Eclairs er noget af det mest fantastiske jeg ved. De er elegante, delikate og lækre, og byder på et hav af muligheder for kreative udfoldelser. De er samtidig lidt krævende både hvad angår teknik og tålmodighed, men indsatsen er godt givet ud når man ender med et så himmelsk resultat!
En helt traditionel eclair er fyldt med vanillecreme og toppet med mørk chokoladeglasur, men det er kun fantasien der sætter grænser for hvad man kan fylde i og på eclairs. I disse eclairs har jeg fyldt en virkelig lækker chokoladecreme og sprøjtet toppen med en pisket hindbærcreme. Man går aldrig galt i byen med chokolade og hindbær, og kombinationen gør noget helt fantastisk i disse eclairs.
Form og bag pæne, ensartede eclairs
Vandbakkelsesdej kræver en bestemt teknik og også lidt tålmodighed, både hvad angår at lave dejen og at forme perfekte og ensartede eclairs. Man får de pæneste eclairs hvis man sprøjter dem med en tylle. Vi anbefaler, at bruge en stor stjernetylle for at få det karakteristiske mønster, men man kan også sagtens bruge en rund tylle.
Vi anbefaler desuden at fryse dejen inden bagning. Det giver nemlig det smukkeste resultat og den bedste afbagning. Hvorfor og hvordan du gør kan du læse alt om i vores guide til at bage perfekte eclairs.
Eclairs kan bages i forvejen
Eclairs bør fyldes og pyntes samme dag som de skal serveres. Vandbakkelsesdej har nemlig en tendens til at suge fugt til sig, så fugten fra fyld og pynt vil gøre dine vandbakkelser bløde og kedelige, hvis det står for længe.
MEN heldigvis kan selve eclairs vandbakkelserne sagtens bages i god tid med en af følgende fremgangsmåder:
- Lav vandbakkelsesdejen og sprøjt den ud i lange stænger på bagepapir. Sæt dem i fryseren til de er helt frosne, og dæk dem så med plastikfilm. De kan fryses i op til 2 måneder og skal først tages ud lige når de skal bages.
- Bag dine eclairs og frys dem i op til 2 måneder. Lad dem tø op i 2 timer inden servering. Giv dem 5 minutter i ovnen og lad dem køle helt af igen inden de fyldes, så genvinder de den sprøde overflade.
- Bag dine eclairs og kom dem i en frysepose og opbevar dem på køkkenbordet i 1-2 dage inden servering. Giv dem 5 minutter i ovnen og lad dem køle helt af igen inden de fyldes, så genvinder de den sprøde overflade.
teknik til at fylde eclairs
Eclairs er hule indeni og kan derfor fyldes med alt muligt lækkert. I dette tilfælde chokoladecreme. Men det er synd at skære dem op for at få cremen derind. I stedet kan man prikke tre huller i bunden af hver eclair, for eksempel med en spids tylle. Pres forsigtigt for at din eclair ikke flækker. Sno eventuelt tyllen lidt, så der skæres hul, i stedet for at bruge for mange kræfter.
Kom chokoladecremen i en sprøjtepose med en rund tylle. Stik tyllen ind i det ene hul i din eclair og sprøjt forsigtigt chokoladecreme ind, indtil du kan se chokoladecreme i de andre to huller – så er din eclair fyldt. Gentag processen med alle dine eclairs.
Efterfølgende kan dine eclairs sættes med bunden nedad og toppen kan pyntes med glasur.
I får svært ved at holde fingrene fra disse lækre eclairs. De er så yndige, og man spiser jo også med øjnene. De er lette og luftige nok til, at man snildt kan spise to (måske tre?).
Hvis du afprøver opskriften, så vil vi meget gerne høre din bedømmelse af den. Skriv en kommentar nederst på denne side, hvor du også kan bedømme opskriften. Vi bliver så glade når vi hører fra jer!
Eclairs med hindbær og chokolade
Ingredienser
Eclairs:
- 1 portion af vores eclair opskrift
Chokoladecreme:
- 100 g god mørk chokolade
- 3 æggeblommer
- 1 helt æg
- 3 spsk sukker
- 3 tsk mel
- 4 dl mælk
- 1,5 tsk vanillesukker
Pisket hindbærcreme:
- 250 ml hindbærpuré (af 400-450 g frosne hindbær)
- 60 g æggeblommer (3-4 stk)
- 60 g sukker
- 25 g majsstivelse
- 25 + 75 g blødt usaltet smør
- 140 ml piskefløde
Pynt:
- Evt. spiselige blomster
Fremgangsmåde
Eclairs:
- Bag eclairs efter anvisning i opskriften og lad dem køle helt af. Bag dem evt. dagen før servering og opbevar dem i en lufttæt beholder eller pose, man kan genskabe den sprøde overflade ved at give dem 5 minutter i ovnen dagen de skal serveres.
Chokoladecreme:
- Hak den mørke chokolade og kom det i en skål.
- Kom æggeblommer, helt æg, sukker og mel i en lille gryde. Opvarm blandingen ved middel varme imens der piskes med piskeris og tilsættes mælk lidt ad gangen.
- Lad cremen koge op når alt mælken er tilsat imens der piskes. Cremen vil få en tyk konsistens når den har kogt i kort tid. Fjern cremen fra varmen og rør vanillesukker i.
- Hæld den varme creme over den hakkede chokolade i skålen og lad det stå i et par minutter. Rør langsomt rundt med en grydeske så chokoladen smelter og fordeles helt ind i cremen.
- Kom plastikfilm helt ned på cremen og stil den i køleskabet i minimum 1 time til den er kølet af.
- Kom chokoladecremen i en sprøjtepose med en lille rund tylle.
Pisket hindbærcreme:
- Lav en hindbærpuré ved at koge cirka 400-450 g frosne hindbær i en gryde med en lille smule vand. Lad hindbærrene koge i 3-4 minutter, blend derefter med en stavblender. Pres hindbærpuréen gennem sigte, så kernerne fjernes.
- Pisk æggeblommer og sukker med elpisker i en skål til det bliver tykt og blegt. Tilsæt majsstivelse og pisk kort videre.
- Kom 25 g smør i en lille gryde sammen med hindbærpuréen og bring det i kog.
- Fjern fra varmen når det koger og hæld det over i skålen med æggeblandingen. Rør kort rundt og hæld så skålens indhold tilbage i gryden. Bring cremen i kog ved middelhøj varme imens der konstant piskes med et piskeris, så cremen ikke brænder på.
- Fjern fra varmen når det koger og er blevet meget tykt, og hæld det i en skål eller beholder. Kom plastikfilm helt ned på cremen så der ikke dannes skorpe og stil det i køleskabet i minimum 2 timer.
- Pisk 75 g blødt smør luftigt med en elpisker. Pisk piskefløden til flødeskum med en elpisker i en anden skål.
- Tag den nu kolde hindbærcreme ud af køleskabet og tilsæt det piskede smør. Pisk med en elpisker så blandingen bliver luftig. Tilsæt halvdelen af flødeskummet og pisk med elpisker, til det bliver endnu mere luftigt. Tilsæt resten af flødeskummen og vend cremen med en grydeske uden at slå luften ud, til det er helt fordelt.
- Kom hindbærcremen i en sprøjtepose med stjernetylle.
Fyld og pynt eclairs:
- Prik tre huller i bunden af hver eclair med en spids tylle. Sprøjt forsigtigt chokoladecreme ind i hvert hul så hver eclair fyldes med chokoladecreme. Pas på ikke at overdrive her – mængden af chokoladecreme i opskriften svarer præcis til at fylde 18 eclairs med tilpas meget creme.
- Pynt dine eclairs med sprøjtet hindbærcreme og evt. spiselige blomster.
Noter
- Ubagte eclairs kan fryses i op til 2 måneder.
- Bagte eclairs kan fryses uden fyld i op til 1 måned eller opbevares friskbagte i lufttæt beholder i op til 2 dage inden servering. Gendan den sprøde overflade ved at give dem 5 minutter i ovnen ved 200 grader (alm. ovn).
- Eclairs kan opbevares med fyld i køleskabet i op til 24 timer men er klart bedst samme dag.
- Chokolade- og hindbærcremen kan holde sig op til 24 timer i køleskabet inden det fyldes i eclairs.
Bedøm opskriften
Klik på antal stjerner
Skriv et svar