Maya fyldte 1 år da vi flyttede ind i vores nye dejlige hus. Vi havde ikke prioriteret så meget plads til hendes legetøj og andre sager i lejligheden, også fordi hun var så lille og ikke havde brug for særlig meget, men nu skulle hun have sit eget store værelse.
Hun var i pegealderen, og vi var så heldige, at en sød nabo gav os to store poser med børnebøger, da vi flyttede ind i huset, så nu kunne hun for alvor få stillet sin pegelyst! Jeg fandt dog hurtigt ud af, at det ikke rigtig nyttede noget at have bøgerne på hendes værelse på første sal, for vi opholder os jo primært i stuerne, så jeg rendte op og ned af trapperne for at hente bøger. Derfor besluttede jeg mig for, at lave en bogkasse til hende, som kan stå i stuen, og hvor hun selv kan tage bøgerne frem når hun har lyst – og måske endda rydde dem op igen (krydser fingre!).
Man kan købe masser af søde bogreoler og bogkasser til børn, men jeg syntes at de enten var for dyre eller for barnlige (det gider jeg ikke se på i min stue). Så jeg besluttede mig for, at lave min egen!
Jeg lavede et IKEA hack af en lille reol med gavepapir, decoupagelak og fire ben, og vupti! En både fin , budgetvenlig og funktionel bogkasse. Maya ELSKER den og render frem og (heldigvis også) tilbage med bøgerne, så den er et kæmpe hit. Og jeg synes faktisk den pynter i stuen. Her får du trin for trin hvad jeg gjorde, hvis du bliver inspireret til at lave din egen.
Materialer til bogkasse med ben
For at lave en IKEA hack bogkasse med ben magen til vores skal du bruge:
- 1 stk SMÅGÖRA reol fra IKEA, 29 x 88 cm til 169 kr.
- 4 møbelben med beslag. Jeg har brugt ben der er 25 cm høje til i alt 220 kr.
- Meget små skruer eller dobbeltklæbende tape til møbelben, for eksempel nanotape
- Gavepapir, tapet eller andet dekorativt papir
- 1 bøtte decoupagelak, mat eller blank efter smag (jeg brugte Mod Podge) til cirka 130 kr.
- 1 mellemstor pensel til cirka 20 kr.
- Lineal
- Hobbykniv
- Skæreunderlag
- Plastikskraber eller gummirulle (til at fjerne luftbobler)
- Stjerneskruetrækker
- Fint sandpapir (valgfrit)
Møbelben
Du kan helt selv bestemme hvilken type ben, du vil have på din bogkasse. Jeg har brugt koniske ben i bøgetræ med Ø 40 mm i top og 25 mm i bund. Benene er 25 cm lange og har lige beslag. Jeg vil ikke anbefale at bruge tyndere ben hvis bogkassen skal bruges til bøger, da den ellers vil blive vakkelvorn.
Papir
Du kan bruge alle mulige former for papir til at pynte din bogkasse med. Jeg havde noget fint gavepapir, som jeg brugte, men man kan for eksempel også bruge tapet eller scrapbooking papir. Jo tyndere papiret er, jo mere udfordrende er det at arbejde med fordi det bliver fugtigt af limen.
Decoupagelak
For at lime og forsegle papiret og sikre et pænt og slidstærkt resultat skal man bruge decoupagelak, en form for flydende lim. Jeg er helt vild med Mod Podge og jeg bruger det til alverdens ting og sager. Det er nok bare fordi jeg er vokset op med det, men jeg synes altså det er et fantastisk produkt. Når det er sagt kan du naturligvis bruge alle mulige andre former for decoupagelak også. Det er en smagssag om man foretrækker mat eller blank. Jeg brugte mat.
Skraber eller rulle
Det er selvfølgelig ikke livsnødvendigt, men man får bare det pæneste resultat hvis man får presset papiret helt fladt på møblet når man limer det, og det gør man ved brug af en skraber eller rulle. Måske har du en plastikskraber liggende som du bruger til kagedekoration, eller en gummirulle til andre hobbyprojekter. Bare vælg noget som ikke ridser eller ødelægger papiret, når du skraber.
Fint sandpapir
Igen ikke uundværligt, men er du bare en lille smule sjusket med din decoupagelak vil lidt fint sandpapir hjælpe dig med at fjerne små limklatter og lige lave en lækker finish på kanterne af det limede papir, så de ikke kradser eller stikker de små babyhænder der rækker ud efter bøgerne.
vejledning til bogkasse med ben
trin 1. Mål og skær papiret
Tag bogkassen ud af emballagen og dan dig et indtryk af, hvordan den skal skrues sammen (kig for eksempel i brugsanvisningen, hvis du er til den slags). Der skal skæres papir til alle de synlige områder nede i bogkassen.
Bogkassens sider kan enten beklædes med ét langt stykke papir, og så kan der prikkes huller til skruerne, eller du kan skære tre mindre stykker papir og sætte i forlængelse af hinanden hvor der efterlades hul ved skruerne. Jeg gjorde sidstnævnte fordi mit gavepapir havde et mønster, jeg gerne ville have til at vende på en bestemt måde, og fordi jeg kun lige præcis havde nok gavepapir hvis jeg skar det på den måde. Se billedet nedenfor.
Alle stykker papir skæres ud og lægges på en måde, så du ved hvad der hører til hvor.
Tip! Vær omhyggelig med at måle lige så du får pæne kanter. Det er noget værre bøvl at fedte med kniv og saks efterfølgende for at få det til at se pænt ud. Brug en lineal og en hobbykniv i stedet for at klippe papiret. Så får du det pæneste resultat.
trin 2. lim papir på og samle bogkassen
Og nu til det sjove – Mod Podge! Nu skal papiret limes på, og det skal gøres i en bestemt rækkefølge så alle skruerne bliver dækket. Når man bruger decoupagelak skal papiret have to lag – ét under papiret og ét ovenpå, så papiret forsegles og beskyttes.
Sådan limer du papiret uden folder og luftbobler:
- Dyp penslen i Mod Podge og mal et ensartet lag på hele det område, papiret skal sidde på. Laget skal ikke være for tykt så det klumper og presses ud under papiret, men det skal heller ikke være helt vildt tyndt, så tørrer det bare ud.
- Læg papiret på så lige som du kan fra den ene ende til den anden, og ryk det lidt på plads hvis det ikke sidder helt lige.
- Brug en plastikskraber eller gummirulle (bedst) til at fjerne eventuelle luftbobler.
- Hvis noget lim er sluppet ud og sidder på selve møblet, tørres af med en fugtig klud.
- Lad det tørre i 45-60 minutter.
- Dyp penslen i Mod Podge og mal endnu et ensartet lag oven på hele papiret. Igen skal laget ikke være for tykt, men det skal dække og gøres grundigt, især ved kanterne. Det forsegler papiret og beskytter det.
- Lad det tørre i minimum 24 timer, gerne længere.
Medmindre du ønsker synlige skruer for at kunne skille møblet ad igen senere skal papiret først limes på de sider, som har skruer, når møblet er samlet.
Der skal limes og samles i denne rækkefølge:
- Lim papir på de to lange sider med hullerne
- Lim papir på bagbeklædningen
- Lim papir på den side af de 4 hylder, som ikke har skruehuller
- Samle bogkassen efter IKEAs brugsanvisning
- Lim papir på den side af de 4 hylder, som har skruer og som mangler papir
trin 3. slib og finpuds (valgfrit)
Når du har limet alt papiret på og samlet bogkassen, og ventet i mindst 24 timer til alt er tørt, er det tid til at tjekke detaljerne og finpudse. Måske er der steder hvor du alligevel ikke fik limet papiret helt fast – så giver du det bare noget mere Mod Podge. Måske er der steder hvor du fik klattet lidt lim på møblet som kan ses – så fjerner du det forsigtigt med det fine sandpapir.
Hvis der er grove kanter fra det limede papir, så slib forsigtigt med sandpapiret, så du får bløde og pæne kanter.
trin 4. sæt benene på bogkassen
Til sidst skal benene sættes på bogkasen. Vend bunden i vejret og sæt benene fast med meget små skruer eller meget kraftig dobbeltklæbende tape (for eksempel nanotape) ligesom jeg har gjort.
Så er bogkassen færdig og klar til at blive fyldt!
Hvad kan bogkassen bruges til?
Din fine bogkasse kan bruges til alt muligt, ikke kun til børneting. Vi har dog valgt at bruge den til puslespil og bøger, men den kunne også sagtens bruges til at opbevare Mayas legetøj og bamser. Den har den perfekte højde til hende, så hun selv kan gå hen og hente det hun vil have.
8 kommentarer
Hej Trine
Virkelig fin boglasse – som jeg har tænkt mig at prøve at lave også
Men synes bagpladen (bunden) i smågöra virker lidt tynd/ svag
Hvad kan kassen bære af vægt udfra din erfaring ?
Hej Karina
Det har jeg aldrig haft problemer med 🙂 Vi har haft den længe nu og der er både træ puslespil, bøger og legetøj i vores.
KH Trine
Hej,
Tak for det fine indlæg.
Kan du huske, hvad det var for noget papir, du brugte? Det er så fint 🙂
vh
Hej Elisabeth
Det er noget gavepapir, jeg har købt i en butik på Etsy.com. Man kan bruge alle slags gavepapir.
Sikke et fint møbel/bibliotek du har lavet 😍 hvor har du købt beslag og ben til Ikea kassen? Vin rigtig gerne selv lave samme bibliotek 😊 kh. Kristina
Hej Kristina
Dem har jeg købt på en møbelfabrik fordi jeg alligevel fik lavet noget andet der samtidig. Prøv at søge på den blå avis hvis ikke du kan finde nogle du kan lide i butikkerne.
Tusind tak for svar. Hvad med beslagene? Hvor finder jeg lige præcis dem du har ?
Hej Kristina
Beslagene fulgte med benene, men en hurtig Google søgning på “møbelben beslag” giver masser magen til 🙂