Lav en portion af min brownies opskrift og bag den i en smurt rund springform med Ø26 eller Ø27 cm.
1 portion af min brownies opskrift
Lad brownien køle helt af i formen.
Chokolademousse:
Kom piskefløden i en skål og pisk den til flødeskum med en elpisker. Stil flødeskummet i køleskabet.
1/4 liter piskefløde
Kom æggeblommer og sukker i en anden skål og pisk det til en luftig æggesnaps med elpisker.
4 pasteuriserede æggeblommer, 30 g sukker
Hak den mørke chokolade groft og smelt 70 gram af den i mikroovnen eller over vandbad, hvis du ikke har en mikroovn. Pas på det ikke brænder på – rør i det undervejs for at være sikker. Kom de sidste 30 g chokolade i den smeltede chokolade og rør med en ske, indtil alt chokoladen er smeltet.
100 g god mørk chokolade
Hæld den smeltede chokolade over i skålen med æggesnapsen. Tag flødeskummet ud af køleskabet og rør det langsomt og forsigtigt i chokolade-æggeblandingen lidt ad gangen, indtil chokoladen er helt fordelt og du har en ensartet mousse.
Fordel chokolademoussen oven på browniebunden i springformen og stil chokolademoussekagen i køleskabet i minimum 6 timer – gerne natten over.
Pynt chokolademoussekagen i formen eller løsn springformen og pynt så kagen. Når springformen skal løsnes skal du først skære med en skarp kniv langs kanterne, så du er sikker på at den slipper pænt.
Lilla og hvid royal icing:
Man kan sprøjte små blomster af lilla og hvid royal icing, hvis det ønskes. Rør blot en lille smule pasteuriseret æggehvide i flormelis, indtil du får en tyk royal icing glasur.
Tag lidt royal icing fra, og lad det forblive hvidt. Kom det i en lille sprøjtepose med rund tylle (eller klip blot et hul).
Tilsæt lidt lilla pastafarve til den resterende royal icing og rør rundt, indtil farven er jævnt fordel. Kom den på en sprøjtepose med en blomstertylle, f.eks. Wilton #224.
Sprøjt lilla blomster på et stykke bagepapir. Sprøjt så en lille prik i midten af blomsten med den hvide royal icing.
Lad blomsterne stivne på køkkenbordet i cirka 1-2 timer, til de er hårde.
Chokolade smørcreme:
Hak chokoladen og smelt den i mikroovnen eller over vandbad, hvis du ikke har en mikroovn. Lad den køle af i 10 minutter.
40 g god mørk chokolade
Pisk smør og vanille essens på en køkkenmaskine eller med elpisker, til det er luftigt. Tilsæt flormelis og mælk skiftevis imens der piskes.
Hæld den smeltede chokolade i smørcremen og rør langsomt med en grydeske, indtil chokoladen er jævnt fordelt og smørcremen er lysebrun. Tilsæt evt. mere flormelis eller mælk for at opnå en konsistens, der kan sprøjtes.
Kom smørcremen i en sprøjtepose med rund tylle (eller klip bare et hul). Tag chokolademoussekagen ud af køleskabet og sprøjt store dutter smørcreme på som vist på billedet, eller som du selv ønsker.
Pynt:
Skyl blåbær og brombær, og dekorer chokolademoussekagen med bær, hakket mælkechokolade og royal icing blomster.