Jeg har faktisk aldrig været vildt begejstret for lagkage. På en eller anden måde bliver kombinationen af bløde bunde og store mængder creme og flødeskum for blødt i konsistensen og det keder mig. Det skyldes nok, at mange bruger færdigkøbte lagkagebunde, som typisk er meget tynde og ikke særlig faste.
Hvis jeg skal have lagkage foretrækker jeg derfor at lave den selv med hjemmelavede lagkagebunde og en luftig mousse fremfor flødeskum/creme. Det kræver lidt arbejde men bliver til gengæld en fuldstændig himmelsk smagsoplevelse, hvor jeg gerne spiser 2 eller 3 (!!!) stykker – så det er tiden værd.
Denne lagkage med jordbær og hyldeblomstmousse bagte jeg til min fødselsdag og den skabte vild begejstring, både fordi den ser meget festlig ud og fordi den er så frisk og let. Lagkagen består af hjemmelavede vanille lagkagebunde, friske jordbær og en luftig og lækker hyldeblomstmousse.
For at opnå det fine mønster af jordbær i moussen skal jordbærrene halveres og placeres langs kanten på den nederste lagkagebund. Det gøres nemmest ved at sætte en springform eller justerbar bagering omkring lagkagebunden. Så hældes hyldeblomstmoussen forsigtigt over, uden at vælte jordbærrene, og den øverste lagkagebund lægges på. Når moussen stivner holdes jordbærrene på plads og lagkagen kan stå selv.
Lagkagen kan pyntes som man ønsker, men jeg pyntede min lagkage med et meget tyndt lag chokoladeganache, kvarte chokoladecigarer, halve jordbær og små stjerner af vanille frosting. Jeg synes det blev et meget festligt resultat!
Hvis du er vild med hyldeblomst kan du også prøve denne kage med hyldeblomstmousse.

Lagkage med jordbær og hyldeblomst
Ingredienser
Vanille lagkagebunde:
- 5 æg
- 250 g sukker
- 200 g mel
- 3 tsk vanillesukker
Hyldeblomstmousse med halve jordbær:
- 11-13 store jordbær
- 3,5 dl hyldeblomst saft
- 1/2 liter piskefløde
- 2 spsk citronsaft
- 4 blade husblas
Vanille smørcreme (til pynt):
- 10 g blødt smør
- 1,5 dl flormelis
- 5 dråber vanilleessens
- 2 spsk mælk
Andet pynt:
- 6-8 jordbær skyllet og skåret i skiver
- 4-5 chokoladecigarer skåret i stykker
Fremgangsmåde
Vanille lagkagebunde:
- Dagen før kagen skal serveres bages lagkagebundene.
- Kom æg og sukker i en stor skål eller skålen på en røremaskine og pisk det sammen i 10 minutter, indtil du får en tyk og hvidlig æggesnaps.
- Rør mel og vanillesukker sammen i en anden skål og tilsæt det lidt ad gangen til æggesnapsen under omrøring, indtil alt melet er rørt ud i æggesnapsen til en dej.
- Smør 2 springforme med Ø26 cm*. Fordel dejen i de 2 springforme (brug en vægt så dejen fordeles præcist) og bag lagkagebundene en ad gangen ved 200 grader (alm. ovn) i 10-11 minutter, indtil den har sluppet kanten lidt og er svagt gylden. Lad lagkagebundene køle helt af i springformene på en bagerist.
- Skær de gyldne kanter af lagkagebundene, hvis du vil have dem til at se ud som på billederne (valgfrit).
- Flip lagkagebundene, så bunden vender opad, og sæt den ene lagkagebund på det fad, du vil servere lagkagen på. Kom en justerbar bagering omkring lagkagebunden og stram til, så den passer (eller brug ringen fra din springform hvis du ikke har en bagering).
Hyldeblomstmousse med halve jordbær:
- Skyl jordbærrene, skær stilken af og halvér dem. Sørg for, at de har en flad bund og at de alle har nogenlunde samme højde, når de stilles på bunden. Placér jordbærrene oven på lagkagebunden med den flade side udad mod den justerbare bagering tæt ved siden af hinanden hele vejen rundt.
- Læg husblassen i blød i koldt vand i 10 minutter.
- Kom hyldeblomstsaften og citronsaften i en lille gryde. Opvarm det indtil det koger og lad det småkoge i 1 minut inden gryden fjernes fra varmen.
- Vrid husblassen fri for vand og kom husblassen i hyldeblomstblandingen og rør rundt, til det er helt opløst. Lad det køle af i cirka 5 minutter.
- Pisk piskefløden til flødeskum i en stor skål. Hæld hyldeblomstblandingen over i skålen med flødeskum lidt ad gangen imens du forsigtigt rører med en stor grydeske. Vend hyldeblomstblandingen i flødeskummet indtil det er helt fordelt.
- Hæld hyldeblomstmoussen over lagkagebunden med jordbær i midten, så den flyder ud. Hæld indtil hyldeblomstmoussen lige præcis dækker jordbærrene. Ryst forsigtigt bageringen lidt, så moussen fordeler sig helt jævnt.
- Stil kagen i køleskabet i 30 minutter.
- Tag kagen ud og læg den anden lagkagebund oven på hyldeblomstmoussen med den flade og pæne bund opad. Stil kagen i køleskabet i minimum 6 timer (gerne længere!).
- Mørk chokolade ganache:
- Hak den mørke chokolade groft og kom den i en skål. Kom piskefløden i en lille gryde og lad det varme op ved middelhøj varme til det når kogepunktet.
- Hæld den varme piskefløde over den hakkede chokolade og lad det stå uden at røre i det i 5 minutter. Rør så chokoladen sammen med piskefløden med et piskeris, indtil du har en tyktflydende ganache.
- Lad chokolade ganachen køle af i 2 minutter, inden den fordeles på kagen.
- Skrab langs toppen af kagen med en flad spatel så du får et helt pænt jævnt lag chokolade.
- Stil kagen i køleskabet i minimum 30 minutter inden den pyntes.
Vanille smørcreme:
- Pisk smør, flormelis, vanilleessens og mælk med en elpisker indtil du får en tyk smørcreme. Kom den i en sprøjtepose med en lille stjernetylle.
Pynt:
- Pynt toppen af kagen med jordbær i skiver, stykker af chokoladecigarer og små sprøjtede stjerner af vanille smørcreme.
Noter
Bedøm opskriften
Klik på antal stjerner
68 kommentarer
Lavede den til min mors 85 års fødselsdag 🇩🇰 Næste gang vil jeg lave bunde af 1/2 portion. Og sørge for at der er fuld smæk på smagen i hyldeblomstmoussen.