Mettes yngste datter Ida er født den 18. juli 2017 og min datter Maya er født den 4. juli 2019. Begge piger er født en varm sommer, med masser af sol og mange dage med temperaturer over 25 grader. De helt små skal skånes for varme og sol, hvilket kan være svært når sommeren er rigtig god i Danmark. Alle børn er forskellige så behovene kan variere lidt, men her får I vores personlige erfaringer med hvilket tøj og udstyr vi fik brug for til at klare varmen og solen med de små bebser.
Praktisk udstyr til en sommerbaby
Stofsvøb
Nyfødte elsker at blive svøbt stramt, som en lille puppe, fordi det minder om tilværelsen inde mors mave, men på varme dage skal man være påpasselig med det, da baby ikke selv kan sparke stoffet af og derfor kan risikere at overophede. Vi har i stedet for brugt de dejlig tynde og bløde stofsvøb (reklamelink) rigtig meget som tæpper om sommermånederne. De er gode i vuggen og i barnevognen når det er for varmt til dyne og uldtæpper. De er typisk blødere end stofbleer og også større.
Kopholder til barnevognen
Man får hurtigt gået mange kilometer med sin lille guldklump i barnevognen og det er også den mest skånsomme måde at have baby med ude i det gode vejr så de skærmes for sol og blæst. Nybagte mødre skal have masser af væske, især hvis man ammer, så anskaf en kopholder til barnevognen (reklamelink) så du altid har en flaske saft eller vand ved hånden.
Vikle eller bæresele
Strækvikler, ringvikler, forsyede vikler – kært barn findes i mange varianter! Uanset type er vikler virkelig gode til at sikre baby god kropskontakt (og dermed tryghed) hvor du samtidig kan have hænderne fri og skåne dine skuldre og ryg. Vikler er ergonomiske og baby kan derfor sidde i dem længe uden at det skader deres ryg. Til sommerbørn bør man vælge en åndbar vikle i tyndt stof. Vi er glade for vores forsyede vikle fra Caboo i bambus og med god udluftning.
Man kan også vælge en bæresele, som har stropper ligesom en rygsæk. Min personlige holdning er, at en bæresele er rarere for den der bærer baby, men viklen er rarest og hyggeligst for baby. Vi har også en bæresele fra Ergobaby (reklamelink), hvor vi gik meget op i at vælge en åndbar og kølig model til vores sommerbaby.
Stofbleer
Man bruger stofbleer (reklamelink) til alt muligt (gylp, puslebordet, osv) men på varme dage kan man altså også få brug for dem til at ligge imellem jer og baby. Hud mod hud kontakt er vigtig og dejlig, men vi oplevede altså at både baby og vi kogte over når de lå på os på de rigtig varme dage. Så kunne man stadig skabe kontakten ved blot at have en tynd stofble på brystet under baby, så man ikke blev smurt helt ind i sved begge to. For man sveder ekstra meget når man har født pga. hormoner!
Autostol med kaleche og/eller solskærme til bilen
Hvis I skal køre i bil med baby anbefaler vi virkelig at vælge en autostol med kaleche. Jeg er så glad for vores Cybex Cloud Z autostol hvor kalechen kan trækkes langt ned og skærme for det skarpe sollys. Den kan i øvrigt også strækkes hvis baby skal have en pause undervejs og så har den en isofix base som kan drejes, så baby er nem at få ind og ud af bilen – genialt! Vi har også brugt solskærme på ruderne for at skærme for solen selvom vi har tonede ruder bag i bilen.
Myggenet
Der kan være mange myg om sommeren, især når man går aftentur eller når baby sover ude. Sørg for at anskaffe et myggenet til barnevognen (reklamelink). Det holder også andre uvelkomne insekter ude, f.eks. hvepse som især er stride og nærgående i sensommeren.
Pusleunderlag
Eftersom en nyfødt gerne skider 8-12 gange om dagen er det virkelig praktisk at kunne skifte baby udendørs når det er varmt nok og man er på farten. Vi anbefaler at have et pusleunderlag med i pusletasken til det formål. Jeg er rigtig glad for vores pusleunderlag fra CamCam (reklamelink) og ellers er dem fra Konges Sløjd (reklamelink) og (reklamelink) også smarte.
Hætte-håndklæder
Uanset hvor varmt solen bager på og opvarmer jeres hjem vil baby fryse når den kommer op af badet. Det er praktisk og i øvrigt virkelig nuttet at pakke baby ind i et blødt hætte-håndklæde (reklamelink) med det samme så de kan holde varmen efter badet.
Tøj til et sommerbarn
Tynde bukser
Hvis det er varmt tilbringer jeres nyfødte sandsynligvis det meste af sin tid i ble, bodystocking og strømper. Der er dog stor forskel på hvor varme spædbørn er. Nogle vil have brug for at have noget på benene for at holde varmen, især når man går tur. I så fald anbefaler vi tynde leggings (reklamelink) uden fødder i bomuld til de varme dage. Baby skal som regel have strømper på for ikke at få kolde tæer, men det er alligevel smartest med leggings uden fødder til nyfødte fordi de har en tendens til at trække benene helt op under sig, og så er det ikke altid leggings med fødder følger med. Leggings kan også bruges under små kjoler i stedet for varme strømpebukser.
Strømper
Babyer kan ikke selv regulere deres temperatur og deres hænder og fødder kan hurtigt blive kolde. Så baby bør faktisk altid have strømper på, også selvom det er 30 grader. Man kan som sagt få bukser og leggings med fødder i og det er eneste udvej hvis baby hele tiden sparker strømper af, men prøv alligevel med strømper først, for det er smartere at de kan tages af hvis baby virkelig sveder og så kan tøjet passes i længere tid når der ikke er fødder i. Min pige har for eksempel sjældent kunnet passe leggings med fødder i både længde og liv på samme tid, så de har altid siddet dårligt på hende.
Bodystockings
Vi har primært brugt bodystockings (reklamelink) med lange ærmer fordi de skåner babys arme mod sol og ifølge vores sundhedsplejerske gør det alligevel ikke en stor forskel for baby temperaturmæssigt om ærmerne er lange eller korte. Det er dog indimellem lækkert at kunne give baby en kortærmet body på i stedet så man ikke skal slås med de lange ærmer, især hvis man som vi måtte skifte body maaange gange om dagen fordi vores børn har gylpet meget.
Shorts og sommerdragter
Vi har desuden været glade for at have 1-2 par shorts (reklamelink) og sommerdragter med korte ben til når baby skulle ud i barnevognen og det har været for varmt til bukser. Det giver lige lidt ekstra varme om numsen.
Kjoler
Vi har brugt lidt kjoler til vores nyfødte piger, bare fordi det er sødt. Men vi vil virkelig anbefale kun at bruge kjoler med indbygget bodystocking (reklamelink) til de helt små. Kjolen glider hele tiden op når de ligger og når man holder dem og så får de kold mave når luften kan fise lige op. Der er de smarteste kjoler dem, som har en indbygget body i som holder kjolen på plads og giver lidt ekstra varme til numsen.
Tynde huer
Baby bør have hue på udenfor selvom det er varmt, for at skåne deres ører for træk og vind. Der er lidt forskellige meninger om hvor varmt det skal være for man ikke skal give dem hue på og det afhænger også af babyen, men vi har personligt givet vores baby hue på hvis det har været under 22-24 grader og nærmest altid hvis det blæste. Vi anbefaler huerne fra Joha (reklamelink) i uld og silke som er temperaturregulerende og ellers tynde huer i bomuld (reklamelink).
En lille trøje
Til de kølige sommernætter er det godt at have en lille trøje eller cardigan (reklamelink) i uld eller bomuld til baby. Hold dog endelig øje med, at de ikke får det for varmt.
Hvad fik vi ikke brug for
Solcreme og solhat
Der er ingen grund til at købe solcreme eller solhat til de helt små. Nyfødte er ikke glade for varme og hverken deres sarte hud eller øjne kan klare den skarpe sol. Så erkend at sommeren for det meste kommer til at foregå indendørs.
Sommerdyne
Vi bruger helårsdyner til vores børn. Man kan skifte mellem sommer- og vinterdyner, men ærlig talt – hvis det er 25-30 grader udenfor kommer I ikke til at pakke jeres baby ind i en dyne, heller ikke selvom den er tynd.
Strømpebukser
Strømpebukser er sødt og praktisk til små kjoler, men de er bare for varme om sommeren. Gem dem til efterår og vinter.
Heldragter
Vi har først brugt heldragter som nattøj til vores børn når det har været køligere om natten, faktisk først fra omkring september måned. De små får det hurtigt varmt i en lille vugge så om sommeren har de bare sovet i ble, body og strømper.
Sutsko
Medmindre du har et meget koldt barn er der ingen grund til at købe sutter og sko til et sommerbarn. Så længe de har strømper på har de som regel ikke problemer med at holde varmen på fødderne.
Køredragter og køreposer
Køredragter og køreposer er også noget man bør gemme til efteråret hvis det er en varm sommer. Svøb eller tynde tæpper er gode i barnevognen og man kan nemt give baby en lille trøje på hvis det er en lidt kølig sommeraften.
Badetøj
Bare hvis nogen er i tvivl, så tager man ikke en nyfødt baby med i vandet. Hvis man har født naturligt må man i øvrigt heller ikke bade i havet de første 8 uger, så glem alt om badetøj til bebs.
En særlig barnevognskaleche
Nogle barnevogne har indbygget udluftningshuller i kalechen. Til dem der ikke har kan det noglegange købes som ekstraudstyr. Det er for eksempel tilfældet til vores Bugaboo Fox kombivogn, der kan man købe en særlig sommerkaleche som har mere udluftning. Det har vi ikke gjort og heller ikke haft brug for, trods der har været mange dage på 25-30 grader. Vi har til gengæld været glad for vores almindelige kaleche på Bugaboo’en fordi den kan trækkes langt ned og fuldstændigt skærme for solen.
Læs også vores anbefalinger til udstyr til en Københavnerbaby.
Skriv et svar