Kom jordbærrene i en lille gryde med en lille smule vand i bunden. Frosne jordbær behøver ikke tøes op først. Kom låg på gryden og lad jordbærrene koge indtil de er helt bløde. Rør indimellem så de ikke brænder på.
Pres jordbærmassen gennem en lille sigte, så du har ren jordbærsaft uden kerner tilbage. Hæld den varme jordbærsaft over den hakkede hvide chokolade i en skål. Rør indtil alle klumper er væk og chokoladen er helt smeltet.
Stil jordbær ganachen i køleskabet natten over.
Tag jordbær ganachen ud af køleskabet en halv times tid før den skal bruges.
Temperer den lyse chokolade til overtræk. Hæld chokolade i din chokoladeform så formene er fyldte. Hæld så overskydende chokolade fra i en skål og skrab langs formen, så alt overskydende chokolade kommer af. Stil chokoladeformen koldt indtil chokoladeskallerne er stivnede.
Kom jordbær ganachen i en sprøjtepose eller frysepose. Klip et lille hul - det er ikke nødvendigt at bruge en tylle. Sprøjt jordbær ganache i chokoladeskallerne.
Temperer ny chokolade hvis den anden chokolade er blevet for kold (tjek det med et termometer). Fyld chokolade i resten af formens huller og skrab overskydende chokolade af formen.
Stil chokoladeformen koldt indtil chokoladerne er helt stivnede. Få chokoladerne ud af formen ved at banke på bagsiden af formen.
Gentag processen med den mørke chokolade.
Noter
Portionen giver cirka 400 ml jordbærfyld. Altefter størrelsen på din form kan hvert påskeæg indeholde 5-10 ml fyld.