Her er vores længe afprøvede og tilpassede opskrift på lækre, ensartede gyldne eclairs med perfekt afbagning. Følg fremgangsmåden nøje og sørg for at holde øje med dine eclairs under afbagningen.
Kom smørret i en mellemstor gryde og smelt det under let omrøring. Lige inden det smelter helt tilsættes mælk, vand og salt under omrøring og blandingen koges op.
Fjern gryden fra varmen og tilsæt mel. Sæt gryden tilbage på varmen og skru ned på middel varme. Rør dejen forholdvis hurtigt i 2-3 minutter til den samler sig, bliver lind og der dannes en blank hinde på dejen.
Hæld dejen fra gryden over i en skål og lad den køle af i 10 minutter.
Pisk æggene i en lille skål og tilsæt æg lidt ad gangen til dejen under kraftig omrøring (brug evt. elpisker med dejkroge). Fortsæt indtil dejen har den rigtige konsistens: dejen skal langsomt samle sig igen når der trækkes en streg gennem dejen med en dejskraber.
Sprøjtning:
Kom dejen i en sprøjteposen med stor stjernetylle*. Pres dejen flad i sprøjteposen så du kan se eventuelle luftbobler, som presses væk.
Kom bagepapir på en bakke eller spækbræt som kan være i fryseren. Tegn eventuelt en skabelon med lige streger på 32 cm på bagsiden af bagepapiret.
Sprøjt 5 lige striber af dej på 32 cm på bagepapiret. Det er ligegyldigt hvordan enderne bliver, de bliver skåret fra.
Kom dejen i fryseren i minimum 1 time.
Tag dejen ud af fryseren lige inden bagning og skær hver stang ud i 3 lige store eclairs på 10 cm. Kassér de grimme ender.
Sæt 8-9 eclairs med god plads imellem på en bageplade beklædt med bagepapir eller en perforeret bageplade med perforeret silikonemåtte. Sæt resten tilbage i fryseren indtil de skal bages.
Bagning:
Opvarm ovnen til 200 grader (alm. ovn) med en bageplade på næstnederste rille i ovnen.
Kom 2 spsk vand i et glas. Åben ovnen, kast vandet fra glasset på den nederste bageplade så der skabes damp og luk straks ovnen.
Åben ovnen igen, sæt bagepladen med vandbakkelserne ind i ovnen, luk ovnen og skru ned på 160 grader (alm. ovn).
Bag vandbakkelserne i 30-35 minutter til de er gyldne.
Tag vandbakkelserne ud af ovnen og flyt dem forsigtigt over på en bagerist til afkøling.
Noter
*Hvis du kun har en rund eller måske ingen tylle kan du sprøjte uden stjernetylle og så lave striber med en gaffel efterfølgende for at opnå det karakteristiske rustikke look.Vandbakkelserne kan holde sig i en plastikpose i 2 dage eller fryses uden fyld i op til 1 måned.