tokyo:
- Ginza
- Shibuya
- Shimokitazawa
- Asakusa (hvis du vil overnatte i ryokan)
Læs meget mere om at rejse i Japan og se også vores rejseplan for 2 uger i Japan.
Fortæl om din oplevelse
Har du været i Japan? Vi vil smadder gerne høre om dine oplevelser – så skriv en kommentar og fortæl nedenfor!
Skriv et svar