Pistacie- og lime trøfler

Pistacie- og lime trøfler
 

  • 1-2 timer
  • Middel
Pistacie og marcipan trøfler

Vi har altid gjort meget ud af at fejre påsken i min familie, også selvom nogle af familiemedlemmerne måske var ude at rejse eller lignende, så har vi altid taget revanche senere. Men i år bliver en atypisk påske for de fleste, også for os. Vi gør en indsats for at holde afstand og det betyder altså også, at vi ikke holder påskefrokost eller ser familien i år. Det er ret trist og ærlig talt meget kedeligt, men det er det rigtige at gøre så derfor er det bare sådan.

MEN lidt skal påsken altså fejres, også selvom vi kun er min mand, baby og jeg. Vi har heldigvis vejret med os, som hjælper på humøret, og vi nyder solstrålerne ude på altanen og på vores daglige gåtur. Og vi skal også have noget god chokolade i påsken. Min mand elsker alt syrligt så han får lov til at nyde disse lækre pistacie- og lime trøfler med hvid chokolade i år.

Pistacie konfekt med hvid chokolade

Denne marcipankonfekt er rigtig nem at lave og smager vanvittigt godt. Det syrlige lime og det søde marcipan og hvide chokolade komplimenterer hinanden rigtig godt, og pistacien giver god knas.

Sådan laver du lækre trøfler

Når man skal lave konfekt er det vigtigt at bruge nogle råvarer af god kvalitet, for det gør en verden til forskel for smagen. Vi er rigtig glade for Callebauts chokolade og deres hvide chokolade (reklamelink) er himmelsk!

Det er også vigtigt, at man tempererer chokoladen. Dvs. chokoladen skal have den rigtige temperatur når man arbejder med den, ellers bliver den mat og sej. Hvid chokolade kan især være lidt drilsk at arbejde med, så det anbefales at bruge et sukkertermometer til at ramme den perfekte sluttemperatur. Vi har lavet en udførlig guide til at temperere chokolade, som vi anbefaler at man læser hvis man ikke har prøvet det før.

Marcipan kuglerLime marcipan konfekt

Pistacie og marcipan trøfler

Pistacie- og lime trøfler

Ret: Dessert
Tid: 1 time
Mængde: 10 stk
Lækre små stykker konfekt med lime marcipan, pistacienødder og hvid chokolade. Den perfekte blanding af syrlig og sød i én mundfuld.
Udskriv Pinterest

Ingredienser

  • 100 g marcipan
  • 2 spsk friskpresset limesaft (cirka)
  • 20 stk hele usaltede pistacienødder (cirka)
  • 150 g god hvid chokolade
  • Hakkede usaltede pistacienødder til pynt (valgfrit)

Sådan gør du

  • Ælt marcipanen sammen med den friskpressede limesaft, til det er jævnt fordelt i marcipanen. Marcipanen vil blive en anelse klistret af saften. Smag til og tilsæt evt. lidt mere limesaft men bemærk at smagen bliver kraftigere når marcipanen trækker.
  • Del marcipanen i 10 lige store stykker og tril hvert stykke til en rund kugle. Lav en fordybning i midten af hver kugle og pres 2 hele usaltede pistacienødder ind i midten. Saml marcipanen omkring pistacienødderne og tril kuglen helt rund igen, så pistacienødderne ender i midten af kuglen.
  • Smelt og temperer den hvide chokolade. Følg evt. vores guide til temperering af chokolade.
  • Sæt en marcipankugle på en dyppegaffel og hæld hvid chokolade over. Bank den overskydende chokolade af, så du får et tyndt lag hvid chokolade uden på marcipankuglen. Stil forsigtigt kuglen på en bagerist og pynt evt. med hakket pistacie. Lad chokoladen stivne helt.

Noter

Opbevar chokoladen tildækket et køligt og mørkt sted, men ikke i køleskabet da det er for koldt.
Har du prøvet opskriften?Tag @bageglad på Instagram så vi kan se!

 

Indlægget kan indeholde reklamelinks. I så fald er de tydeligt mærket som reklame. Alle anbefalinger og meninger på bloggen er vores egne, men vi får et lille honorar hvis du køber noget hos en vi anbefaler. Det gør ingen forskel for dit køb men medvirker til, at vi fortsat kan drive bloggen.
6. april 2020 af Trine 2 kommentarer

2 kommentarer

  • Jane Nielsen Svar

    Det er flotte og de ser meget lækre ud. jeg er en ny amatør ud i fyldte chokolade.

    14. oktober 2020 at 07:03
    • Trine Svar

      Øvelse gør mester! God fornøjelse 🙂

      14. oktober 2020 at 07:12

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *






Del med en ven