Rør mel, sukker, kakao, bagepulver, vaniljesukker og salt sammen i en stor skål.
250 g mel, 350 g sukker, 100 g kakao, 2 spsk bagepulver, 3 tsk vaniljesukker, 1/2 tsk salt
Pisk kort mælk, rapsolie og æg sammen i en anden skål. Hæld æggeblandingen i melblandingen og rør stille og roligt dejen sammen med en grydeske. Tilsæt varmt vand og rør godt rundt til du får en helt ensartet og flydende dej.
Bundene skal bages hver for sig. Kom bagepapir i bunden af 2 springforme med Ø20 cm*. Formene skal ikke smørres. Fordel dejen ligeligt imellem de to springforme**.
Jeg anbefaler at sætte våde kagestrips omkring formen under bagning så du får en helt flad lagkagebund. Alternativt kan man skære lagkagebunden til.
Bag bundene én af gangen ved 180 grader (alm. ovn) i 25-30 minutter. Tag den ud af ovnen og lad den køle helt af i formen. Skær langs indersiden af springformen med en skarp kniv inden formen løsnes.
Vaniljebund:
Pisk sukker og æg luftigt med elpisker eller på røremaskine til æggesnapsen bliver tyk og hæver sig (cirka 5 minutter). Opvarm imens smør og mælk i en lille gryde til smørret smelter – det må ikke koge. Lad det køle lidt af.
200 g sukker, 2 æg, 60 g smør, 1 1/2 dl mælk
Rør mel, bagepulver, vaniljesukker og salt sammen i en skål. Tilsæt melblandingen til æggeblandingen lidt af gangen under langsom piskning. Tilsæt smørblandingen og rør det hele sammen med en grydeske til en meget flydende dej.
150 g mel, 1 1/2 tsk bagepulver, 1 1/2 tsk vaniljesukker, 1/4 tsk salt
Kom bagepapir i bunden af en springform med Ø20 cm. Formen skal ikke smørres. Hæld dejen i springformen.
Jeg anbefaler at sætte våde kagestrips omkring formen under bagning så du får en helt flad lagkagebund. Alternativt kan man skære lagkagebunden til.
Bag bunden ved 180 grader (alm. ovn) i 25-30 minutter. Tag den ud af ovnen og lad den køle helt af i formen. Skær langs indersiden af springformen med en skarp kniv inden formen løsnes.
Vanilje smørcreme:
Smørcreme til fyld og overtræk laves i samme ombæring.
Pisk smørret til det er luftigt med elpisker eller på røremaskine. Tilsæt flormelis lidt ad gangen under langsom piskning. Tilsæt vaniljeessens og tilpas konsistensen med piskefløde***.
700 g smør, 900 g flormelis, 2 tsk vaniljeessens, 4-6 spsk piskefløde
Vent med at farve smørcremen, hvis du ønsker hvid smørcreme inde i lagkagen (som på billedet).
Samle første del:
Sæt den ene chokoladelagkagebund på det fad, du vil servere lagkagen på, med bunden i vejret (så den er så flad som muligt).
Fyld noget smørcreme i en sprøjtepose og klip et mellemstort hul. Sprøjt smørcreme på lagkagebunden og smør det ud med en paletkniv til et ensartet lag. Sprøjt derefter en ring af smørcreme langs yderkanten. Pres let ringen af smørcreme ned på det underliggende lag af smørcreme. Det forhindrer hindbærfyldet i at lække. Stil kagen i køleskabet (eller i fryseren hvis du har frosne bunde) imens hindbærfyldet laves.
Hindbærfyld:
Læg husblas i blød i koldt vand i 10 minutter.
2 1/2 blad husblas
Kom hindbær og sukker i en lille gryde. Lad det koge op og koge i 2 minutter. Fjern gryden fra varmen og stavblend hindbærrene i et stavblenderglas. Vask gryden af.
250 g hindbær, 120 g sukker
Sigt hindbærsaucen ned i gryden. Vrid vandet fra husblassen og tilsæt det. Rør rundt til husblassen smelter.
Samle sidste del:
Fordel halvdelen af hindbærfyldet (150 g) inden for den sprøjtede smørcreme ring i et ensartet lag. Stil lagkagen i fryseren i 15 minutter.
Læg vaniljebunden på. Sprøjt smørcreme på og smør det ud med en paletkniv til et ensartet lag. Sprøjt derefter en ring af smørcreme langs yderkanten. Pres let ringen af smørcreme ned på det underliggende lag af smørcreme.
Fordel resten af hindbærfyldet inden for den sprøjtede smørcreme ring i et ensartet lag. Stil lagkagen i fryseren i 15 minutter.
Læg den sidste chokoladebund på kagen. Sprøjt smørcreme på ydersiden af lagkagen og skrab med en paletkniv, så der kun er et tyndt lag smørcreme uden på kagen. Dette er en ‘crumb coat’ som holder krummer væk fra det endelige lag smørcreme. Stil kagen i fryseren i minimum 30 minutter.
Pynt lagkagen:
Farv den resterende smørcreme i ønsket farve ved at tilsætte pastafarve til smørcremen og røre godt rundt (gerne på røremaskine). Kom smørcremen i en sprøjtepose og pynt kagen som ønsket.
Noter
*Brug gerne en bagevægt til at veje dejen så du er sikker på, at dejen fordeles ligeligt imellem de to bunde.
**Hvis du kun har én form kan du først bage den ene kage og tage den ud af formen, og efterfølgende bage den anden.
***Smørcremen skal være blød nok til at kunne sprøjtes. Tilsæt mere piskefløde for en blødere smørcreme eller mere flormelis for en fastere smørcreme.