Udskriv
Udstikke småkager til jul

Julesmåkager med chokolade

Hyg jer med disse skønne julesmåkager, som du kan lave med dine helt egne motiver. Pynt chokolade julesmåkagerne med royal icing glasur og øv dine sprøjtefærdigheder!

Ret Dessert
Samlet tid 2 timer 30 minutter
Mængde 30 -40 småkager

Ingredienser

Chokolade småkager:

  • 230 g blødt smør
  • 200 g sukker
  • 1 æg
  • 400 g mel
  • 2 tsk vanillesukker
  • 2 tsk bagepulver
  • 60 g kakao

Royal icing glasur:

  • Pasteuriseret æggehvide
  • Flormelis

Fremgangsmåde

  1. Kom det bløde smør og sukker i en stor skål eller skålen på en røremaskine og rør det sammen med en elpisker eller røremaskine, til det er cremet og luftigt. Tilsæt æg og rør kort rundt, så ægget er blandet ud i dejen.
  2. Rør mel, vanillesukker, bagepulver og kakao sammen i en anden skål, så det er helt blandet sammen. Tilsæt melblandingen til den våde dej lidt ad gangen under omrøring. Dejen vil blive rimelig tør.
  3. Del dejen i 4-6 portioner og rul hver enkelt portion ud på et meldrysset bord. Dejen skal være cirka 1/2 cm tyk. Drys rigeligt mel og løft dejen hver gang du har rullet for at sikre, at den ikke hænger i bordet. Kør evt. en flad spatel under dejen efter udrulning for at sikre, at den ikke hænger i bordet.
  4. Udstik småkager med småkageudstikkere. Læg den udstukkede småkager på bageplader beklædt med bagepapir. De kan ligge tæt, da kagerne ikke flyder ud.
  5. Bag småkagerne ved 180 grader i 6-8 minutter, til de er faste og let sprøde. Lad dem køle helt af på en bagerist.
  6. Lav glasuren ved at røre flormelis ud i æggehvide. Tilpas konsistensen så den kan sprøjtes i sprøjtepose - glasuren har den perfekte konsistens når en top der dannes af glasuren er 5-10 sekunder om at flyde ud i resten af glasuren.
  7. Kom glasuren i en sprøjtepose med tylle og pynt småkagerne.