Ahhh, et styk eksamensopgave overstået. Endelig fredag!! Så er der lige et par uger til eksamensræset starter igen og jeg har tid til at slappe af og hygge mig med gode venner og god mad.
Det er blevet koldt og jeg har fundet de store tørklæder og tykke trøjer frem. I går planlagde vi årets nytårsfest og det fik mig til at begynde at gå og glæde mig til jul, min favorit årstid. Jeg elsker julemad, men i år kommer jeg nok til at nøjes med nogle alternative udgaver, da jeg skal begynde på en særlig diæt i slutningen af November.
Derfor spiser jeg gerne and nu inden jeg skal til at følge kostplanen. Denne udgave med en grøntsags-champignonsauce er superlækker og god at servere for gæster.
I denne opskrift serveres nogle stykker andebryst med en lækker cremet champignonsauce tilsat lidt tomat. Begynd med at svitse løg og grøntsager i en gryde. Tilsæt så buillon og tomatpuré og lad retten koge op så saucen svinder ind. Tilsæt til sidst fløde. Servér andebrystet og champignonsaucen med ris og eventuelt en god salat.

And i champignonsauce opskrift
Ingredienser
- 2 stk andebryst
- 1 gulerod
- 1/2 løg
- 100 g champignons
- 2 dl grøntsagsbuillon
- 1 tsk tomatpuré
- 1 dl madlavningsfløde (f.eks. Cremefine)
- salt og peber
- smør til stegning
Fremgangsmåde
- Kom smør på en varm pande og steg de to stykker andebryst på skindsiden i cirka 10 minutter. Vend brysterne og steg i yderligere 10 minutter. Fjern brystet fra panden og pak det ind i sølvpapir - lad det trække i 15 minutter.
- Skær champignons og gulerødder ud i grove tern. Finhak løget og svits det i en gryde med lidt smør. Tilsæt champignons og gulerødder og steg grøntsagerne i et par minutter. Hæld grøntsagsbuillon i og tilsæt tomatpuré. Lad retten koge op så det svinder ind til det halve. Tilsæt nu fløden og rør godt rundt. Smag saucen til med salt og peber.
- Skær de to styk andebryst i tynde skiver og server and og champignonsauce med ris til.
Bedøm opskriften
Klik på antal stjerner
1 kommentar
Det er en super lækker opskrift. Vi har flere gange lavet en stort set tilsvarende herhjemme – dog uden tomatpuré i sovsen.