Vi har en drillenisse hjemme hos os, der altid dukker op 1. december. Den driller os rigtig meget – især børnene. Den har farvet mælken lyserød, gemt fjernbetjeningen i juletræet, holdt fest med Barbie-dukkerne og engang lagde den endda en lille nisselort på toiletbrættet! Har I også en drillenisse hjemme hos jer?
Herunder er en masse inspiration til sjove drillerier, som drillenisserne kan finde på. Der er både nemme og hurtige drillerier og også nogle lidt mere tidskrævende drillerier – det afhænger lidt af, hvor travlt drillenissen har i december. Det er trods alt den travle julemåned.
Hvis der er brug for en pause fra drillenissen kan I prøve at sætte en lille skål risengrød frem til den om aftenen. Så kan det være, at den holder en lille pause fra balladen… i hvert fald for en stund!
Kender du flere sjove nissedrillerier? Skriv en kommentar, så andre kan få glæde af dem!
Nemme og hurtige nissedrillerier
- Nissen har blandet mini skumfiduser i havregrynene
- Nissen har tegnet julemotiver på de yderste lag toiletpapir
- Nissen har placeret spisebordsstolene som rensdyr foran slæden (spisebordet)
- Nissen har hængt børnenes strømper eller underbukser på juletræet
- Nissen har bundet julesløjfer på børnenes storetæer imens de sov
- Nissen har erstattet tandbørsterne med slikstokke
- Nissen har farvet mælken rød/blå/grøn (med frugtfarve)
- Nissen har lagt en lille nisselort på toiletbrættet (lavet af fx figenstang)
- Nissen har lagt grankogler i børnenes huer, fordi den synes de skal have nissehuer på i stedet
- Nissen har tegnet ansigter på frugten (fx bananer, appelsiner)
- Nissen har lagt gavepapir- og bånd i køkkenskufferne fordi den synes vi skal se at få pakket julegaverne ind
- Nissen har bundet børnestikket sammen med julesløjfer
- Nissen har byttet sukker/kanelsukker ud med julekrymmel
- Nissen har pyntet børnenes sko med julesløjfer
- Nissen har puttet små julekugler i børnenes madkasser
- Nissen har tegnet sjove ansigter på æggene
- Nissen har erstattet lysene i adventstagen med gulerødder
- Nissen har lagt legetøj i gryden fordi den var ved at lave legetøjssuppe
- Nissen har pakket fjernbetjeningen ind i gavepapir
- Nissen har bundet et lille juletræ på taget af en legetøjsbil fordi den gerne vil have, at vi køber juletræ nu
- Nissen har lavet en kælkebakke på trappen (toiletpapir rullet fra toppen til bunden af trappen)
- Nissen har byttet børnenes tøj ud med julenattøj
- Nissen har taget en bid af en småkage og lavet spor af krummer derfra
- Nissen har lagt julefigurer i børnenes sko
- Nissen har pakket børnenes hovedpuder ind i gavepapir
- Nissen har klistret bestikket fast til spisebordet med rød tape
- Nissen har fyldt madkassen med pebernødder
- Nissen har leget stoledans, så alle spisebordsstolene står med ryggen til bordet
- Nissen har gemt fjernbetjeningen i juletræet
- Nissen kunne ikke spise op, så der ligger en halv æbleskive med krummer omkring
- Nissen har sat juleklistermærker på børnenes madkasser
- Nissen har bundet ærmerne på børnenes jakker sammen med gavebånd
- Nissen har slæbt “sne” med ind (kugler af vat på gulvet i entreen)
- Nissen har sat juleklistermærker i panden på børnene imens de sov
- Nissen har bundet julesløjfer på tandbørsterne
- Nissen har lagt julekort ind i børnenes bøger
- Nissen har hængt små julekugler/bjælder på børnenes rygsække
- Nissen har stået på ski og glemt at tage dem med igen (der ligger to ispinde og to tandstikker som hhv. ski og skistave)
Lidt mere tidskrævende nissedrillerier
- Nissen har malet julemotiver på vinduerne (med kærnemælk, som ikke mugner og let kan fjernes)
- Nissen har pakket fjernsynet ind i gavepapir, fordi den synes børnene skal lege i stedet for
- Nissen har lavet en sti af julepynt fra soveværelset til stuen fordi den synes der snart skal pyntes op til jul
- Nissen har holdt fest med bamserne/action figurerne/Barbie dukkerne, så børnene må rydde op (legemad, serpentiner og figurer stilles op som om de har holdt fest)
- Nissen har pyntet toilettet med juleklistermærker (vinduesklistermærker er nemme at få af igen)
- Nissen har efterladt fodspor (mel eller flormelis)
- Nissen har tegnet en nissehue på spejlet med læbestift
- Nissen har stablet børnebøgerne som et juletræ med en stjerne på toppen
- Nissen har bundet hele familiens sko sammen med gavebånd
- Nissen har hængt legetøj til tørre på tørresnoren efter den har været i bad
- Nissen har stillet legetøjsdyr/små bamser op som rensdyr foran en lille slæde (fx æggebakke, legetøjsbil eller lignende)
- Nissen har lavet en kunstudstilling og pyntet alle malerierne i stuen med julehjerter
- Nissen har pyntet spejlet med “sne” (vat)
- Nissen har gemt havregrynene og lavet en lille skattejagt med små spor for at finde dem
- Nissen har pyntet børnenes senge med guirlander imens de sov
- Nissen har bygget et juletræ af Lego klodser
- Nissen har byttet den rigtige mad ud med legemad
- Nissen har hængt børnenes strømper på snor som en guirlande i stuen
- Nissen har fyldt badet med røde og grønne balloner
- Nissen har lavet en skøjtebane (pynt køkkenvasken eller badekaret med små figurer og træer rundt om)
- Nissen har hængt små klokker/bjælder på dørhåndtagene, så de ringer når de åbnes
- Nissen har lavet en bilbane af gavebånd fra soveværelset til stuen
- Nissen har lagt en falsk gave under juletræet
- Nissen har været i bad, så der står en gryde med sæbe og badelegetøj i
- Nissen har pakket børnenes tallerkener ind i gavepapir
- Nissen har bundet gavebånd om alle køkkenlågerne
- Nissen har lavet et juletog med bamserne/action figurerne/Barbie dukkerne
- Nissen har fyldt håndvasken med “sne” (barberskum)
- Nissen har leget sneboldkamp, så der er snebolde over det hele (lavet af vat)
- Nissen har øvet sig i at gå på line, så der er trukket gavebånd på tværs af rummet.
- Nissen har sat et lille skrivebord i stuen hvor der ligger en masse små ønskesedler på
- Nissen har hængt små julekugler på stueplanterne fordi den synes vi skal have et juletræ
- Nissen har sovet i telt i nat) lav et lille telt af foldet karton, en lille sovepose af noget stof og nogle små grene placeret som bål)
- Nissen og bamserne/action figurerne/Barbiedukkerne har holdt møde, så de sidder i en rundkreds
- Nissen har sat juleklistermærker på snuderne af alle skoene
- Nissen har bygget et lille hus til sig selv af Lego klodser
- Nissen har lavet juleklip, så der ligger mini julehjerter/musetrapper og papirrester på bordet
Fakta om drillenisser
Drillenisser er sjove, frække nisser, der typisk flytter ind i huset fra 1. til 24. december. De driller både børn og voksne, især hvis de ikke synes, at der bliver julet nok i hjemmet! De fleste børn elsker idéen om nisser, men det kan også være lidt skræmmende for de mindste. Derfor er det en god idé at forberede en fortælling omkring nissen, som selv de mindste kan være med på.
Hvor skal drillenissen bo?
Tænk over hvor drillenissen bor. I vores familie er der en nissedør hjemme hos Mormor og Morfar, så det er der, nissen bor – men den tager rundt imellem familiens huse og driller (sådan en nisse er nemlig magisk, så den kan bare knipse, så er den i et nyt hus).
Det kan også være, at I har et lille julehus, hvor nissen bor. Nisser er små, så de kræver ikke særlig meget plads. Eller måske bor nissen på loftet, ligesom i julesangen, som de fleste børn kender.
Er det også drillenissen, der giver kalendergaver?
Hjemme hos os har vi en gavenisse (den søde nisse, der giver kalendergaver) og en drillenisse (den frække nisse, der laver ballade). Men det kan også være den samme nisse, der kan det hele!
Hvor ofte skal nissen drille?
Vores nisse driller rigtig meget, for den er virkelig fræk. Men overvej hvor meget der er overskud til i den travle julemåned. Børnene vil elske det uanset.
Skriv et svar