Krukker i beton-look giver et cool, lidt råt look til dit hjem. De neutrale, grå toner passer godt til mange forskellige stilarter og farver, og det rå look kan skabe en spændende kontrast til blødere tekstiler og planter, både ude og inde.

Sådan maler du krukker i beton-look
Det er både nemt og billigt at opgradere sine krukker med et beton-look. Processen er enkel og kræver kun få materialer. Først og fremmest skal du bruge nogle krukker, lidt sandpapir, maling i den ønskede farve og sand, som hjælper med at give den rå betonoverflade. Hvis du ikke lige har en sandkasse i baghaven kan du slå et smut forbi en legeplads eller stranden – det kræver nemlig kun en lille mængde sand, som ikke vil savnes.
Materialer og udstyr
- Krukker i keramik
- Maling i ønsket farve. Jeg blandede forskellige nuancer grå af sort og hvid akrylmaling
- Sandpapir
- Pensel
- Fint sand, f.eks. fra sandkassen eller stranden
Fremgangsmåde
- Slib krukken med sandpapir på hele den flade, du vil male, indvendigt og udvendigt. Tør den af med en klud.
- Mal krukken med grove penselstrøg i ét lag, og lad det tørre kortvarigt.
- Mal krukken med endnu et lag maling og drys sand på krukken imens malingen stadig er våd. Mængden af sand afhænger af hvor groft et look du ønsker. Lad malingen tørre til sandet sidder fast (typisk 30 minutter eller længere)
- Mal et sidste lag maling oven på sandet og lad krukken tørre i mindst 1 døgn inden der fyldes jord og planter i.






Lad mig høre hvad du synes om resultatet i kommentarfeltet! Find flere DIY guides her.


























