Skøn og nem æblekage med fyld af friske æbler og en sprød krummetopping. Kan serveres som den er lun eller kold, eller med vaniljeis, creme fraiche eller saltkaramel sauce til.
Kom blødt smør, sukker, brun farin og æg i en stor skål. Pisk det sammen med elpisker, til du får en cremet blanding.
225 g smør, 200 g sukker, 75 g brun farin, 2 æg
Rør mel, bagepulver, vaniljesukker og salt sammen i en anden skål. Tilsæt det til den store skål og pisk yderligere med elpiskeren, til en krummelignende dej.
375 g mel, 4 tsk bagepulver, 2 tsk vaniljesukker, 1/2 tsk salt
Tilsæt mælk og pisk det helt kort sammen til en tyk dej. Lad være med at overpiske.
3 1/2 dl mælk
Krummetopping:
Kom blødt smør, brun farin, mel og kanel i en lille skål. Pisk det kort sammen med elpisker til du får en krummeblanding. Lad være med at overpiske, da det så vil blive til en dej.
100 g smør, 50 g brun farin, 100 g mel, 1 tsk kanel
Fyld:
Skyl æblerne og skræl dem. Skær dem ud i både.
3-4 æbler
Samle og bage kagen:
Smør en springform med Ø26 cm i sider og bund.
Fordel halvdelen af kagedejen i springformen med en dejskraber.
Fordel æblebådene i 1-2 lag ovenpå dejen.
Fordel resten af kagedejen oven på æblerne.
Fordel krummetoppingen oven på kagen i et ensartet lag.
Bag kagen ved 180 grader (alm. ovn) i 50-60 minutter. Dæk eventuelt toppen med sølvpapir efter 40 minutter, hvis den bliver for mørk. Kagen er færdigbagt når der ikke længere hænger dej ved en strikkepind, der stikkes i midten af kagen.
Lad kagen køle helt af på en bagerist. Skær langs indersiden af springformen med en kniv inden formen løsnes.