Hurtig og nem opskrift på luftige fødselsdagsboller
Disse fødselsdagsboller er en opskrift, jeg har haft med mig hele livet! Det er min mors opskrift, som tager udgangspunkt i en familieopskrift der går helt tilbage til min oldemor. Jeg har stået med i køkkenet siden jeg var helt lille og trillet fødselsdagsboller, og det er stadig præcis den samme opskrift, vi bruger i dag.
Det er de klassiske, lyse og luftige fødselsdagsboller med en blød krumme og en flot gylden overflade, vi bager her! Sådan nogle fødselsdagsboller, man virkelig glæder sig til på fødselsdagsbordet, og som bare hører til, når vi holder fødselsdag.
Det er også en af mine mest populære opskrifter. Når vi holder fødselsdag herhjemme, er det altid de her boller, folk spørger efter, og gæsterne ved allerede på forhånd, at de kommer på bordet.
Leder du efter andre typer af luftige boller kan du også prøve mine luftige speltboller eller theboller med rosiner.
Ingredienser til fødselsdagsboller
Denne opskrift på fødselsdagsboller kræver ikke mange ingredienser, men det er netop her, de små valg gør en forskel.
- Mel: Brug almindeligt hvedemel, f.eks. Amo Hvedemel. Det giver de klassiske lyse og luftige fødselsdagsboller. Tilsætter man mel med højere proteininhold eller grovere mel, bliver bollerne tungere og mindre luftige.
- Gær: Der bruges en relativt stor mængde gær i denne opskrift. Det gør dejen hurtig at arbejde med og giver et stabilt resultat. Hvis man vil bruge mindre gær, skal hævetiden forlænges.
- Smør: Brug rigtigt smør, ikke smørblandinger som Kærgården og lignende. Smør giver både smag og den rigtige bløde krumme. Smørbare produkter giver ikke samme resultat.
- Mælk: Mælk gør dejen blød og giver en mild og rund smag. Det er med til at give den klassiske fødselsdagsbolle. Letmælk eller sødmælk egner sig bedst.
- Kardemomme: Kardemomme er med til at give den velkendte smag, som mange forbinder med fødselsdagsboller. Man kan justere mængden efter smag.
Sådan får man luftige fødselsdagsboller
Når man vil bage rigtig luftige fødselsdagsboller, som ikke er tørre, er der nogle tricks som giver det bedste resultat:
- Brug rigeligt gær: I den her opskrift bruges en relativt stor mængde gær, så bollerne hæver hurtigt og bliver luftige. Hvis man vil bruge mindre gær, skal dejen hæve noget længere.
- Brug kun rigtig smør: Jeg kan personligt bedst lide smagen af Lurpak. Man kan ikke bruge smørblandinger (f.eks. Kærgården og andet smørbart) eller olieblandinger (f.eks. Becel, Vegan Block og lignende) til disse boller.
- Ælt dejen ordentligt: Dejen skal være glat og smidig. Hvis den er for fast eller ikke æltet nok, bliver bollerne kompakte i stedet for luftige.
- Hold igen med melet: Det er fristende at tilsætte mere og mere mel, men det giver tørre boller. Dejen må gerne være let blød, så længe den kan håndteres uden at klistre helt vildt til fingrene.
- Undgå at overbage: Selv en perfekt bolledej giver tørre boller, hvis de får for længe i ovnen. Tag dem ud, når de er gyldne og lette. Bank på bunden og hør, at de er hule, og tag dem straks ud.
Hvorfor den store mængde gær?
- Hurtig hævetid betyder at bollerne kan bages samme morgen uden planlægning
- Dejen hæver sikkert og ensartet hver gang
- Giver de klassiske, bløde og lette fødselsdagsboller
Sådan triller man perfekte, runde fødselsdagsboller
Fødselsdagsboller er bare mest rigtige, når de er helt glatte og runde! Og det er nemt.
Før du går i gang, så vurder hvor store boller, du vil trille. Jeg bager altid små fødselsdagsboller, hvor en halv bolle kan hapses i 2 bider. Det er perfekt til både børn og voksne. Du kan dog sagtens bage større boller hvis du ønsker det.
Sådan gør du:
Når dejen er klar, deles den i mindre stykker. Man kan enten veje dem af for ens størrelse eller bare gå efter øjemål, hvis det ikke behøver være helt præcist. For at få helt runde og glatte boller, formes de ved at trække dejen ind under sig selv, så overfladen bliver stram. Derefter trilles de mod bordet med en let hånd i en cirkulær bevægelse. Det kræver lige lidt øvelse, men når man først får teknikken, går det hurtigt.
Tips til at forme flotte boller:
- Undgå for meget mel på bordet. Så kan dejen ikke gribe fat
- Tril med let hånd, ikke pres bollerne flade
- Sørg for at overfladen bliver spændt og glat


Sådan får du en god afbagning på fødselsdagsboller
Når fødselsdagsbollerne er trillet og hævet, er det afbagningen, der afgør, om de bliver helt perfekte!
Det vigtigste for flotte, gyldne fødselsdagsboller er, at de bliver penslet med æg. Man kan også pensle med mælk, men det giver ikke den samme flotte farve.
Og så er det vigtigt at bage dem korrekt efter anvisning i opskriften. De skal have høj varme midt i ovnen og hold øje med dem undervejs. De skal tages ud når de er gyldne på toppen.
Tips til den perfekte afbagning:
- Pensl med æg for en flot gylden overflade
- Bag ved høj varme for en god hævning
- Placér dem midt i ovnen for jævn varme
- Tag dem ud i tide , de må ikke blive mørke!
- Køl dem af på rist, så de ikke bliver bløde i bunden

Fødselsdagsboller smager bedst samme dag, men de kan sagtens gemmes. Hvis der er rester, kan bollerne opbevares i en lufttæt pose eller beholder ved stuetemperatur i 1-2 dage. Bliver de for kedelige kan de ristes for bedre smag.
Fødselsdagsboller egner sig også rigtig godt til frysning. Lad dem køle helt af efter bagning, og kom dem derefter i en lukket frysepose. De kan holde sig i fryseren i op til 3 måneder.
Når man skal bruge dem igen, kan de tø op ved stuetemperatur i posen. Hvis man vil have dem som nybagte, kan de lunes kort i ovnen.

Spørgsmål til opskriften
Kan man bruge mindre gær?
Ja, det kan man godt. Men så skal hævetiden forlænges væsentligt, ellers bliver bollerne ikke lige så luftige.Kan man bruge speltmel i stedet for hvedemel?
Ja, men det giver en lidt tungere bolle. Hvis man vil have klassiske fødselsdagsboller, er hvedemel det bedste valg.Kan man bruge andet end smør?
Smør giver den bedste smag og konsistens. Smørblandinger eller olie giver ikke helt samme resultat.Hvilken type mælk skal man bruge?
Letmælk eller sødmælk fungerer bedst.Kan dejen laves dagen før?
Ja, dejen kan laves dagen før og hæve i køleskabet natten over. Brug mindre gær og lad den komme til stuetemperatur, før bollerne formes.Hvorfor bliver mine fødselsdagsboller ikke luftige?
Det skyldes typisk for lidt æltning eller for meget mel. Dejen skal være glat og smidig og må gerne være let blød. Derudover er hævetiden vigtig.Kan man fryse fødselsdagsboller?
Ja, de egner sig rigtig godt til frysning. Lad dem køle helt af og frys dem ned samme dag for bedste resultat.Hvorfor bliver mine boller tørre?
De har fået for lang tid i ovnen eller der er brugt for meget mel. Tag dem ud, så snart de er gyldne, og sørg for ikke at gøre dejen for fast.

Opskrift
Fødselsdagsboller klar på 1 time
Udstyr
- Dejfad
- Bagepensel
Ingredienser
- 100 g gær **
- 2 ½ dl mælk
- 500 g mel
- 50 g sukker
- 1 tsk salt
- 1 tsk kardemomme
- 75 g smør (blødt)
- 1 æg
- 1 æg (til pensling)
Sådan gør du
- Rør gær ud i mælken i en stor skål. Tilsæt mel, sukker, salt, kardemomme, æg og smør, og ælt dejen indtil du får en glat og smidig bolledej.100 g gær, 2 1/2 dl mælk, 500 g mel, 50 g sukker, 1 tsk salt, 1 tsk kardemomme, 1 æg, 75 g smør
- Del dejen i to og lad den hvile i 5 minutter. Rul hver del til en lang pølse. Skær hver pølse ud i 15 lige store stykker (for små boller, ellers færre hvis du ønsker større boller). Tril hvert stykke til en glat rund bolle.
- Placer bollerne på en bageplade beklædt med bagepapir. Lad bollerne hæve et lunt sted i cirka 20 minutter (dæk dem til med et viskestykke).
- Pensl bollerne med æg og bag dem ved 200 grader (almindelig ovn) i cirka 10 minutter, til de er gyldne. Lad bollerne køle af på en bagerist.1 æg
Noter






























48 kommentarer
Fuldstændig fantastisk lækre og meget luftige – helt klassiske hvide boller! Tak for at dele en opskrift der virker hver gang 🙂 Jeg laver ca 16 store flotte boller af denne mængde dej – og de er lynhurtigt væk!
Hej 🙂
Jeg vil bruge denne opskrift på søndag, til min fødselsdag. Dog er jeg i tidspres søndag formiddag, så jeg tænker om det er muligt at lave dejen lørdag aften & stille den på køl, natten over. & i så fald, skal jeg da lade dejen hæve inden de kommer på køl, eller efter?
Mvh Lene 🙂
Hej Lene
Du kan sagtens lade dejen hæve natten over, men i så fald skal du bruge mindre gær. Brug 10-15 gram gær og stil så dejen i køleskabet natten over.
Tusinde tak, for hurtig svar! Glædelig jul 🙂
Jeg lavede dobbelt portion, men kun 100 g gær – med fint resultat, blot med længere hævetid. Her i huset elsker vi ikke ligefrem kardemomme, så det undlod jeg. – Og så kom jeg altså til at regne forkert, så jeg fik lavet 2 plader med 16 boller på hver. Det gik selvfølgelig fint, blot med lidt længere bagetid. Glæder mig til at servere dem i morgen til min kones fødselsdag.
Jeg har lige bagt bollerne efter din opskrift. De er simpelthen så lækre og luftige. Jeg fulgte opskriften præcis som beskrevet og jeg synes det er de rigtige forhold. Jeg lavede 24 boller ud af portionen og det blev nogle fine størrelser.
Tak for opskriften, det er bestemt ikke sidste gang jeg bager dem 🙂
JEG ER IGANG MED OG BAGE DEM LIGE NU, MEN ET ER DER ANGIVET ALT FOR LIDT MEL MAN SKAL CA BRUGE DET DOBBELT, NOGET HELT ANDET ER, HALVDELEN AF GÆREN KAN SAGTENS UDELADES, NORMALT BRUGES DER IKKE SÅ MEGET TIL DENNE PORTION DEJ, NOGET 3 ER AT DE NOK NÆRMERE SKAL BAGES I 150 GRADER ELLERS BRÆNDER DU BOLDERNE HURTIGT PÅ DE BLIVER BRÆNDTE UDEN PÅ OG IKKE GENNEMVARME NOK INDEN I SÅ DEJEN BLIVER KEDELIG, MEN ELLERS FIN OPSKRIFT. JEG VILLE NOK MENE AT OPSKRIFTEN ER SKREVET FORKERT, FORDI DU SIGER MELET SKAL I FØRST, FOR DEM DER ALDRIG FØR HAR BAGT VIL DE NETOP GØRE DETTE, MEN MELET SKAL I TIL SIDST, SÅ DE ANDRE INGRIDIENSER KAN BLANDE SIG OG TRÆKKE SIG IGENNEM
Hej Casper
Mængden af mel burde være fin – måske kan man tilsætte en anelse mere mel. Det afhænger af hvilken mel der bruges (Vi plejer at bruge Amos hvedemel).
Mængden af gær kan naturligvis halveres hvis man vil lade bollerne hæve i længere tid.
Mht. bagetid og temperatur fungerer det helt perfekt i både min og mine forældres ovne, men det kan selvfølgelig afhænge lidt af ovnen. Jeg vil dog sige, at en temperatur på 150 grader er meget lavt.
Som der står i opskriften skal melet ikke i først. først skal gæren røres ud i mælken. Man kan godt røre mel, salt, sukker og kardemomme sammen for sig selv inden det røres i mælke/gærblandingen, men jeg vil ikke mene det gør nogen forskel i og med at dejen bliver æltet godt igennem bagefter.
Vi har bagt disse boller i min familie i cirka 40 år, så jeg vil mene, at opskriften er godt afprøvet 😉 Jeg håber du får bedre held med dem næste gang.
Jeg påtænker at bage disse lækre boller til min datters fødselsdag på fredag. Går det an at bage dem i morgen tirsdag og fryse ned?
Hej Anne
Ja bollerne kan fryses. Rigtig god fornøjelse
Tak for det 🙂
Bør der ikke stå lunken mæLk? Gær arbejder bedst i ca 37-45 grader
Prøv med 20 boller istedet for 30 til denne opskrift. De bliver noget klein hvis man forsøger med 30. Men de smager dejligt!
100 gær? Er det rigtigt? Det lyder af meget til kun 2,5 dl mælk
Hej Janni
De hæver hurtigere hvis du bruger 100g gær, men du kan godt nøjes med 50g, så skal de bare hæve længere.