Fondant er en af de mest geniale opfindelser indenfor kagedekoration: det giver en perfekt, glat finish på kager og er nemt at arbejde med. Desuden er det nemt at farve og pynte!
Det kræver dog lidt øvelse at få rigtig pænt – især hvis du kaster dig ud i en kage på flere etager. Derfor får du her en guide til at overtrække kager med fondant.
Du kan også blive den heldige vinder af 1 kilo Satin Ice fondant! Skynd dig at læse mere 😉
Vind 1 kilo Satin Ice fondant!
Står du og skal i gang med et stort kageprojekt eller har du bare lyst til at prøve at dekorere en kage med fondant? Så kan du her vinde en bøtte med 1kg hvid Satin Ice fondant med vanillesmag!
Satin Ice fondant bruges af mange konditorer verden over, bl.a. i Cake Boss og kan farves lige den farve, du skal bruge. Præmien er sponsoreret af Min Søsters Kage – en fantastisk webshop hvor du kan købe alt til kage- og cupcakedekoration.
Hvordan vinder du?
Konkurrencen er slut. Den heldige vinder blev Susanne, som vil bruge fondanten til at lave en Star Wars kage til sin søns fødselsdag!
Sådan overtrækker du en kage med fondant:
Begynd med at skære din kage til. Den skal være så lige som muligt for at få det pæneste resultat og derfor kan det være nødvendigt at trimme den øverste del af kagen af med en savtakket kniv, hvis den buler op i midten. Alternativt kan kagen vendes på hovedet, så bunden af kagen bliver til toppen – derved bliver den helt plan. Jeg plejer at trimme lidt af toppen og så alligevel vende kagen på hovedet, så overfladen bliver helt plan. Hvis du vil have fyld i kagen flækkes den nu i flere bunde og fyldet kommes i.
Når jeg skal overtrække en kage med fondant overtrækker jeg den med frosting først – for eksempel vanille buttercream glasur. For at glatte frostingen bruger jeg en Wilton tyl nr. 789, som er bred og nem at bruge til især siderne af kagen. Hvis du ikke har sådan en tyl, kan du bruge en flad spatel til at glatte frostingen ud.
Begynd med at sprøjte frosting på siderne, hele vejen rundt, og derefter på toppen af kagen. Brug en lille spatel for at få det helt glat – den kan dyppes i en lille smule lunkent vand, så er det være nemmere at få glasuren glat. Stryg hen ad glasuren flere gange, indtil du er tilfreds. Det kan godt betale sig at bruge en del tid på dette trin – jo glattere glasuren er, jo pænere vil fondanten ligge på kagen og jo bedre bliver det endelige resultat.
Tag en klump fondant ud af bøtten og ælt godt. Det er svært at sige, hvor meget fondant du skal bruge. Nogle kan godt lide at der ligger et tykt lag på kagen, hvorimod jeg selv foretrækker et tyndere lag. Det er nemmest hvis du tager en klump og ruller den ud, og så ser, hvad der passer dig bedst. Husk dog altid at ælt fondanten godt, inden du ruller ud.
Du kan med fordel rulle fondanten ud på en silikonemåtte – de kan købes hos Imerco eller Kop & Kande. Den gør, at det ikke er nødvendigt at bruge Maizena majsstivelse under fondanten. Det skal du derimod bruge, hvis du ruller fondanten ud på køkkenbordet, for at sikre, at fondanten ikke klistrer til bordet.
Mål diameteren af kagen og hvor høj kagen er – hvis den f.eks. har en diameter på 20 cm og er 5 cm høj skal fondanten rulles ud med en diameter på mindst 30 cm, så den kan nå hele vejen over kagen og ned langs siderne.
Rul fondanten ud i den tykkelse du foretrækker, og løft silikonemåtten op. Fondanten skal nok blive siddende. Hvis du ikke bruger en silikonemåtte kan fondanten rulles forsigtigt rundt om kagerullen – husk at brug lidt Maizena. Læg måtten ned over kagen mens du tjekker, at den ligger nogenlunde midt på kagen, så der er fondant ned langs siderne. Hvis fondanten er rullet på kagerullen, rulles det forsigtigt af langs med kagen.
Hiv forsigtigt måtten af. Brug derefter dine hænder og evt. en fondant smoother for at få fondanten lagt glat på kagen. Hvis der er folder langs siderne kan fondanten hives lidt ud, glattes med hænderne, og derved mindskes antallet af folder. Brug til sidst en kniv eller pizzaskærer for at få det overskydende fondant væk.
Til sidst glattes der med hænderne en sidste gang, især langs siderne for at sikre, at fondanten klistrer til glasuren og holder sig på plads. Så skal den bare pyntes med en fin kant og så den er klar til at blive serveret – det er herefter kun fantasien der sætter grænser i forhold til pynt!
12 kommentarer
Har lige set jeres side via en god venindes blog – jeg elsker at bage og laver selv mmf men kunne være fantastisk at prøve dette. Jeg er massere af kager på tegnebrættet så ved ikke præcis endnu hvilken kage der skulle være den heldige med nyt overtræk 🙂
Min datter bliver 7 år d. 3/3 og hun skal selvfølgelig have en rigtig fin kage.