Lav kagecremen efter anvisning i opskriften og lad den køle helt af og tykne i køleskabet.
1/2 portion af min kagecreme opskrift
Tærtebund:
Kom flormelis i en skål. Tilsæt koldt smør skåret i små stykker. Tilsæt salt, mel og æg. Ælt dejen sammen med fingrene indtil du får en helt glat mørdej.
80 g flormelis, 100 g koldt smør, 1 knivspids salt, 230-250 g mel, 1 æg
Form mørdejen til en kugle og rul den så ud til en cirkel med 3 mm tykkelse med en kagerulle imellem to stykker bagepapir. Cirklen skal være større end tærteringens diameter – jeg har brugt en tærtering med diameter 24,5 cm.
Læg bagepapiret med dejen fladt i køleskabet i 30 minutter eller i fryseren i 15 minutter. Tag dejen ud og fjern det øverste stykke bagepapir. Flip dejen over på en bageplade beklædt med bagepapir eller en perforeret bageplade med en perforeret silikonemåtte. Fjern så det sidste stykke bagepapir.
Udstik tærtebunden med din tærtering. Rul den overskydende dej sammen til en kugle. Rul den resterende den ud til en aflang firkant på 3 mm tykkelse med en kagerulle imellem to stykker bagepapir. Skær 1-2 lange strimler dej, som er bredere end tærteringens kanthøjde. Placer dem langs indersiden af tærteringen, så der dannes kanter på tærten. Pres eventuelt enderne sammen hvis du bruger flere strimler. Skær langs toppen af tærteringen så overskydende dej skæres af og du får en perfekt kant på tærten.
Bag tærtebunden ved 200 grader (alm. ovn) i 10 minutter** så den er delvist bagt.
Kransekagemasse:
Bræk marcipanen i små stykker i en skål. Tilsæt flormelis. Tilsæt æggehvide lidt ad gangen imens du ælter det sammen til en klistret kransekagemasse. Massen skal være klistret men ikke flydende – den skal kunne holde form.
150 g marcipan, 50 g flormelis, 20-25 g æggehvide
Fyld kransekagemassen i en sprøjtepose med stjernetylle. Sprøjt tutter af kransekage langs inderkanten af tærtebunden.
Bag tærtebunden ved 180 grader (alm. ovn) i 14-16 minutter til kransekagemassen er let gylden og tærtebunden er færdigbagt.
Jordbærkagecreme:
Pisk piskefløden til flødeskum. Rør lidt kagecreme ad gangen i flødeskummet, tilsæt mængde afhængig af hvor luftig du ønsker cremen, cirka 2-3 dl i alt.
1/2 dl piskefløde, 2-3 dl kagecreme
Fyld jordbærkagecremen i en sprøjtepose og klip et hul. Fyld midten af den helt afkølede tærtebund med jordbærkagecreme i et jævnt lag.
Pynt:
Skyl jordbærrene og skær dem i skiver. Pynt jordbærkagen med jordbærskiver og evt. frisk mynte og spiselige blomster. Server straks.
*Der vil være kagecreme til overs, men det er svært at lave en mindre portion. Jeg anbefaler derfor at koge denne mængde creme og gemme resten til en anden dessert.**Hvis du bruger en bageplade med bagepapir anbefaler jeg at tynge midten af tærtebunden under forbagningen, fx med ukogte bønner eller ris på et stykke bagepapir eller med keramikkugler beregnet til formålet. Dette er ikke nødvendigt hvis du bruger en perforeret bageplade.