Jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle forvente at finde under overfladen da jeg lavede min første negative nedstigning fra båden ned i det turkisblå hav omkring Maldivernes South Ari atol. Det var en let overskyet tirsdag, vores første dag med dykning på Maldiverne (nogensinde!) og jeg havde med vilje ikke sat høje forventinger, da jeg havde hørt blandede anmeldelser omkring dykning på Maldiverne.
De fleste associerer Maldiverne med luksuriøse øde øer, hvor man nyder eksklusive cocktails på en liggestol på terrassen af en hytte på stylter over havet. Og Maldiverne er alt det. Men jeg ville dø af kedsomhed efter 2 dage (og være skoldet som en krebs) hvis det var det eneste jeg kunne foretage mig i paradiset. Så vi lukkede øjnene for de ekstremt højde dykkerpriser og her var vi så – klar til at springe i med begge ben.
Det blev hurtigt tydeligt for mig, at de middelmådige anmeldelser jeg har hørt omkring dykning på Maldiverne har været en udspekuleret konspiration for at holde mig væk fra disse fantastiske øer – for efter én uges dykning her var jeg på ingen måde villig til at tage hjem frivilligt! Den følelse fik jeg allerede efter vores første dyk – med over 30 meters sigtbarhed, farvestrålende uspoleret liv og dykkersites helt for os selv var jeg solgt.
Trods det ellers blandede vejr der kan opleves på Maldiverne i august havde vi ingen regn, kun skønne dage med solskin eller let overskyet vejr og roligt hav. Strømmen var middelstærk på de fleste dyk og bød på nogle fantastiske drift dives, men også masser af dyk med helt roligt vand, som gav os god tid til, at udforske de smukke koralvægge.
Den 30. august er International Whale Shark Day og det var på denne dag vi stødte på en ung hvalhaj, cirka 9 meter lang, da vi snorklede fra dykkerbåden. Den hang ud med os i en halv times tid inden den dykkede dybt ned hvor vi ikke længere kunne følge med.

Udover hvalhajen oplevede vi blandt andet havskilpadder, påfuglerejer, tudsefisk, hummer, mantarokker, dragefisk, skorpionfisk, trompetfisk, hvidtippede revhajer, nursehajer, sorttippede revhajer, tun, blæksprutter, nudibranches og mantarokker.
Vi dykkede på følgende dive sites nær South Ari atollen:
- Miyaru Thila
- Mahibadhoo Madivaru
- Coral Hills
- Mamigili Beyru
- Dhigurah Arches
- House reef Vilamendhoo
- Vilamendhoo Thila
Trods de skyhøje priser for resort, leje af flasker og diverse dykkerudstyr, bådafgifter o.lign. mener vi efter en uge med fantastiske dyk, at det klart var prisen værd. Vi har aldrig haft så exceptionelt gode dyk på én ferie – der var ikke ét dyk der var ensformigt eller trivielt. Vi glæder os vildt meget til at komme tilbage!
Hvordan bør man dykke på maldiverne?
Der findes flere måder at udforske havet omkring Maldiverne. Hvis du vil dykke så meget som muligt på din ferie på Maldiverne er en live-aboard den bedste mulighed. På den måde kan du nå 3-4 dyk om dagen i mange forskellige områder og stadig nyde en luksuriøs ferie. Live-aboards på Maldiverne er dyre, men ikke sammenlignet med resortpriserne, hvor man også skal betale for bådturen ud.
Hvis du rejser med en partner som ikke dykker, eller du også gerne vil ligge og dase på stranden og tage en tur i poolen, eller måske bare ikke dykke hver dag, er et resort den bedste mulighed. På den måde kan du kombinere flere aktiviteter på din ferie. De fleste resorts har eget dykkercenter og mange har også house reefs, hvor du kan dykke direkte fra stranden (kun alene hvis du har Advanced certificering og et fornuftigt antal dyk på CV’et, ellers skal du betale for at få en guide med). Dykkercentrene har naturligvis også både til rådighed, så du kan komme længere ud på dybere vand til revene nær øen.

Hvor bør man dykke på maldiverne?
Dykning på Maldiverne er svært sæsonpræget. Dykningen er god hele året rundt med havtemperaturer på 26-29 grader, men forskellige områder af øen anbefales til forskellige årstider pga. regnsæsonen (monsoon season).
- Fra december til maj: Nordøst monsoon, hvor der typisk er masser af solskin, vindstille vejr og et roligt hav. I denne periode er sigtbarheden bedst i den østlige del af Maldiverne. Perioden byder på forholdsvis stærk strøm, som tiltrækker hajerne i øst, hvorimod mantarokkerne holder sig i vest da planktonkoncentrationen er størst her.
- Fra juni til november: Sydvest monsoon, hvor der typisk er regnbyger, perioder med overskyet vejr og stærkere vind. Det meste regn falder i juni og juli. Det kan have negativ indflydelse på sigtbarheden, men der er stadig masser af mulighed for god dykning og i øvrigt langt færre mennesker (og lavere priser!). I denne periode er dykningen bedst i den vestlige del af Maldiverne, hvor der er gode chancer for at se hvalhajer og mantarokker.
Bemærk at de fleste live aboards opererer fra november til maj.
Det bedste sted på Maldiverne for dem, som vil se større dyr, er eftersigende Ari Atoll. Her kan man være heldig at se hvalhajer, manta rokker, hammerhajer og andre større hajer. Vi dykkede på South Ari Atoll og var heldig at se rigtig mange store dyr. Maldiverne er ikke rigtig kendt for at være en makro-dykning destination, omend der er masser af frog fish, nudibranches o.lign.

Fortæl om din oplevelse
Har du dykket i Maldiverne? Overvejer du at tage afsted? Jeg vil smadder gerne høre om din oplevelse – så skriv en kommentar og fortæl nedenfor!
Skriv et svar