No-bake hindbærmousse-kage med chokolade

No-bake hindbærmousse-kage med chokolade
 

  • 4+ timer
  • Middel
No-bake hindbærmousse-kage med chokolade fra Bageglad

Jeg elsker mousse-kager som har en helt let og luftig mousse, som smelter på tungen. De er også nemme at pynte og gøre til rigtig smukke kager.

Forleden lavede jeg denne enkle og nemme hindbærmousse-kage til min svigermor. Den består af en nødde- og kakaobund, som ikke skal bages, og den luftigste lækre hindbærmousse ovenpå. Jeg pyntede kagen med chokolade og friske bær.

Hindbærmousse kage opskrift

Når man laver mousse-kager kan man bruge springforme, justerbare bageringe eller silikoneforme. Jeg ville lave en mindre kage med bestemte mål som passede til mit lille lagkagefad, så jeg brugte en justerbar bagering til at lave lige den størrelse jeg ønskede. Hvis man bruger en justerbar bagering ligesom jeg, skal man beklæde bunden med bagepapir, som hæftes fast øverst på ydersiden af ringen, så der ikke kan løbe fyld ud under kanten.


Nøddebunden er hurtig og nem at lave og skal ikke bages, blot stilles på køl imens moussen laves. Moussen fordeles ovenpå og skal have lov til at sætte sig helt i mindst 6 timer i køleskabet eller 2 timer i fryseren inden der skæres langs kanterne og formen løsnes.

Derefter kan kagen pyntes. Jeg sprøjtede striber af tempereret chokolade på min kage og pyntede med hakket chokolade, friske hindbær, små fondant blomster og rosenblade. Hvis du ikke har prøvet at temperere chokolade før kan du følge vores guide til chokolade-temperering. Det er vigtigt at den tempereres inden brug så den er nem at arbejde med.

Nøddebund med kakaoMousse i justerbar formHindbærmousseChokolade mønster på kage

Tips til et flot lag mousse

  • Hvis du bruger en springform eller en form som har lidt ujævne eller slidte sider er det en god idé at fore din form med konditorplast (også kaldet kagefolie). I så fald behøver du ikke skære langs kanterne inden du løsner formen
  • Sørg for, at din nøddebund er stivnet helt inden moussen hældes på
  • Ryst formen efter moussen er hældt i så den fordeler sig ensartet og fjerner eventuelle lufthuller
  • Brug en flad paletkniv eller spartel til at udglatte moussen
  • Hold kondens fra køleskab eller fryser borte med plastikfilm (som ikke må røre moussen)
  • Fjern forsigtigt eventuelle ujævnheder fra kanterne med en meget skarp kniv, men undlad at røre toppen

Mousse kage opskrift fra Bageglad

No-bake hindbærmousse-kage med chokolade fra Bageglad

No-bake hindbærmousse-kage med chokolade

Ret: Dessert
Samlet tid: 8 timer
Antal: 8 personer
Denne skønne hindbærmousse-kage kræver ingen ovn, blot tid til at sætte sig. Den har en let knasende kakao nøddebund og en luftig hindbærmousse der med sin syrlighed passer perfekt til den bitre kakao.
Udskriv Pinterest

Ingredienser

Nødde-kakaobund:

  • 15 dadler
  • 200-250 g mandler
  • 1,5 spsk smeltet kokosolie
  • 2 spsk kakao

Hindbærmousse:

  • 200 g frosne hindbær
  • 2 spsk vand
  • 3 spsk sukker
  • 3 blad husblas
  • 1/2 liter piskefløde

Evt. pynt:

Sådan gør du

Nødde-kakaobund:

  • Fjern eventuelle sten fra dadlerne. Læg dadlerne i blød i en skål med kogende vand i minimum 20 minutter. Kom de blødgjorte dadler i en food processor, hakler eller kraftig blender sammen med kakao og blend det, til det bliver til en blød mos. Kom mosen i en mellemstor skål.
  • Kom mandlerne i en food processer, hakler eller kraftig blender og blend dem, til de er grofthakkede.
  • Smelt kokosolien i en mikroovn hvis den ikke er flydende.
  • Tilsæt mandlerne lidt ad gangen til skålen med daddel-mos sammen med kokosolien. Tilsæt nok mandler til, at dejen er let klistret men stadig hænger sammen.
  • Brug enten en springform med Ø20 cm eller en justerbar bagering (med bagepapir sat rundt om, så der dannes en bund). Uanset hvilken type form du bruger anbefales det at fore den med kagefolie.
  • Pres dejen til bunden ud i formen i et ensartet lag og stil den i køleskabet imens du laver hindbærmoussen.

Hindbærmousse:

  • Læg husblas i en skål med vand i 10 minutter.
  • Kom frosne hindbær og vand i en lille gryde sammen med sukkeret og lad det koge op. Lad hindbærrene koge i 2-3 minutter, til de er tøede op og blødgjorte.
  • Hæld hindbærrene i et højt glas og blend dem med en stavblender. Hæld hindbærsaucen gennem en sigte tilbage i gryden og stil den tilbage på blusset på komfuret.
  • Vrid vandet fra husblassen og kom det i gryden med hindbærsauce. Rør rundt til husblassen er helt opløst.
  • Hæld hindbærsaucen i en skål og stil den i køleskabet, til den er kølig.
  • Kom piskefløden i en skål og pisk den til flødeskum.
  • Kom hindbærsaucen i piskefløden lidt ad gangen under forsigtig omrøring, uden at slå luften ud af flødeskummet. Fortsæt til alt hindbærsaucen er fordelt og du har en ensfarvet lyserød mousse.
  • Tag kakaobunden ud af køleskabet og fordel hindbærmoussen ovenpå i et ensartet lag. Glat hindbærmoussen ud med en flad paletkniv eller skraber.
  • Dæk formen med plastikfilm (som ikke rører moussen!) og stil kagen i køleskabet i minimum 6 timer, gerne natten over, til moussen har sat sig.

Pynt:

  • Skær forsigtigt med en skarp kniv langs indersiden af formen (uden på kagefolien), så bunden løsner sig helt fra formen. Fjern formen fra kagen.
  • For at lave chokoladestriber kan du temperere lidt mørk chokolade, komme den i en sprøjtepose med en lille rund tylle og sprøjte striber. Følg evt. vores guide til at temperere chokolade.
  • Pynt derefter kagen f.eks. med friske hindbær, fondant blomster, hakket mørk chokolade og spiselige blomsterblade (vi har brugt rosenblade).

Noter

Vegansk version: Erstat piskefløden med vegetabilsk piskefløde, f.eks. Alpro Piskbar. Erstat husblas med vegetabilsk alternativ, f.eks. Vegegel. 
Har du prøvet opskriften?Tag @bageglad på Instagram så vi kan se!

Dette indlæg indeholder affiliate links.


27. august 2019 af Trine Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Del med en ven