Bløde og snaskede kanelsnurrer med en luftig gærdej, der holder sig lækker – også dagen efter. Opskriften er udviklet med fokus på korrekt æltning, rolig hævning og et klassisk kanelfyld med brun farin, der giver masser af smag uden at løbe ud.
Kom mælk i skålen til en røremaskine*. Smuldre gærret i.
250 g sødmælk, 15 g gær
Tilsæt æg, sukker, kardemomme, salt og mel.
1 æg, 60 g sukker, 2 tsk kardemomme, 1 1/2 tsk salt, 500 g mel
Ælt dejen med dejkrog ved lav til middel hastighed i 8 minutter, til dejen har samlet sig og er blevet elastisk. Tilsæt smørret i tern lidt ad gangen og ælt videre i 6 minutter, til dejen er glat, blank og slipper skålens kanter.
100 g smør
Dæk skålen med et viskestykke og lad dejen hæve i 1-1 1/2 time, til den har dobbelt størrelse.
Fyld:
Rør ingredienserne til fyldet sammen i en skål.
100 g smør, 70 g brun farin, 50 g sukker, 3 tsk kanel, 1/4 tsk salt
Form kanelsnurrer:
Rul dejen ud til en stor firkant på cirka 35 x 50 cm. Smør fyldet tyndt og jævnt ud over hele dejen.
Fold dejen på den lange led 1/3 ind mod midten, og så modsat side 1/3 hen over.
Rul dejen forsigtigt ud til cirka 25 x 40 cm. Skær dejen i 12-14 strimler.
Sno hver strimmel og form dem til knuder, med enderne nedenunder.
Læg snurrerne på en bageplade beklædt med bagepapir. Dæk dem med et viskestykke og lad dem efterhæve i 30 minutter.
Pensl snurrerne med æg og drys evt. med perlesukker. Bag snurrerne ved 200 grader (alm. ovn) i 13-16 min til de er gyldne.
1 æg, Perlesukker
Tag snurrerne ud af ovnen og pensl dem straks med sødmælk.
50 ml sødmælk
Lad snurrerne køle helt af på en bagerist.
Noter
*Du kan ælte dejen i hånden, men vil ikke få helt lige så godt et resultat som hvis den æltes på maskine.