Vores 3-årige Maya har ikke en kæmpestor sød tand, hverken hvad angår slik, chokolade eller kage. Men når det kommer til muffins, så er det noget, som er virkelig populært! Måske er det fordi de er små eller fordi man skal pille papirformen af. Jeg ved det ikke, men hun elsker i hvert fald både at bage og spise dem. Vi spiser mange bananer herhjemme, men indimellem får vi ikke fulgt med indkøbbene, og så har vi brune bananer liggende. Og det elsker Maya, for så ved hun, at vi skal bage muffins!
Disse nemme muffins til børn er sukkerfri og kan røres i én skål. Det er sjovt for børn i alle aldre at være med til at lave dem. Maya kan (næsten) lave dem selv efterhånden.
Hvorfor elsker vi de her muffins
- Super hurtige at lave. Klar på en halv time!
- God smag, som ikke er for sød.
- Sukkerfrit alternativ til børn, så de ikke får så meget sukker indenbord hele tiden
- Børnene kan være med til at bage dem
Ingredienser til banan- og æblemuffins
- Bananer: En stor del af dejen udgøres af moste bananer. Her skal bruges overmodne bananer – jo mere brune de er, desto mere sødme giver de til kagerne.
- Æble: Der skal et æble i dejen, som bidrager med god fugt og smag. Det er mindre vigtigt hvilken æblesort, du bruger.
- Æg: Ægget giver struktur til kagen og hjælper dem til at hæve flot.
- Kokosolie: Udgør fedtstoffet i disse kager. Man kan erstatte det 1:1 med andre vegetabilske olier.
- Honning: Giver sødme til kagerne. Bemærk at børn under 1 år ikke må spise honning. Det kan evt. erstattes af moste dadler hvis man bager til babyer, der er mellem 6 måneder og 1 år gamle.
- Vaniljeessens: Bidrager med dejlig smag. Det kan erstattes af vaniljesukker, hvis man ønsker sukker i sine muffins, eller det kan udelades.
- Hvedemel: Melet hjælper til at få kagerne til at hæve. Det kan erstattes af et glutenfrit alternativ, f.eks. mandelmel, men i så fald vil kagerne hæve mindre.
- Bagepulver: Hævemidlet, som får dine muffins til at hæve sig flot.
Typiske spørgsmål til opskriften
Kan man udelade æble?
Ja, æble kan udelades, men det giver en god fugt til kagerne, så det vil give en lidt mere tør muffin.Kan disse muffins bage som en hel kage?
Nej, denne dej er kun velegnet til muffins.Kan disse muffins fryses?
Ja, de er fryseegnede i op til 3 måneder.
One-bowl sukkerfri banan- og æblemuffins
Ingredients
- 3 modne bananer
- 1 æble
- 1 æg
- 1/2 dl kokosolie (smeltet)
- 3 spsk honning
- 1 tsk vaniljeessens
- 200 g hvedemel
- 2 tsk bagepulver
Instructions
- Mos bananerne helt i en stor skål. Skyl og riv æblet fint, og kom det i skålen.3 modne bananer, 1 æble
- Tilsæt æg, kokosolie, honning og vaniljeessens og pisk det hele sammen med piskeris, til der kun er helt små klumper tilbage.1 æg, 1/2 dl kokosolie, 3 spsk honning, 1 tsk vaniljeessens
- Tilsæt mel og bagepulver og rør stille og roligt rundt med en dejskraber til det er helt fordelt. Undgå at piske dejen.200 g hvedemel, 2 tsk bagepulver
- Fordel dejen i 10 muffinsforme – de skal fyldes 3/4 op. Bag muffins ved 180 grader (alm. ovn) i 12-14 minutter. De er færdige når der ikke længere hænger dej ved en strikkepind stukket i midten af en muffin.
- Lad dem køle helt af på en bagerist.
Notes
Bedøm opskriften
Klik på antal stjerner
Leave a Reply